Gå til hovedindhold

Tusindvis af danskere må fortsat vente på besked om fjernvarme

LÆS I DAG: Danskerne har fået besked om fjernvarme: Men arbejdet er langt fra slut endnu. Ejere af flere end en kvart million boliger kastet ud i uvished om fjernvarme. Beskedent dansk provenu fra elloft og fossilt bidrag. Energiselskaber skal aflevere 1,2 milliarder kroner tilbage til forbrugerne.

27. jan. 2023
Ældre end 24 mdr.
Tekst af Mikkel Lysgaard, mil@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Avisen Danmark:
    Tusindvis af danskere må fortsat vente på besked om fjernvarme

    Danskere med gas- eller oliefyr skulle inden udgangen af 2022 have klar besked om udrulningen af fjernvarme. Nu viser en analyse fra KL, at 40 procent stadig mangler et klart svar. Det fremgår af Avisen Danmark.

    Landets kommuner havde ved årsskiftet udsendt cirka 670.000 breve til ejendomsejere med gas- og oliefyr, og her er det "kun" 32 procent eller 214.00 hustande, som allerede nu kan se frem til at få fjernvarme.

    Formand for KL's Klima- og Miljøudvalg Birgit S. Hansen glæder sig over, at det er lykkedes kommunerne at give borgerne besked.

    - I den perfekte verden havde alle selvfølgelig fået et soleklart ja eller nej. Men borgerne skal også kunne regne med den besked, de får fra os, og vi vil ikke love nogen noget, der ikke ender med at holde, siger Birgit S. Hansen, der er borgmester i Frederikshavn Kommune.

    Ifølge Brian Vad Mathiesen, der er professor i energiplanlægning på Aalborg Universitet, er det et problem, at 40 procent stadig mangler svar.

    - Det er beklageligt, men forventeligt. De processer, man har sat op i forhold til varmeplanlægning, tager tid. Derfor skulle vi have gjort noget mere for at accelerere det ved at stille nogle andre krav, siger professoren til dr.dk

    I KL forventer man, at alle har en endelig afklaring i løbet af 2023.

    *****

    Danskekommuner.dk:
    Danskerne har fået besked om fjernvarme: Men arbejdet er langt fra slut endnu

    Landets kommuner har sendt 670.000 fjernvarmebreve ud til ejendomsejere over hele landet med besked om, hvorvidt de kan få fjernvarme eller ej. Men opgaven er langt fra løst med et brev, slår formanden for KL's klima- og milljøudvalg, Birgit S. Hansen (S) fast ifølge Danskekommuner.dk.

    - Vi har skuffet nogle, der havde en forventning om, at de helt konkret ville få at vide, om de ville få fjernvarme og hvornår. Men vi er stødt på nogle forhindringer, som vi også skal tale med regeringen om. Det store arbejde ligger stadig foran os, siger Birgit S. Hansen.

    Derfor er der nu behov for, at KL taler med klima-, energi- og forsyningsministeren om de barrierer, kommunerne er stødt på, hvis der skal sættes turbo på udrulningen af fjernvarme.

    - Det handler jo ikke kun om at melde ud til borgerne. Det handler også om at rulle fjernvarme ud, og der har vi nogle ting med, som vi gerne vil kunne arbejde med, konstaterer hun.

    Først og fremmest ønsker KL, at der bliver lavet en automatisk ”ja-tak”-ordning, så borgerne aktivt skal melde sig fra, hvis de ikke ønsker fjernvarme.

    Dernæst er der brug for, at puljen til udrulning af fjernvarme ”fyldes godt op”, så det ikke er nødvendigt at sætte fjernvarmeprojekter på pause undervejs. Og så peger KL ikke mindst på den store arbejdskraftudfordring.

    *****

    DR.dk:
    Ejere af flere end en kvart million boliger kastet ud i uvished om fjernvarme

    Ejere af 670.000 boliger har fået brev fra deres kommune om, hvorvidt de kan få fjernvarme eller ej. Men selv om kommunerne har sendt 670.000 breve ud, så er det langt fra alle, der er en pind klogere, end de var, inden mailen tikkede ind i e-Boks.

