Gå til hovedindhold

Den termiske elkapacitet udfases hurtigere end antaget: Et problem for forsyningssikkerheden

LÆS I DAG: Lovforslag er potentiel bombe under forsyningsselskaber. Forslag om vindmøller ved forbrændingsværk bekymrer lokale borgere. Nu må du klikke dig ind et helt andet sted, hvis du vil følge dit varmeforbrug. Nu begynder arbejdet med at opdatere fjernvarme, vand og kloak på Sankt Hans.

9. maj 2023
Ældre end 24 mdr.
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Ingeniøren.dk:
    Den termiske elkapacitet udfases hurtigere end antaget: Et problem for forsyningssikkerheden

    En ny medlemsundersøgelse fra Dansk Fjernvarme viser, at de danske kraftvarmeværker vil lukke elproduktionen med højere hastighed, end Energistyrelsen forudser. Det bliver et problem for forsyningssikkerheden, mener Dansk Fjernvarme ifølge Ingeniøren.dk.

    I Energistyrelsens fremskrivninger er 50 procent af den nuværende termiske kapacitet stadig driftsklar i 2040. Men ifølge Dansk Fjernvarmes undersøgelse er der nærmere tale om en tredjedel.

    - Vi har været ude og spørge vores medlemmer, så det ikke bare er en beregningsmodel, der spytter et eller andet tal ud, hvis alle agerer rationelt, siger Henrik Rønne, chefkonsulent i Dansk Fjernvarme.

    At mange kraftvarmeværker overvejer at lukke for deres elproducerende kapacitet handler i høj grad om økonomi. I takt med at den vedvarende energiproduktion udbygges, mindskes det økonomiske incitament for at holde elproduktionen i gang for kraftvarmeværkerne.

    Ifølge Henrik Rønne kan mange skimte et tipping point, hvor omkostninger til blandt andet vedligehold, forsikring og personale ikke længere opvejes af de indtægter, de kan få for elproduktionen.

    - Der er rigtig mange af dem, som nu eller meget snart står i den situation, at de skal beslutte sig for, om de skal holde liv i den her elproduktionskapacitet – om det så er en gasmotor, en turbine eller noget tredje – eller om de skal vælge at nedlægge den og spare de omkostninger.

    Læs også: Undersøgelse: Danmark risikerer for lav elforsyning i 2030.

    *****

    JP Horsens:
    Lovforslag er potentiel bombe under forsyningsselskaber

    Et lovforslag, der kan få virkning fra 2025 og fremad, er lige nu til debat. Forslaget vil tvinge affaldssektoren til at bidrage til CO2-reduktionerne – dels ved mindre import af affald til forbrænding, dels ved at ændre forbrændingsanlæggene fra kommunalt ejede til selvstændige selskaber.

    Energistyrelsen regner med, at 30 procent af anlæggene i den nye konkurrencesituation ikke kan klare sig i branchen. Og det er blandt noget af det, der bekymrer direktøren hos Horsens Fjernvarme, Christian Niederbockstruck.

    - Der er masser af affald i Europa, der ikke bliver udnyttet ordentligt, fordi de ikke har de samme moderne anlæg som os. Når vi importerer affald fra udlandet, løfter vi en miljøopgave. Vi udnytter affaldet til billig el og varme til forbrugerne. Folk stiller altid spørgsmål ved transporten, men den co2-udledning er forsvindende lille i det samlede billede, lyder det fra Christian Niederbockstruck.

    Lovforslaget har været i høring, og her har Christian Niederbockstruck sendt sit svar sammen med Hammel Fjernvarme A.m.b.a., Kraftvarmeværk Thisted I/S, Sønderborg Kraftvarme A/S og Aars Fjernvarme A.m.b.a. Herudover er der kommet svar fra en lang række kommuner og organisationer.

    For kommunernes vedkommende er der stor debat om konkurrencesituationen og konsekvenserne af konkurser for ejerskabet, men for Horsens Fjernvarme og de fire andre forbrugerejede anlæg er det uden betydning.

    - Der er 23 forbrændingsanlæg i Danmark. De 18 er kommunalt ejet, mens fem af dem er forbrugerejet af andelshavere. Vi er et af de fem, så vi har altid været konkurrenceudsat, og det fungerer fint for os, siger han.

    Der, hvor de fem forbrugerejede værker trækker i bremsen, er udsigten til eventuelt at skulle skrue 30 procent ned for affaldsforbrændingen.

    - 25 procent af fjernvarmen kommer fra affaldsforbrænding. Hvis man vil reducere den del yderligere med 30 procent - det vil sige otte procent - hvor skal varmen så komme fra? Affaldsforbrænding er en af de mest stabile forsyningskilder, det rimer da ikke, at man vil reducere det, siger han.

    *****

    Randers Amtsavis:
    Forslag om vindmøller ved forbrændingsværk bekymrer lokale borgere

    Energiselskabet Wind Estates forslag om opstilling af to vindmøller med en højde på 180 meter eller tre vindmøller med en højde på 150 meter nær Leca vækker bekymring blandt borgere i Hinge. Frygten er, at vindmøllerne vil slynge røgen fra Lecas skorsten nedad, skriver Randers Amtsavis.

