Ny opgørelse viser moderate prisstigninger på fjernvarme
LÆS I DAG: Folk står i kø for at komme på fjernvarmen. Erfaren chef til Aalborg Forsyning. Svenskerne advares om strømnedbrud: Forbered jer på det værste. Jysk forsyningsselskab sikrer sig grøn energi til fjernvarmen. 12.000 husstande får fjernvarme i Helsingør. Fjernvarme i landsbyer kræver stor opbakning. Nyt fjernvarmeværk i Allingåbro godkendt. 6 forskellige breve på vej til borgerne. Svendborg Fjernvarme trækker sig fra køb af kraftværk
EnergiWatch:
Ny opgørelse viser moderate prisstigninger på fjernvarme
Nye tal fra Forsyningstilsynet viser, at fjernvarmepriserne i Danmark overordnet er steget det seneste år. Men stigningerne har været mindre end de øvrige energipriser, fremgår det af EnergiWatch.
Prisen på fjernvarme er således steget med 6,3 pct. fra 2021 til 2022, lyder det i en ny opgørelse fra Forsyningstilsynet. Det svarer til en stigning på lidt over 800 kr. for et hus på 130 kvm med et varmeforbrug på 1,81 MWh pr. år.
Elpriserne er til sammenligning nu cirka 71 pct. højere end i tredje kvartal 2021. Også naturgaspriserne er steget med over 100 pct. Forbrugerindekset er steget med 8,9 pct.
- Fjernvarmeselskaber har mulighed for at producere varme ved flere forskellige energikilder, og det gør dem generelt mere robuste overfor prisstigninger på enkelte energikilder sammenlignet med individuelle varmeløsninger på naturgas, træpiller eller strøm, siger økonomisk konsulent Katarina Siebuhr Kristiansen.
*****
TV2 Fyn:
Folk står i kø for at komme på fjernvarmen
Middelfart Fjernvarme opfordrer politikerne til at gentænke størrelsen af Fjernvarmepuljen, der skal hjælpe økonomisk med omstillingen til fjernvarme. Den sidste pulje på 450 millioner er revet væk, og det bliver hele dyrere at omstilling fra gas til fjernvarme, fortæller TV 2 Fyn.
- Det er blevet endnu dyrere at lave fjernevarme, end det nogensinde har været. Jo mere tilskud vi kan få, jo større chance er der for at realisere projekterne og omstillingen, siger Jesper Skov, der er direktør i Middelfart Fjernvarme.
Til det nuværende projekt i Strib fik Middelfart Fjernvarme et tilskud på 14,8 millioner kroner fra fjernvarmepuljen. Og de har da også allerede en ansøgning klar til næste fjernvarmepulje, som regeringen udbyder. Denne gang er der dog kun 295 millioner kroner at slås om. I 2022 var der i alt 445 mio. kroner.
- Vi kan ikke være sikre på at få tilskuddet. Det er et spørgsmål om, at der kun er 295 millioner i puljen i 2023. I år var der jo 450 millioner kroner, og de er jo væk. Så man kan godt have en tro på, at næste år bliver op af bakke. Man frygter lidt, at der ikke er nok penge til, at alle projekter kan få et tilskud, siger Jesper Skov og påpeger, at udgifterne til materialer er steget, hvorfor tilskuddet til det enkelte hus måske også bør stige.
*****
EnergiWatch:
Erfaren chef til Aalborg Forsyning
Det bliver Lars Skytte Jørgensen, der fra den 1. januar 2023 erstatter Jesper Møller Hansen som ny energiforsyningschef i Aalborg Forsyning. Han kommer fra et job som vicedirektør i Alfa Laval, skriver bl.a. EnergiWatch.
Hos Alfa Laval har han haft ansvar for marinedivisionen og teknologiudvikling af energisystemer og industrikedler. Han er uddannet rørsmed og maskiningeniør og har flere uddannelsesforløb inden for ledelse med i bagagen.
I Aalborg Forsyning glæder teknisk direktør Jesper Høstgaard-Jensen sig over rekrutteringen.
