Med eller uden CCS-pulje: ARC er fast besluttet på at fange CO2

I fremtiden bliver det at fange CO₂ fra afbrændingen af vores restaffald helt afgørende for landets mange affaldsenergiselskaber.

Lige nu er der bare ikke økonomi i at investere i teknologien. I hvert fald ikke på kort sigt – og ikke uden støttemidler fra statens CCS-pulje, som i alt 10 selskaber netop er blevet prækvalificeret til.

Et af dem er ARC, der har en ambition om at fange hele 400.000 ton CO₂ årligt fra Amager Bakke i samarbejde med E.ON. Projektet kalder de CopenCapture – og skal det sparkes i mål, kræver det at de står på listen over de selskaber, der får del i CCS-puljen, når den afgøres i april 2026.

Men selv hvis ARC står tilbage uden støttemidler, bliver det ikke enden på ambitionerne om at fange CO₂ fra det ikoniske anlæg. Det understreger direktør Jacob Hartvig Simonsen.

- Får vi ikke støtten, kan vi ikke investere på kort sigt. Men vi slipper ikke af krogen af den grund. Jeg tror på, at det bliver license to operate på et tidspunkt. Vi får ikke lov til at drive et affaldsenergianlæg uden at håndtere vores klimaudledninger, siger han og fortsætter:

- Det bliver måske ikke i morgen – og heller ikke i overmorgen. Men i 2035 eller 2040 bliver det et krav. Og vi har det nyeste affaldsenergianlæg i Danmark med en levetid frem til 2047. Derfor er vi nødt til at forholde os til vores klimapåvirkning , og det kan vi lige så godt gøre nu.

Håbet hos ARC er derfor helt klart at kunne komme i gang med at fange CO₂ så hurtigt som muligt.

Men lykkes det ikke at få statsstøtte i denne omgang, slår Jacob Hartvig Simonsen fast, at ARC vil forsøge at få etableret et CO₂-fangstanlæg på et senere tidspunkt.

Fire ben at stå på

Selvom statens midler er nødvendige, er CO₂-fangst er det ikke den eneste indtægt der skal sikre projektets økonomi.

Statsstøtten er nemlig kun ét af fire ben i indtægtsstrømmene i projektet, forklarer Jacob Hartvig Simonsen.

En af de helt store udgifter for affaldsenergiselskaberne i dag er de CO2-kvoter, man betaler for at udlede gassen. Får man suget CO2’en ud, inden den kommer op af skorstenen, sparer man omkostningerne til kvoterne.

Og med fremtidens klimamål in mente er der da heller ingen garantier for, at afgiften på udledning af CO2 stiger før eller siden.

- Rent teoretisk bliver omkostningerne til at svare kvoter og afgifter jo så høje, at det bliver billigere at investere i grej til at fjerne CO2’en. Men der er vi slet ikke endnu. Så det er ikke nok alene. For at regnestykket går op, skal vi også bruge statsstøtten, siger direktøren.

Udover det er der også den overskudsvarme, som dannes, når man fanger CO2. Den kan sælges til fjernvarmesystemet – og det giver en yderligere indtægt.

Når man samtidig fanger den del af CO2’en fra affaldsforbrændingen, som er biogen, tæller det som et negativt bidrag. Det betyder, at man – i dette tilfælde E.ON. – vil kunne sælge CO2-kreditter til andre virksomheder.

Rigeligt med CO₂ at fange i fremtiden

Ved første øjekast går samfundets øgede fokus på genanvendelse og reducering af madspild ikke ligefrem hånd i hånd med investeringer i CO2-fangst på affaldsenergianlæg.

Logikken siger velsagtens, at brændes der mindre affald af, er der også mindre CO2 at fange.

Ikke lige foreløbig, mener Jacob Hartvig Simonsen. For selvom ARC på alle måder går ind for mere genanvendelse, er der enormt lang vej til det affaldsfri samfund. Alle analyser peger nemlig på, at der i EU i 2035 vil være en underkapacitet på forbrændingsområdet på 40 millioner ton.

- Vi arbejder jo på at gøre os selv overflødige – for vi vil meget gerne genbruge og genanvende. Men alt du smider ud, kan ikke genanvendes. Rigtig meget har så dårlig en kvalitet, at det ikke kan oparbejdes til nye produkter. Og så længe der er et miljøproblem at håndtere, er vi nødt til at brænde affald af, forklarer direktøren og fortsætter:

- Vi må forholde os til de produkter, vi omgiver os med. Selv ved papir og pap er der en rest, der ikke kan oparbejdes til nye produkter. Det er helt parallelt med plastic, tekstiler og mange andre materialer. Så skal vi stoppe med at brænde affald af, kræver det nogle teknologier, der kan håndtere miljøproblemet uden at påvirke hverken miljø eller klima. Dem kan jeg ikke lige få øje på. Ikke endnu.

Affaldsenergi skal være konkurrencedygtig

Miljøproblemer i form af restaffald er der med andre ord nok af i fremtiden, hvis man spørger Jacob Hartvig Simonsen.

Men betyder det, at man skal sænke kapaciteten i den danske affaldsenergi? Det kommer an på, om man vil nøjes med at tilpasse den til opgaven med at håndtere danskernes affald.

- Jeg synes ikke, der er noget galt i at have en større kapacitet, så vi også kan hjælpe vores nabolande med at håndtere deres miljøudfordringer. Biomassen behøver vi ikke i fremtiden. Men affaldet vil være der – og spørgsmålet er så bare, om du vil deponere det eller bruge ressourcen til at lave energi, siger han og fortsætter:

- Og der er CO₂-fangsten vigtig, for du er nødt til at tænke systemerne sammen. Det er klart, affaldsenergien skal være konkurrencedygtig med andre grønne løsninger. Også selvom vi løser en miljøopgave. Og det bliver en kæmpe udfordring for os at sikre.

Godt signal, at man vil udvikle CCS i Danmark

ARC’s direktør indrømmer, at det da helt klart havde nemmere at investere i CO₂-fangst, hvis affaldssektoren havde været foruden konkurrencen. Men som han siger, kan man ikke bare spænde varmekunderne for, hvis der findes bedre og billigere grønne løsninger.

- Så det er fornuftigt, at vi kan konkurrere om statslige midler. Men det gør det også sværere for anlæggene at gå sammen, tænke i fælles infrastruktur og løse udfordringerne i fællesskab. Jeg er jo nødt til at banke de andre anlæg omkring os, så jeg kan få del i puljen. Så der er noget i setuppet, der ikke er super elegant, siger han og fortsætter:

- Men det skal nok komme, tænker jeg. Gad vide om man ikke kan ride på ryggen af dem, der så vinder puljen. For hvis nogen etablerer noget infrastruktur til lagring, er deres businesscase jo bedst, når der er fuld kapacitet. Det kræver jo så, at dem der investerer nu, tænker i at dimensionere ud over deres egne behov.

Problematikker til trods mener Jacob Hartvig Simonsen, at man er endt et ganske udmærket sted med CO₂-fangsteventyret. Især fordi staten med CCS-puljen sender et klart signal om, at man gerne vil udvikle samfundet i retningen af netop CCS.

- Det gælder om at håndtere vores udledninger ved punktkilderne. I fremtiden tror jeg, at vi får færre, men større affaldsenergianlæg placeret centralt i byerne. Og det er derfra, vi skal håndtere vores udledninger, siger han.

Lykkes det for ARC at få del i CCS-puljen er der i hvert fald nok at tage fat på. Et af vilkårene for at søge er nemlig, at man skal være klar til at fange CO₂ i fuld skala fra 2030.