    For i 40 procent af brevene - svarende til 268.000 - lyder beskeden, at det endnu ikke er afklaret, hvorvidt de kan få fjernvarme. Det skriver DR.dk.

    - I den perfekte verden havde alle selvfølgelig fået et soleklart ja eller nej. Men borgerne skal også kunne regne med den besked, de får fra os, og vi vil ikke love nogen noget, der ikke ender med at holde, siger Birgit Hansen fra KL, der forventer, at alle får en endelig afklaring i løbet af 2023.

    Det udgør dog et problem, at spørgsmålet om fjernvarme stadig er uafklaret for ejere af flere end en kvart million boliger. Det mener Brian Vad Mathiesen, der er professor i energiplanlægning på Aalborg Universitet.

    - Vi har behov for, at politikerne ser på, hvordan man kan accelerere afklaringen for dem, der har fået et måske, siger han.

    Hvad siger du til, at fire ud af 10 ikke har fået klar besked om fjernvarme?

    - Det er beklageligt, men forventeligt. De processer, man har sat op i forhold til varmeplanlægning, tager tid. Derfor skulle vi have gjort noget mere for at accelere det ved at stille nogle andre krav, siger professoren.

    Hvordan vil du på baggrund af tallene sige, at det går med udrulningen af fjernvarme af Danmark?

    - Jeg mener, at udrulningen går så stærkt, som det overhovedet kan lade sig gøre inden for rammerne. Jeg vil anbefale, at politikerne i 2023 ser på, hvordan kan stille nogle færre krav. Man bør for eksempel fylde fjernvarmepuljen op, så man kan skaffe arbejdskraft til området siger Brian Vad Mathiesen.

    *****

    EnergiWatch:
    Beskedent dansk provenu fra elloft og fossilt bidrag

    Der blev lovet guld og grønne skove til trængte forbrugere, når energiselskabernes ”ekstraordinære profitter” skal afleveres, men der kommer mindre end en mia. kr. i den danske statskasse, lyder vurderingen fra skatteministeriet. Det skriver EnergiWatch.

    Godt nok lød det sent torsdag aften fra skatteminister Jeppe Bruus (S) til Finans, at der vil komme 1,2 mia. kr. yderligere i statskassen i 2023, da han endelig løftede sløret fra den danske udmøntning af forordningen, og hvilket provenu, regeringen regner med at få på den konto.

    De 1,2 mia. kr. er 0,4 mia. kr. fra indtægtsloftet og 0,8 mia. kr. fra solidaritetsbidraget – i øvrigt et skøn med ”betydelig usikkerhed”, skriver skatteministeriet selv.

    Men de 0,8 mia. kr. i solidaritetsbidrag, som hentes fra landets to olieraffinaderier og olie/gasselskaberne i den danske del af Nordsøen, reduceres til 0,3 mia. over perioden 2023-2025, fordi selskaberne i Nordsøen kan modregne bidraget i kulbrinteskatten.

    Dermed er der reelt kun 700 mio. kr. tilbage i kassen til den inflationshjælp, som regeringen har lovede i deres regeringsgrundlag til de familier, der har svært ved at få privatøkonomien til at hænge sammen.

    Til sammenligning kostede varmechecken, der blev udbetalt i sommer til 400.000 husstande 2,4 mia. kr.

    *****

    Politiken:
    Energiselskaber skal aflevere 1,2 milliarder kroner tilbage til forbrugerne

    Danske energiselskaber skal aflevere 1,2 milliarder kroner af deres ekstraordinært store indtjening som følge af energikrisen tilbage til statskassen. Det er meldingen fra skatteminister Jeppe Bruus ifølge Politiken og Finans.dk.

    - Samlet set vil der i 2023 være et provenu på 1,2 milliarder kroner. De penge vil vi føre tilbage til forbrugerne i forbindelse med de forestående forhandlinger om inflationshjælp, siger han.

    Han anerkender, at det er markant lavere end det tocifrede milliardbeløb, som man tidligere forventede. I september sagde EU-Kommissionen, at man vil rejse mere end 140 milliarder euro ved et loft over profit for energiselskaber samt bidrag fra fossile energiselskaber.

    Beløbet svarer til 1041 milliarder kroner. Det udgør den centrale del af kommissionens forsøg på at afhjælpe de høje energipriser.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...