Gå til hovedindhold

S-ordfører efterlyser plan for energiparker: - Vi er utålmodige

LÆS I DAG: Fjernvarme til Skibbild-Nøvling: Stor lokal opbakning. 200 boliger får billig varme fra fabrik. Biogas Danmark: Hele gasforbruget kan dækkes – også ved en halveret husdyrproduktion. EU vil skyde 170 mia. euro efter grønne teknologier. Mere fjernvarme fik varm velkomst i byrådssalen. Affald Plus skal drive nyt fjernvarmeværk i Karrebæksminde.

1. feb. 2023
Ældre end 24 mdr.
Tekst af Mikkel Lysgaard, mil@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Energy Supply:
    S-ordfører efterlyser plan for energiparker: - Vi er utålmodige

    Der skal mere skub på arbejdet med energiparkerne, og Socialdemokratiets energiordfører forventer, at plan for de kommende ti til femten kæmpe-energiparker er klar inden udgangen af første halvår. Det fortælle Energy Supply.

    - For os at se er energiparkerne en vigtig del af at kunne nå målsætningen om en firedobling af vedvarende energi i 2030, siger Lea Wermelin (S), som er energiordfører og tidligere miljøminister.

    - Vi er selvfølgelig utålmodige, fordi arbejdet har taget længere tid, både på grund af valgkamp og regeringsforhandlinger. Det er meget naturligt, men det betyder også, at vi selvfølgelig skal have det arbejde til at komme i mål, siger hun.

    Lea Wermelin forventer, at planen for placering af energiparkerne vil ligge klar inden for første halvår af 2023. Og hun understreger behovet for, at der skal skabes lokal opbakning til projekterne.

    Derfor kan Klimaaftalens plan om at tage kommunerne med på råd i forbindelse med en screening af hele landet for at finde egnede placeringer, være med til at tage brodden af kritikken på forhånd, mener Lea Wermelin.

    - Kortlægningen skal gøre det nemt for opstillerne af vedvarende energi at se, at her er nogle områder, hvor man kan springe nogle af trinene over, fordi vi har gjort et forarbejde, siger hun.

    *****

    Herning Folkeblad:
    Fjernvarme til Skibbild-Nøvling: Stor lokal opbakning

    En lokal arbejdsgruppe i Skibbild-Nøvling arbejder på at få fjernvarme til byen. Indtil videre har over 65 procent af byens borgere – næst en to-tredjedele – tilkendegivet, at de er interesserede. Det er nok til, at Forsyning Danmark er med på samarbejdet, skriver Herning Folkeblad.

    Forsyning Danmark er først for ganske nylig kommet med i projektet. Direktør i Forsyning Danmark, Lars van Hauen, mener, at Skibbild-Nøvling er oplagt som samarbejdspartner.

    - Hovedformålet med vores selskab er at lave fjernvarme, og en by som Skibbild-Nøvling er interessant for os, fordi der blandt andet er en skole, efterskole og sportshal, der kræver varme. Det giver rigtig god mening for os, siger han til avisen.

    Forsyning Danmark producerer fjernvarme på en både grøn og smart måde, så fjernvarmen er holdbar i fremtiden og prisen holdes i ro, forklarer Lars van Hauen - i modsætning til for eksempel prisen på el.

    - Vi bruger forskellige teknologier til at holde prisen i ro. Blandt andet et selvudviklet solvarmeanlæg, som ikke har nogen driftsudgifter. Så ved man også, hvad det koster om 20 år, siger han.

    *****

    SN.dk:
    200 boliger får billig varme fra fabrik

    I løbet af i år eller næste år kan en lang række boliger i Ny Hammersholt ved Hillerød slukke for gassen og i stedet få varme fra fabrikken Nordisk Perlite i Hammersholt Erhvervspark. Det fortæller SN.dk, der også skriver, at overskudsvarmen kan dække behovet hos 200 boliger.

    - Ny Hammersholt er den første af landsbyerne ved Hillerød, vi planlægger at forsyne med fjernvarme. Det skyldes, at man har Nordisk Perlite, der kan levere varme, men også, at der er blokvarme, som giver en meget stor tilslutning. Det er billigt for beboerne, for de har allerede rørsystemerne inde i huset, siger Tue Tortzen (EL), formand i Hillerød Forsyning.

    Det kræver blot en fjernvarmeledning fra fabrikken, som skal føres under s-toget og frem til Sættedammen, Leerbjerg Lod og dele af Slettebjerget.

    Nordisk Perlite leverer allerede i dag overskudsvarme til Hillerød Forsynings fjernvarmenet, men med den nye ledning til Ny Hammersholt vil der blive mulighed for at udnytte yderligere cirka 0,3 MW overskudsvarme.

    *****

    Energy Supply:
    Biogas Danmark: Hele gasforbruget kan dækkes – også ved en halveret husdyrproduktion

    En ny rapport, som EA-Energianalyse har udarbejdet for Greenpeace, viser, at den danske biogasproduktion kan nå 50 petajoule (PJ) i 2030 – også selv om husdyrproduktionen halveres. Det bekræfter analyser fra Biogas Danmark, fremgår det af Energy Supply.

