Gå til hovedindhold

Varmeværk siger ja til at levere varme over åen

LÆS I DAG: Whistleblower-sag får næstformand for Ringkøbing-Skjern Forsyning til at trække sig. Penge til energitjek skal gå til fjernvarme-udbredelse. Hofor og Innargi i samarbejde om bæredygtig energiforsyning i Nordhavn. Sol og vind satte sidste år rekord i Europas elproduktion

31. jan. 2023
Ældre end 24 mdr.
Tekst af Mikkel Lysgaard, mil@danskfjernvarme.dk

Indhold

    JydskeVestkysten:
    Varmeværk siger ja til at levere varme over åen

    Forberedelserne til fjernvarme i Skodborg ved Vejen er så vidt, at arbejdsgruppen nu tager næste skridt og beder husejerne svare på, om de vil være med. Omkring 375 af 550 husstande skal melde sig, hvis det 80 millioner kroner dyre projekt skal realiseres, skriver JydskeVestkysten.

    - Der er allerede lidt over 300, som har tilkendegivet, at de gerne vil med, og nu går vi i gang med at stemme dørklokker, så alle husstande bliver spurgt, før vi går videre. Ingen har bundet sig endnu. Det kommer først, når vi kender alle betingelser og priser, fortæller Allan Andersen fra den syv mand store arbejdsgruppe, der ønsker fjernvarme til Skodborg.

    Vejen Varmeværk vil gerne levere fjernvarmen til Skodborg, fortæller varmeværkets direktør Richard S. Nielsen. Han oplyser, at varmeværket gerne ser tilgang af nye kunder. Hvis det realiseres, skal det samtidigt være til gavn for de eksisterende kunder i varmeværket.

    Richard S. Nielsen understreger dog, at det er borgerne i Skodborg - det vil sige arbejdsgruppen - som skal løfte opgaven med at sikre den fornødne opbakning til projektet i Skodborg.

    - Vi har ikke den nødvendige mængde energi i dag, men vi skaffer den, hvis Skodborg vil have fjernvarme, og jeg forestiller mig, at det bl.a. bliver overskudsvarme fra lokale virksomheder i Vejen eller Skodborg. Det kan måske også blive overskudsvarme fra Viking Link, alternativt måske en luft til vand varmepumpe på varmeværket.

    *****

    Klimamonitor:
    Whistleblower-sag får næstformand for Ringkøbing-Skjern Forsyning til at trække sig

    Byrådsmedlemmet Jens Jensen (S) stillede krav om en ny advokatundersøgelse af whistleblower-sag i Ringkøbing-Skjern Forsyning. Det blev afvist, og nu er han gået fra posten som næstformand i bestyrelsen, fortæller Klimamonitor.

    Sagens har sit udgangspunkt i en hjemsendelse af en medarbejder i november 2022, da en anonym henvendelse – en såkaldt whistleblower – satte spørgsmålstegn ved lovligheden af vedkommendes arbejde med leverandører.

    Ringkøbing-Skjern Forsyning bad sit eget advokatfirma om at se nærmere på sagen, og da de ikke fandt strafbare forhold, ønskede Jens Jensen om en uvildig advokatundersøgelse. Det blev afvist fredag af bestyrelsen, og så trak han sig fra bestyrelsen.

    - Jeg tror ikke, vi får ro på den her forsyningssag, før der er nogle nye advokater, der har kigget på den. Det går jeg ret markant ud med, og det tager jeg nu konsekvensen af, siger Jens Jensen til CleantechWatch.

    *****

    Viborg Stifts Folkeblad:
    Penge til energitjek skal gå til fjernvarme-udbredelse

    Viborg Kommune fik ikke brugt 560.000 kroner, der i 2022 var afsat til energitjek af private boliger, fremgår det af Viborg Stifts Folkeblad.

    Nu bliver der lagt op til, at pengene skal overføres til dette års budget og sammen med ekstra 264.000 kroner i stedet anvendes til at bistå borger- og initiativgrupper, der vil have fjernvarme fra nærliggende og lidt større byer til mindre landsbyer eller oprette deres egen, fælles varmeforsyning i form af eksempelvis jordvarme eller en varmepumpe.

    Byrådets klima- og miljøudvalg, der mødes igen tirsdag den 1. februar, har sagen på dagsordenen. I sagsfremstillingen redegør forvaltningen for, at der rundt om i mange af kommunens landsbyer er stor interesse for fællesvarme. Men også at initiativgrupperne har brug for økonomisk hjælp til blandt andet forundersøgelser og projektforslag for at komme videre.

    Det er sådan noget, de til sammen 824.000 kroner kan bruges til i år. Forvaltningen vurderer, at behovet endda vil være større, og at der i hvert fald også er brug for at sætte penge af de kommende år, hvis kommunen skal understøtte udbredelsen af fjernvarme, hvor det økonomisk og praktisk giver mening.

    *****

    Energy Supply:
    Hofor og Innargi i samarbejde om bæredygtig energiforsyning i Nordhavn

    Visionen for udviklingen af Nordhavn i København rykker nu endnu et skridt nærmere med et nyt samarbejde mellem Hofor, Innargi og By & Havn, som har en ny og ambitiøs plan i gang for de næste etaper af byudviklingen i Nordhavn. Det skriver Energy Supply.

    Der lægges planer for en bæredygtig el- og varmeforsyning lokalt produceret i Nordhavn, hvor forskellige løsninger såsom geotermi, havvandsvarmepumper, fjernkøling og lavtemperaturfjernvarme forventes at blive kombineret.

    Energiløsningerne skal ikke kun forsyne Nordhavn, men indgår i det samlede forsyningssystem for hovedstaden - og på en større skala er det netop de nye, grønne løsninger, der skal reducere klimaaftrykket fra energiproduktion.

    Især brugen af geotermi er der store forventninger til, da Nordhavn er et område, hvor undergrunden er velegnet til at bore 30-80 grader varmt geotermisk vand op til overfladen og overføre varmen til fjernvarmenettet.

    Det bliver Hofor, der skal aftage varmen og føre den ind i fjernvarmesystemet og ud til varmeforbrugerne.

    - Vi benytter flere lokale vedvarende energikilder, der kan udnyttes via store varmepumper. Særligt havvand og geotermi, varmeenergi fra jordens indre, er fantastiske, da de kan levere året rundt. Vi ser frem til at være med i udviklingen af en bæredygtig bydel i Nordhavn, der prioriterer arealer til en lokal varmeproduktion, som gør varmeforbrugerne til centrale spillere i arbejdet med at få en lokal, bæredygtig energiforsyning til at fungere optimalt i samspil med det samlede københavnske fjernvarmenet, siger direktør for forsyningsstrategi og vind i Hofor, Charlotte Søndergren.

    *****

    EnergiWatch:
    Sol og vind satte sidste år rekord i Europas elproduktion

    Udbygning af vind- og solenergi gav rekordstor vækst i grøn strøm både herhjemme og i resten af Europa. Ifølge EnergiWatch viser friske tal fra energitænketanken Ember, at vind- og solenergi sidste år sørgede for 22 procent af elektriciteten i EU-landene i 2022.

    Dermed overhalede de to grønne energikilder for første gang fossil gas, der genererede 20 procent af elproduktionen.

    I 20 EU-lande blev der sat rekord for solgenereret strøm, og strøm fra solceller steg samlet set med 24 procent på tværs af EU-landene. Det trak også i den rigtige retning, at europæerne over en bred kam skruede markant ned for elforbruget. Forbruget lå således 7,9 procent lavere i sidste kvartal af 2022 sammenlignet med samme periode året før.

    *****

     

    Se også