- Vores ønskeliste til kompetencer og erfaring til en ny energiforsyningschef var lang, og Lars Skytte Jørgensen opfylder den til fulde. Han har stor ledelseserfaring fra en forretningsorienteret virksomhed med komplekse løsninger. Han er vant til at gå forrest og skabe et godt samarbejde både internt og eksternt, og derudover har han et stort kendskab til energiområdet, siger Jesper Høstgaard-Jensen.
En bonusinfo er, at Lars SKytte Jørgensen selv i sin tid som svejseingeniør, har været med til at montere skorstenen på Nordjyllandsværkets blok 3.
*****
TV2 Nyhederne:
Svenskerne advares om strømnedbrud: Forbered jer på det værste
En potentiel alvorlig energikrise lurer lige om hjørnet for svenskerne. For Sveriges energiforsyning er nu så usikker, at det ikke er utænkeligt, at strømmen vil blive afbrudt til vinter, fortæller TV2 Nyhederne, på baggrund af et pressemøde med den svenske energiminister, Ebba Busch.
- Januar og februar er udfordrende. Vi ved, at vinteren altid er hård. Nu har vi også en situation med risiko for reel afbrydelse i kombination med høje elpriser, lød det Ebba Busch.
Energiministeren tilføjede, at svenskerne skulle være ”forberedt på det værste”, hvilket indebærer at sørge for at have en radio, der kører på batterier, lommelygte, flasker med vand og ikke-fordærvelig mad derhjemme.
Ifølge det svenske energiministerium vil der højst sandsynligt kun blive tale om strømafbrydelser af et par timers varighed.
Den svenske minister for civilt forsvar, Carl-Oskar-Bohlin, der også var til stede på pressemødet, sagde dog, at de håber at kende til en strømafbrydelse et par dage før, så de dermed kan melde det ud på forhånd.
- Men i værste fald ved vi ikke, hvornår strømmen forsvinder, og heller ikke, hvornår den kommer tilbage, lød det efterfølgende forbehold fra ministeren.
*****
EnergiWatch:
Jysk forsyningsselskab sikrer sig grøn energi til fjernvarmen
Forbrugere i 16 byer på Djursland og i Randers Kommune kan inden længe få fjernvarme baseret på grøn energi takket være ny aftale mellem energiselskabet NRGI og driftsselskabet TLV-Forsyning. Det fortæller EnergiWatch.
NRGI opsætter en energipark med tre vindmøller og en solcellepark på i alt 106 hektar vest for Trustrup. Anlægget sikrer elforsyning af 10 eksisterende fjernvarmeværker og tre kommende over en 10-årig periode. I alt vil 4.500 husstande kunne få grøn fjernvarme på denne vis, vurderer parterne.
- Alt vores fjernvarme vil i løbet af 2024 blive produceret på grøn strøm i store varmepumper, som kan gemme varmen i akkumuleringstanke til de dage, hvor der er vindstille, og solen ikke skinner, oplyser Michael Meldgaard, direktør hos TLV-Forsyning, desuden i en meddelelse.
Aftalen er også med til at sikre, at TLV-Forsyning fremover ikke bliver påvirket af råvarepriser på flis og træpiller, fordi fjernvarmeforsyningsselskabet vil udskifte sine nuværende fliskedler med varmepumper over de kommende to til tre år.
*****
TV2 Lorry:
12.000 husstande får fjernvarme i Helsingør
Over 12.000 boliger i Helsingør Kommune har potentiale for at skifte fra gas- eller oliefyr til fossilfrie varmekilder. Det fremgår af den nye varmeplan, som et flertal i byrådet vedtog tidligere på ugen, fremgår det af TV 2 Lorry.
Varmeplanen er kommet til i samarbejde med Forsyning Helsingør og forholder sig til de eksisterende og fremtidige muligheder for varmeforsyning i kommunens gasforsynede områder.
Det er langt fra alle gas- eller oliefyrsejere, der kan se frem til fjernvarme, men de vil i brevet kunne læse, hvilke andre alternativer til grønne varmekilder, der er.
- Det betyder rigtig meget for hver enkelt husejer, at man får vished for, hvilke muligheder man har for at skifte gasfyret ud de kommende år, siger Helsingørs borgmester, Benedikte Kiær (K), til TV 2 Lorry.
