Minister: Hvis 200 millioner er for lidt, ser vi på det
LÆS I DAG: De Radikale efterspørger forgæves garanti for Klimarådets bevilling. Advokat: Der kan ligge skjulte udgifter under jordoverfladen. EU-folkevalgt strammer elmarkedsreformen. Rønne Varme A/S bliver gældfri om to år. Din varmeregning fik et ordentligt hug: Derfor har kun ét værk reageret på de faldende energipriser.
DK Nyt:
Minister: Hvis 200 millioner er for lidt, ser vi på det
Lars Aagaard (M) forsøgte på samråd om forbrændingsanlæg at berolige bekymrede kommuner omkring en mulig kompensation for forbrændingsanlæg, der går konkurs. Ifølge ny vurdering fra kammeradvokaten er der ikke tale om ekspropriation, fremgår det af DK Nyt.
Klimaministeriet har selv regnet sig frem til, at en eventuel konkurrenceudsættelse på affaldsforbrænding vil koste de kommunale affaldsselskaber i omegnen af 4,5 mia. kroner. Og der er ”kun” afsat 200 mio. kroner til kompensation for kommunerne.
På et samråd tirsdag luftede klimaminister Lars Aagaard imidlertid muligheden for, at det beløb kan øges.
- Hvis puljen viser sig ikke at være tilstrækkelig, indkalder vi forligskredsen til en drøftelse, sagde han.
- Så sætter vi os sammen og forholder os til det. Det er den garanti, vi kan give kommunerne, men det er også den rigtige proces. Samtidig har jeg en forventning til, at kommunerne har været ansvarlige i deres investeringer og drift, gældsafvikling og lignende. Jeg forventer, at vi vil få en dialog på et fornuftigt og fagligt velfunderet grundlag.
*****
EnergiWatch:
De Radikale efterspørger forgæves garanti for Klimarådets bevilling
De Radikale har forgæves søgt at aftvinge regeringen et svar på, om der kommer en garanti for Klimarådet. Men fremtiden for Klimarådet skal tages i forhandlinger i efteråret, siger Moderaternes finansordfører. Det skriver EnergiWatch.
Det kom frem i forbindelse med Folketingets tredjebehandling af Finansloven, hvor De Radikales klimaordfører, Samira Nawa, spørger ind til netop det emne.
- Vil man sikre fra Moderaternes side, at Klimarådet, som var noget af det, vi i Radikale Venstre bragte med, da vi kom ind til forhandlingsbordet, også fortsat efter 2024 kan regne med en bevilling, som svarer til det, som bliver givet med denne finanslov?, lød det fra Nawa.
Samira Nawa siger, at hun ikke mindst stiller spørgsmålet til Henrik Frandsen, fordi det er Moderaternes Lars Aagaard, der er klimaminister.
Henrik Frandsen understreger, at ”den grønne dagsorden er uhyre vigtig”, men vil dog ikke give garantier for størrelsen af bevillingen efter 2024 for Klimarådet, der er et uafhængigt organ, der rådgiver regeringen.
- Det tænker jeg, er noget, vi skal have en snak om, når vi kommer til finanslovsforhandlingerne i forbindelse med finansloven for 2024, som jo går i gang om lidt, siger han ifølge EnergiWatch.
*****
SN.dk:
Advokat: Der kan ligge skjulte udgifter under jordoverfladen
Tre domme fra Højesteret ændrer ifølge SN.dk praksis i forhold til, hvem der skal betale for at flytte forsyningsledninger i forbindelse med byggerier. Advokat Betina Wichmann fra Lundgrens Advokatpartnerselskab advarer således om, at der kan ligge skjulte og store udgifter under jordoverfladen for ejendomsudviklere.
Hun baserer det på tre domme, som Højesteret afsagde i 2022, der tyder på, at en grundejer kan komme til at betale for udgifterne til at flytte forsyningsledninger til for eksempel elektricitet, fjernvarme eller kloaker, hvis de ligger uhensigtsmæssigt i forhold til byggeprojektet. Frem til de tre domme var det forsyningsselskaberne, der betalte for sådanne udgifter.
- Elledninger er ikke så dyre at flytte som store kloakrør, og i mere end 20 år har forsyningsselskaberne betalte, hvis det var nødvendigt at omlægge forsyningslinjerne på grund af et nyt byggeri på en ejendom, men hvis et forsyningsselskab dækker et stort geografisk område, så kan den praksis blive meget dyr og derfor fremhæves argumentet om hensynet til samfundsøkonomien i dommene, fortæller Betina Wichmann.
Forsyningsledninger hører under 'kritisk infrastruktur', og når de skal anlægges billigst muligt, så kan det være nødvendigt at føre dem gennem private grunde. Det får grundejeren erstatning og måske lejeindtægter for, men hvis ledningerne må flyttes, så kan grundejeren altså risikere store udgifter.
*****
EnergiWatch:
EU-folkevalgt strammer elmarkedsreformen
Ordføreren, der skal forhandle EU-Parlamentets position på elmarkedsreformen, vil indføre permanent indtægtsloft for elproducenter og øremærke provenuet fra statslige energiprojekter til forbrugerne. Det fortæller EnergiWatch.
