Gå til hovedindhold
Forsyningssikkerhed
Produktion
Varmekilder

VARMELAGRING: Ingen sektorkobling uden mere lagring

For at øge forsyningssikkerheden for 50 pct. flere kunder og forbedre økonomien gennem systemydelser og mere effektiv drift etablerer Assens Fjernvarme yderligere 10.000 kubikmeter varmelagring.

27. apr. 2026
Tekst af Joel Goodstein, jog@danskfjernvarme.dk

- Vi overvejede elektriske batterier som et alternativ til mere varmelagring, da vi har så meget egen elproduktion. Men vi har vurderet, at varmeakkumulering på ståltanke for det første er en kendt og sikker teknologi, for det andet giver os mere effekt end elektriske batterier, og som er en løsning, vi har plads til på vores matrikel, siger Marc Roar Hintze om udbygningen af lagringskapacitet. Foto: Jesper Voldgaard.

Indhold

    I løbet af sommeren 2026 står en ny 10.000 kubikmeter akkutank klar hos Assens Fjernvarme.

    Dermed tredobles lagringskapaciteten – fra de nuværende 5.000 kubikmeter fordelt på to ældre tanke – så der fremover er i alt 15.000 kubikmeter varmelagring.

    - Overordnet er der to grunde til, at vi nu øger vores varmelagringskapacitet. Vi konverterer i disse år op mod 1.800 nye kunder, så vi går fra 3.400 til 5.200 kunder i alt. Det er en stigning på over 50 procent. Så vi har brug for mere forsyningssikkerhed. Desuden vil mere lagringskapacitet give os endnu bedre muligheder for at levere systemydelser, så vi i endnu højere grad kan bidrage til op- og nedregulering af elsystemet. Yderligere lagringskapacitet vil på den måde bidrage til at vi kan skabe økonomiske gevinster til gavn for varmeprisen og samtidig bidrage til et mere stabilt energisystem, siger adm. direktør Marc Roar Hintze, Assens Fjernvarme.

    Selskabet har et meget fleksibelt miks af både elektriske og termiske produktionsenheder: et 20 MW biomassekraftvarmeværk der leverer 5 MW strøm og 15 MW varme, en solcellepark på 6,5 MW, en vindmølle på 1,3 MW, en varmepumpe på 7,5 MW og en 16 MW elkedel.

    - For ti år siden - i 2016 - lagde vi en strategi som omfatter sektorkobling, og resultatet har været så positivt, at vi nu ønsker at styrke mulighederne for at bidrage med systemydelser og samtidig kunne udnytte fluktuerende elpriser. Varmelagring er helt centralt i et sektorkoblet system som vores. Vi kan producere og sælge strøm, når prisen er høj, og aftage strøm, når prisen er lav og dermed producere billig varme, men helt uafhængigt af det aktuelle varmeforbrug. Det er i virkeligheden det, der gør grøn energi anvendelig i praksis. Vi er i dag ikke kun et varmeværk – vi er også en aktiv aktør i elsystemet, siger Marc Roar Hintze.

    Udnyttelse af svingende elpriser

    Uden et varmelager måtte man bruge energien, når den blev produceret. Med et varmelager kan man flytte forbruget i tid.

    - I perioder – især om sommeren – kan vi i høj grad basere varmeproduktionen på el fra vind og sol. Men det er ikke sikkert, vi gør det. Det afhænger af elpriserne. Måske sælger vi strømmen i stedet for at bruge den til varmeproduktion. Så bruger vi varme fra tankene i stedet for. Vi har ikke indflydelse på sol og vind, men vi kan flytte energiforbruget ved hjælp af tankene, siger Marc Roar Hintze.

    Før sektorkoblingen blev varmelagerne primært brugt som driftslagre.

    - I gamle dage var det en mere passiv brug af tankene. Om vinteren var det primært sikkerhed med varme i tankene. Om sommeren var der mulighed for at fylde tankene op og skrue ned eller slukke for kraftvarmeværket. I dag handler det stadig om forsyningssikkerhed, men også om at udnytte svingende elpriser og at hjælpe et elsystem, som har brug for balanceringsydelser. Det betyder, at vi ikke kun optimerer vores egen drift – vi bidrager også til stabiliteten i energisystemet. Derved bidrager lagring direkte til vores indtjening, hvilket ikke var tilfældet før sektorkoblingen, siger Marc Roar Hintze.

    Inden for samme døgn kan man opleve nulpriser på strøm, og priser på 1.500-2.000 kr. per MWh på andre tidspunkter af døgnet.