*****
Vejle Amts Folkeblad:
Fjernvarme i landsbyer kræver stor opbakning
Drømmen og håbet om, at man i fremtiden kan opvarme hjemmene i Smidstrup, Skærup og Store Velling med fjernvarme mere end lever. En lokal initiativgruppe har holdt møder med Gauerslund Fjernvarme og COWI og er klar til at gå videre med planerne, fremgår det af Vejle Amts Folkeblad.
- Vi har nedsat en arbejdsgruppe, der arbejder hårdt på, at vi kan kobles på fjernvarmen sammen med Andkær, forklarer Svend Otto Christensen, der udtaler sig på vegne af lokalrådet i Smidstrup samt borgerforeningen i Skærup.
Det er dog en forudsætning, at der skal være stor opbakning fra de lokale husstande. Der skal således være en opbakning på mindst 65 procent af mulige brugere, som vil tilslutte sig projektet, forklarer Svend Otto Christensen til avisen.
*****
Lokalavisen Norddjurs:
Nyt fjernvarmeværk i Allingåbro godkendt
Det var en enig kommunalbestyrelse, der under mødet 13. december godkendte indstillingen til at udarbejde en lokalplan for etablering af et nyt fjernvarmeværk i Allingåbro. Det fortæller Lokalavisen Norddjurs.
- Det er en god sag for Allingåbro og for den grønne omstilling. De vil gerne lave et nyt værk med stort fokus på solceller og solfangere a la det, man har i Grenaa, lød det fra MTU-formanden som oplæg til byrådets behandling af indstillingen.
Det fremgik af byrådets debat, at der allerede er forhåndstilkendegivelser fra 75 nye forbrugere, der går fra olie- eller pillefyr.
Ifølge ansøgningen fra Allingåbro Fjernvarmeværk til Norddjurs Kommune har planerne for et nyt varmeanlæg i Allingåbro stået på siden foråret 2021, hvor bestyrelsen gik i dialog med kommunen.
Nu er arbejdet igangsat med at ændre lokalplanen og udarbejde en dispensation for det område, hvor man vil opføre værket.
*****
Frederiksborg Amts Avis:
6 forskellige breve på vej til borgerne
I løbet af uge 50 og 51 får alle borgere i Fredensborg Kommune er brev om kommunens fjernvarmeplaner. Der er stor forskel på, hvornår borgerne i kommunen kan få fjernvarme. Og derfor er der 6 forskellige breve på vej, oplyser Frederiksborg Amts Avis:
- Fjernvarmen findes, men borgeren er ikke koblet på (forholdsvis få udvalgte husejere),
- Projektforslag er godkendt, og fjernvarme forventes udlagt umiddelbart (dele af Fredensborg By)
- Etablering af fjernvarme forventes i år 2023 til 2025
- Etablering af fjernvarme forventes i 2026 til 2027
- Etablering af fjernvarme forventes i 2028
- Etablering af fjernvarme kommer ikke i nær fremtid - eller uvist.
Brevene indeholder også vejledning om, hvilke andre typer opvarmning man kan etablere.
*****
Fyns Amts Avis:
Svendborg Fjernvarme trækker sig fra køb af kraftværk
Svendborg Kraftvarme lukker i november 2023. Det er kendsgerningen efter Svendborg Fjernvarme har meddelt, at selskabet alligevel ikke ønsker at købe værket.
- Ja, vi har på et tidspunkt taget initiativ til at gå i dialog med Svendborg Kommune om overtagelsen af Svendborg Kraftvarme, men på baggrund af det grundlag, der foreligger, har vi besluttet, at det ikke er den rigtige vej at gå. Det er bedre for varmeforbrugerne, at vi bruger vores ressourcer og energi på at tænke på fremtiden og udbygge det, der er fremtidens teknologi, så vi kan sikre noget grøn fjernvarme i Svendborg fremover, fortæller formand for Svendborg Fjernvarme, Niels Haastrup, til Fyns Amts Avis.
Formanden fortæller, at selskabet i stedet vil satse på varmepumper og vindmøller.
Beslutningen ærgrer Svendborgs borgmester Bo Hansen, men han erkender, at kraftvarmeværket er en stor mundfuld.
*****
Skriv kommentar