    - Vi synes jo, at det er ret oplagt, at vindmøllerne vil få en stor betydning for den luft, der ryger herover og til Vissing, siger Niels Riis – en af de lokale borgere – til Randers Amtsavis.

    Niels Riis driver en økologisk forretning med æg i Hinge og er derfor også bekymret for, at affaldsstofferne fra Leca-værkets skorsten påvirker hans jord, og at det vil blive mere aktuelt, hvis Wind Estates forslag om opstilling af vindmøllerne går igennem hos Favrskov Kommune.

    - Hvis vores jord bliver forurenet med PFAS, så kan vi ikke dyrke på det, og så ender vi med en masse gæld. Udover det tænker vi jo også på vores og andres helbred, fortæller Niels Riis.

    Fra Miljøstyrelsens side er kravene til Leca sat for at sikre, at borgerne ikke bliver udsat for luftforening over længere tid.

    - Kravene er sat i overensstemmelse med Miljøstyrelsens luftvejledning og skal sikre, at de såkaldte B-værdier kan overholdes. B-værdier skal beskytte befolkningen mod skadelige effekter fra luftforurening, og sikre at borgerne ikke bliver udsat for forureningen over længere tid. B-værdier skal betragtes som sikkerhedsgrænser og ikke faregrænser, skriver Tina Schmidt, der er biolog i miljøstyrelsen til Amtsavisen.

    *****

    Folkebladet Lemvig:
    Nu må du klikke dig ind et helt andet sted, hvis du vil følge dit varmeforbrug

    Ringkøbing Fjernvarmeværk skifter kundeportal. Fremover – og det fra udgangen af juli måned i år – skal kunderne bruge E-forsyning i stedet for det hidtidige MitMelva, hvis de vil følge deres varmeforbrug. Det beretter Folkebladet Lemvig.

    Den nye kundeportal E-forsyning er en gennemprøvet løsning, som i en del år har været brugt af størstedelen af landets fjernvarmeværker, fortæller direktør Martin Halkjær Kristensen til avisen.

    - Ved at skifte kundeportal får vi bedre en billigere og bedre løsning, som samtidig er fuldstændig integreret med vores administrative kundesystemer. På E-forsyning kan man følge sit varmeforbrug og se sine fremløbs- og returtemperaturer; man kan se budgetter, årsopgørelser og andre dokumenter, ligesom man kan lave et beregnet varmeregnskab, som viser, om kunden kan forvente at få penge tilbage eller får en efterregning, udtaler han.

    Den hidtidige løsning stod Ringkøbing Fjernvarmeværk selv for at udvikle i et samarbejde med blandt andet RAH og Ringkøbing-Skjern Forsyning. Tilbage i 2012, da det fælles udviklingsprojekt blev startet op, var kundeportaler til forsyningsbranchen stort set ukendte, og set i det lys havde selskaberne ikke andre muligheder end selv at sætte sig for bordenden, hvis de ville tilbyde deres kunder indsigt i energiforbruget og den tilhørende økonomi.

    - I dag ser verden meget anderledes ud, og alle forsyningsselskaber tilbyder kundeportaler. Det gør udbuddet af standardløsninger meget større, og kvaliteten af systemerne er til fulde på niveau med det, vi selv har fået udviklet. Prisen for standardsystemer er bare billigere, fordi flere deler udgiften, og så kan vi fokusere på at lave fjernvarme i stedet for at udvikle it, siger Martin Halkjær Kristensen.

    *****

    Fors A/S, pressemeddelelse:
    Nu begynder arbejdet med at opdatere fjernvarme, vand og kloak på Sankt Hans

    Store dele af vejnettet omkring de historiske bygninger på Sankt Hans skal graves op over de kommende år. Det skyldes, at der skal lægges nye rør til fjernvarme, vand og spildevand ind, så området fremover er sikret en ny og bæredygtig forsyning.

    Dermed fremtidssikrer Fors A/S og Roskilde Kommune det nye område, som får en mere klimavenlig varmeforsyning til gavn for den grønne omstilling og kommende generationer. Det kommer ifølge en pressemeddelelse fra Fors A/S til at foregå over de kommende 20 år og skal give plads til cirka 400 boliger.

    - Det er et stort og spændende projekt, Roskilde Kommune har sat i søen, og i Fors A/S ser vi frem til at være en del af det ved sikre en bæredygtig forsyning til dette historiske område. Fordi vi skal grave vejene omkring Sankt Hans op, kan vi ikke undgå at påvirke færdslen i området. Det kan skabe nogle gener, og vi kommer til at gøre alt for, at generne bliver så få og små som muligt, siger projektleder Birgit Brødsgaard fra Fors A/S.

    Den første del af gravearbejdet forventes at gå i gang i slutningen af maj, og det indebærer, at dele af Sønder Allé vil blive afspærret, og der vil blive lavet omkørsel via Boserupvej og Bistrup Allé.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...