    - Så store forskelle er ikke nødvendigvis et problem, når man har det rigtige miks af anlæg, så man både kan aftage og levere strøm og lagre varmen fra produktionen, så den kan bruges på et andet tidspunkt, når det ellers ville være dyrere at producere varmen. Det er netop den fleksibilitet, der bliver afgørende i et energisystem med mere vedvarende energi, siger Marc Roar Hintze.

    Betalt inden 10 år

    Investeringen i den nye akkutank hos Assens Fjernvarme er på 17 mio. kr.

    - Det er svært at lave en præcis business case for vores investering i mere lagring. Det ville kræve, at vi kendte elprisen flere år frem. Men jeg forventer, at tanken har en tilbagebetalingstid på omkring 10 år under de nuværende markedsforhold, siger Marc Roar Hintze.

    Med kapaciteten på 10.000 kubikmeter kan den nye akkumuleringstank sammen med de to eksisterende tanke indeholde vand nok til at forsyne alle kunder i 18 timer – på den koldeste vinterdag.

    Kapaciteten svarer til cirka 550 MWh – alt efter hvilken temperatur der er i tanken. Men teknisk kan tanken lagre vand med en temperatur op til tæt på 100 °C.

    Marc Roar Hintze mener, at akkutanken er en undervurderet teknologi – måske fordi den er så lavteknologisk.

    - Akkutanke kræver en relativ beskeden investering, men har høj værdi, når det gælder forsyningssikkerhed, mulighed for at tilbyde systemydelser og mindre stop-start og dermed mindre slid af kraftvarmeværket. Varmelagring er samtidig en af de mest effektive og omkostningseffektive måder at lagre energi på i stor skala. Vi kan bruge vandet fra tankene direkte i varmenettet uden at booste det.  Med tankene har vi mulighed for at shunte vandet ned i temperatur, siger han videre.

    Opgaven i den daglige drift er altid at have ledig lagringskapacitet – så der er plads til at tilbyde systemydelser, udnytte svingende elpriser og producere billig varme.

    - Men man skal ikke nødvendigvis bare etablere en masse lagringskapacitet. Man må lokalt beregne hvor meget lagring, det giver mening at etablere i forhold til produktionskapaciteten og varmebehovet, siger Marc Roar Hintze.

    Mere robust produktion

    Ud over den ekstra akkutank sætter Assens Fjernvarme nu også en ekstra elkedel på 10 MW i drift til intern balancering af ubalancer i strømproduktionen og på sigt også til ekstra varmeproduktion. Det hjælper den ekstra akkumuleringskapacitet også med.

    - Vi skal hver dag byde ind med næste døgns strømproduktion. Elkedlen skal hjælpe os til at køre i modfase og levere præcis den aftalte mængde strøm. Vi kan enten tænde for elkedlen, hvis vi producerer for meget strøm, eller slukke for elkedlen, hvis vi ikke kan levere nok strøm, siger han videre.

    Ifølge Marc Roar Hintze kan øget varmelagring medføre mere elbaseret varmeproduktion.

    - Med øget lagringskapacitet får vi en mere robust produktion, hvilket er nødvendigt med flere kunder og en større økonomi. Samtidig gør det os mindre sårbare over for udsving i både energipriser og produktion. Men den øgede lagringskapacitet åbner også op for mere elbaseret varmeproduktion – måske en ekstra varmepumpe, siger Marc Roar Hintze.

    Men faktisk har elektriske batterier også været en overvejelse for at kunne lagre strøm fra solceller, vindmøllen og kraftvarmeværket.

    - Vi overvejede elektriske batterier som et alternativ til mere varmelagring, da vi har så meget egen elproduktion. Men vi har vurderet, at varmeakkumulering på ståltanke for det første er en kendt og sikker teknologi, for det andet giver os mere effekt end elektriske batterier, og som er en løsning, vi har plads til på vores matrikel, siger Marc Roar Hintze.

    Men elektriske batterier er stadig en mulighed på sigt. Et muligt fremtidigt projekt er medejerskab af fire 4,5 MW landmøller to kilometer fra værket – i samarbejde med NRGi.

    - Vi håber at få et 25 procent medejerskab af fire store møller, som kan producere 18 MW strøm og blive koblet ind i det eksisterende sektorkoblede system. Hvis det projekt bliver realiseret, kan det være, vi også skal ud og investere i store, elektriske batterier, siger Marc Roar Hintze.

    Sidst opdateret: 27. april 2026

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...