Forslaget til indtægtsloftet, som også har gået under betegnelsen windfall tax, svarer til det, som EU-landene vedtog i en nødforordning i efteråret, og som gælder midlertidigt i Europa fra 1. december 2022 til 30. juni 2023.
Udsigten til at få det gjort permanent modtages ikke med begejstring blandt de danske erhvervsorganisationer.
- Vi ser meget skeptisk på forslaget om at indføre en permanent energibeskatning med et prisloft. Det vil grundlæggende skade incitamentet til at investere i grøn energi – og i Danmark er der meget begrænsede penge at hente med denne model. Det så vi i begyndelsen af året med den såkaldte windfall tax, skriver Troels Ranis, vicedirektør i Dansk Industri (DI) i en skriftlig kommentar til Carsares’ rapport.
Også i Dansk Erhverv finder man forslaget kontraproduktivt.
- Casares’ rapport gør bare ondt værre. Et indtjeningsloft vil øge investorsikkerheden endnu mere, og det er ikke svaret, når vi netop har været igennem en udbudskrise. Det er en typisk sydeuropæisk interventionistisk tankegang at regulere markedet på den måde, og det er ikke vejen frem, når vi skal have markedet til at levere en større udbygning af vedvarende energi, siger Esben Thietje Mortensen, fagchef for energi i Dansk Erhverv.
*****
Bornholm.nu:
Rønne Varme A/S bliver gældfri om to år
Fjernvarmen i Rønne er tilsyneladende en så sund forretning, at ledelsen har en forventning om, at det forbrugerejede Rønne Varme A/S er gældfri indenfor de kommende to år. Ved etableringen for 20 år siden var gældende på 500 mio. kroner, beretter Bornholm.nu.
Den aktuelle restgæld på de store lån til etableringen er nede på 22,2 mio. kr., og da selskabet afdrager lidt mere end 10 mio. kr. årligt, så er gælden helt væk i starten af 2025.
- Vi kan igen aflægge et pænt regnskab, selvom vi må konstatere at udefrakommende faktorer har en væsentlig indflydelse på vores samlede økonomi samt vores mulighed for at reagere hurtigt, sagde bestyrelsesformand Brian M. Mikkelsen på generalforsamlingen i RVV a.m.b.a. tirsdag aften på Hotel GSH.
Hos Bornholms Varme A/S koster det årligt 19.846 kr. at opvarme huset, mens det hos Rønne Varme A/S koster knap 18.555 kr. De billige priser i Rønne er argumentet for, at Rønne Varme A/S ikke vil indgå i en fusion med Bornholms Energi- & Forsyning A/S, der driver Bornholms Varme A/S.
*****
Horsens Folkeblad:
Din varmeregning fik et ordentligt hug: Derfor har kun ét værk reageret på de faldende energipriser
Fjernvarmeselskaberne i Østjylland har forskellige tilgange til den forestående fyringssæson ud fra, hvordan de ser udviklingen i energipriserne og forsyningen for sig. Horsens Folkeblad kan således fortælle, at et værk allerede har sænket varmeprisen i år, et andet håber at kunne følge trop, og en tredje forventer at holde sig i ro.
Tørring Kraftvarmeværk har således allerede besluttet at sænke forbrugsafgiften med 25 pct. og håbet fra bestyrelsesformand Mads Damgaard er, at endnu en reducering af prisen kan komme på tale senere på året.
- Vi kommer ikke til at lægge hovedet på blokken, for vi lever i en utroligt usikker verden, der lige så vel kan gå den anden vej. Men straks, der er åbning for at regulere prisen enten den ene eller anden vej, gør vi det, så prisen er så retvisende som muligt, og forbrugere kun opkræves det, der er nødvendigt, siger Mads Damgaard.
Forbrugerne hos Hedensted Fjernvarme har måtte æde en stigning på hele 68 pct. svarende til mere end 10.000 kr. for et gennemsnitshus. Håbet er, at der pr. 1. juli kan pilles ved den udgift i positiv retning, omend det i så fald vil blive i den mere moderate ende.
- Og det er uden at give garantier. For vi er meget bekymrede for, hvordan priserne bliver i efteråret, hvor nogen vurderer, at den fulde effekt af krigen slår igennem. Vi ønsker en så stabil varmepris som muligt, og derfor er det afgørende, at vi efter bedste evne forsøger at ramme en gennemsnitspris for hele året, siger formand Morten Juhl Lassen.
Nogenlunde enslydende argumenter fremføres hos Løsning Fjernvarme, som kunne nøjes med at hæve prisen med 28 pct. i 2023. Omvendt er der ikke udsigt til, at den ændrer sig for nuværende.
- Når markedet er så uforudsigeligt, er det svært at træffe en beslutning. Derfor vurderer vi, at det er rarest for forbrugerne at vide, hvad der er at gøre godt med, og så kan en eventuel overdækning komme dem til gode i 2024, siger formand Dan Michaelsen.
Skriv kommentar