Aalborg Forsyning utilfreds med kulsort leverandør: - En rigtig træls sag
LÆS I DAG: Endnu en by er kommet igennem fjernvarme-nåleøje: - Det er en stor forløsning, siger lokalformand. Regeringen står fast på planer om at konkurrenceudsætte affaldsforbrænding. Gaspris rammer 17 måneders lavpunkt. Arla vender tilbage til naturgas i år.
Energy Supply:
Aalborg Forsyning utilfreds med kulsort leverandør: - En rigtig træls sag
Aalborg Forsyning kræver svar om skattely fra et schweizisk kæmpefirma, der har leveret kul til nordjyske varmekunder for 625 millioner kroner. Formand kalder det for en rigtig træls sag og holder fast i, at forsyningen skal fortsætte sin kritik af firmaet, fremgår det af Energy Supply.
Mercuria Energy Group er en kæmpestor virksomhed, der i 2021 omsatte for over 900 milliarder kroner. I det lys er Aalborg Forsyning en lille kunde, og bestyrelsesformand Per Clausen, der også er rådmand for klima og miljø i Aalborg Kommune, medgiver, at der ikke er mange i kulbranchen, der går op i hverken menneskerettigheder, arbejdstagerrettigheder eller andre af FNs regler om god handel.
Så man kan komme til at stå meget alene i sin kritik over for Mercuria. Men Clausen mener, at Aalborg skal gøre et forsøg alligevel.
- Vi skal ikke bilde os ind, at det her er nemt, men vi gør det så godt og grundigt, som vi kan. Vi tror, at uanset hvad de svarer, vil vi nok have brug for at undersøge det her yderligere.
Du vil ikke udelukke, at I kan få noget ud af dialogen?
- Nej, det er jo ikke sådan, at Mercuria siger, at det er de ligeglade med, og I kan rende og hoppe. De forsøger jo at indgå i dialog.
Når du ser, hvor længe de var om at svare, viser det så ikke netop ligegyldighed?
- Tjo, det er vi selvfølgelig ikke tilfredse med, og det er en vanskelig sag, for vi er på et dårligt marked i forhold til at løfte de her opgaver. Jeg synes ikke, vi kan ikke gøre andet end at prøve.
*****
Amtsavisen.dk:
Endnu en by er kommet igennem fjernvarme-nåleøje: - Det er en stor forløsning, siger lokalformand
Tilslutningen til Løsning Fjernvarmes projekt i Lindved er stor nok til, at det ventes at kunne realiseres hen over de kommende to år. Det er lykkedes at få fat i en del virksomheder i området, og det kan løfte projektet, fremgår det af Amtsavisen.dk.
- Vi har gået og været spændte, fordi vi ikke har været helt oppe at ramme 100 procent den tilslutning, som der stod på de første papirer, at vi skulle opnå. Derfor er vi utrolig glade for beslutningen, og at arbejdet og opbakningen fra byens borgere belønnes, siger formand for Styregruppen Fjernvarme i Lindved, Jens Palmelund.
I december havde 250 husstande tilmeldt sig det fremlagte projekt med en forventet tilslutningspris på 60.000 kr. De 250 husstande var for få i forhold til målet om 50.000 tilmeldte kvadratmeter.
Frem til nu har det derfor drejet sig om at klarlægge om lokale virksomheder vil være med og bidrage med kvadratmeter nok til, at projektet kan hænge sammen økonomisk og være bæredygtigt.
- Virksomhederne har ikke haft tilmeldingsfrist endnu, men vi har fået nogle tilkendegivelser, og så er der også kommet lidt flere tilmeldinger fra private. Derfor har bestyrelsen i Løsning Fjernvarme været inde og sige ja til at arbejde videre med planerne for fjernvarme, forklarer Jens Palmelund.
*****
Jyllands-Posten:
Regeringen står fast på planer om at konkurrenceudsætte affaldsforbrænding
I denne uge er regeringen klar med et lovforslag til en konkurrencemodel for affaldsenergien, der påbyder forbrændingsanlæggene at konkurrere om affaldsmængderne. Det er ifølge Jyllands-Posten fortsat meldingen fra klimaminister Lars Aagaard.
- Jeg er klar over, at det er en vigtig sag for affaldsselskaberne, og derfor vil vi også indkalde sektoren til en tæt dialog om lovforslaget, skriver Lars Aagaard i et skriftligt svar til Jyllands-Posten.
Hos Amager Ressourcecenter (ARC) frygter direktør Jacob H. Simonsen, at liberaliseringen vil stå i vejen for affaldsselskabets planer om milliardinvesteringer i CO2-fangst på selskabets anlæg, da det er »to modsatrettede bevægelser«, siger han til Altinget.
I forbindelse med den nuværende energikrise har flere aktører inden for både fjernvarme-og affaldssektoren peget på, at man skal udsætte planerne om at nedbringe kapaciteten for at sikre forsyningen herhjemme.
*****
EnergiWatch:
Gaspris rammer 17 måneders lavpunkt
Prisen på europæisk naturgas faldt fredag til under 50 euro per megawatt-time. Det var første gang i 17 måneder, at prisen var så lav, skriver EnergiWatch, der fortæller, at prisen dermed var 4,8 procent under niveauet fra torsdag på børsen i Amsterdam.
Futuren er i år faldet 35 pct., og i forhold til da gaspriserne toppede i august, da Rusland skar i gasforsyningerne til Europa, er priserne faldet 85 pct.
Godt fyldte gaslagre årstiden taget i betragtning og et relativt mildt vintervejr har på det seneste været med til at presse priserne ned. Udviklingen er også blevet understøttet af bestræbelser i husholdninger og virksomhed på at reducere deres gasforbrug.
*****
EnergiWatch:
Arla vender tilbage til naturgas i år
I 2022 sikrede Arla store dele af sine mejerier med oliekedler, så de kunne køre på olie fremfor naturgas. Planen er at veksle tilbage i år, siger direktør Peder Tuborgh, der ifølge EnergiWatch afblæser risiko for gasmangel.
Det skyldes bl.a. at det ikke fylder meget eller overhovedet er en del af deres risikobillede længere.
- Som det udvikler sig nu, hvor Europa har nået at fylde sine lagre op, og vinteren blev varmere, end den kunne have været blevet, så er det ikke noget, der fylder for os, siger Peder Tuborgh og tilføjer:
- Med risiko for at der selvfølgelig kan ske alt muligt, så er den bekymring afblæst. De steder, hvor vi gik over til olie fremfor gas, der kommer vi også til at veksle tilbage til gas igen i løbet af i år.
Skriv kommentar