    – At biogasproduktionen skulle være stærkt afhængig af husdyrgødning, er en myte, som Greenpeace-rapporten nu lægger i graven. Rapporten bekræfter nemlig de analyser, som Biogas Danmark har offentliggjort i Biogas Outlook 2022, der viser, at Danmark kan dække hele sit gasbehov med biogas, uanset om der måtte ske en halvering af husdyrproduktionen i Danmark, udtaler direktør Frank Rosager fra Biogas Danmark i en pressemeddelelse.

    Rapporten peger på, at en halvering af husdyrproduktionen i Danmark vil reducere udslippet af klimagasser i Danmark, men også, at en reduktion af animalsk produktion i Danmark må forventes at medføre øget animalsk produktion i andre lande.

    – Derfor er det vigtigt, at vi har fokus på at reducere klimaeffekten af husdyrproduktionen, så vi fortsat kan levere mælk og ost til en voksende global befolkning, der efterspørger disse produkter. Her er biogasanlæggenes afmetanisering af husdyrgødning en oplagt mulighed, som reducerer klimaaftrykket fra landbrugsprodukterne, samtidig med at biogassen erstatter fossil gas fra eksempelvis Rusland, siger Frank Rosager.

    *****

    EnergiWatch:
    EU vil skyde 170 mia. euro efter grønne teknologier

    EU-Kommissionen er klar til at præsentere en plan onsdag, som skal hindre, at investeringer i ny grøn energi sker uden for Europa. Hvor finansieringen skal komme fra er dog stadig usikkert, fremgår det af EnergiWatch.

    EU har ifølge Europa-Kommissionen brug for at investere mere end 170 mia. euro i grønne teknologier før 2030, hvis man skal kunne konkurrere med Kina og USA. De 170 mia. ligger, ud over hvad der allerede er planlagt af investeringer i Green Deal, og de 300 mia. euro der er afsat til REpowerEU.

    Planen bliver præsenteret onsdag af Europa-kommissionsformand Ursula Von Der Leyen. Men hvordan EU skal finansiere investeringen er ikke fastlagt. Flere ansatte fra Europa-Kommissionen peger dog på, at optagelse af gæld virker uundgåeligt.

    *****

    JydskeVestkysten:
    Mere fjernvarme fik varm velkomst i byrådssalen

    Der er bred politisk opbakning til udvidelse af Toftlund Fjernvarmes forsyningsområde. Fem konkrete projekter til et tocifret millionbeløb lægger op til, at over 100 husstande formentlig i 2024 kan få adgang til fjernvarmenettet, skriver JydskeVestkysten.

    Mere miljørigtig, mindre afhængig af gas og økonomisk set en billigere løsning er hovedbudskaberne bag udvidelsen, og samtidig bidrager projekterne sammenlagt til en Co2-reduktion over en 20-årig periode på 876 ton.

    - Dermed understøtter det de mål, som vi har sat i vores klimahandling fra 2020, sagde formanden for teknik- og miljøudvalget, Poul-Erik Kjær (V), da han fremlagde sagen i byrådssalen.

    Her nævnte han også en forventet samfundsøkonomisk gevinst i størrelsesordenen 2,5 millioner kroner i forhold til varmepumpealternativ.

    Driftsleder Jørgen Thorgaard har en forventning om, at den samlede pris for udvidelsen løber op i omkring 10 millioner kroner. Tallet er baseret på erfaringerne fra tidligere udvidelser. Netop nu er entreprenørmaskinerne i fuld gang i boligområdet Markvænget.

    I dag er der omkring 1055 husstande/ejendomme tilsluttet Toftlund Fjernvarme. Tallet står til at vokse. Værkets primære varmekilde er solvarme-anlægget i byens udkant. Anlægger leverer mellem en tredjedel og halvdelen af den årlige produktion. Fjernvarmeselskabet råder desuden over en gaskedel, en motor og en el-kedel til varmeproduktion.

    *****

    Sjællandske:
    Affald Plus skal drive nyt fjernvarmeværk i Karrebæksminde

    Politikerne i Næstved anbefaler, at Affald Plus får mulighed for at etablere og drive et fjernvarmeselskab i Karrebæksminde. Men først skal alle seks ejerkommuner i Affald Plus sige ja til projektet, fremgår det af Sjællandske Næstved.

    - Næstved Fjernvarme har selv meddelt, at de har rigeligt at gøre med fjernvarmeforsyningen i Næstved by, så vi synes, det er oplagt at overlade opgaven til Affald Plus. De har ekspertisen og driver i forvejen et fjernvarmeværk i Sorø, siger formand for Klima-, Miljø- og Friluftsturisme Rune Kristensen (K).

    Men to af de seks ejerkommuner hænger fortsat en smule i bremsen, fortæller lokalrådsformand Søren Knudsen.

    - Vi ved, at de er lunkne på idéen i Slagelse og Faxe, mens de til gengæld er vilde i varmen i de øvrige ejerkommuner. Så vi håber ikke på benspænd fra nogle af ejerkommunerne, tilføjer Søren Knudsen.

    Bestyrelsen i Affald Plus har tidligere behandlet anmodningen fra lokalrådet i Karrebæksminde. Herfra lød der et fuldtonet ja og siden har Affald Plus modtaget henvendelser fra flere andre lokalsamfund, der også vil have det fælleskommunale affaldsselskab til at drive deres fjernvarme.

    *****

    Se også