Danske energiselskaber smider brugbart træ direkte i ovnen
LÆS I DAG: Nu vælter det ind med tilmeldinger til fjernvarmeprojekt. Fjernvarme har tjent mere end ventet: Nu sænker man prisen. Energiselskaber må punge mere ud for jord. Ny undersøgelse: Vælgerne går mindre op i klima. Jysk kommune øremærker 450.000 til kampen mod olie- og gasfyr. Grønt lys til mere fjernvarme i Ringsted.
Finans.dk:
Danske energiselskaber smider brugbart træ direkte i ovnen
Træ fra de danske skove brændes af i et hidtil uset omfang i landets kraftvarmeværker. Nu er man nået til et punkt, hvor brugbart træ fra de danske skove ryger direkte i ovnen, selv om det er en uhensigtsmæssig og klimaskadelig udnyttelse af ressourcerne. Det fortæller Finans.dk.
- I det seneste halve år har vi oplevet, at adgangen til dansk træ er gået markant ned. Vi har ikke den samme betalingsevne som kraftvarmeværkerne, der kan sende regningen videre til forbrugerne i den anden ende. Derfor er vi nødt til at importere mere træ, end vi nogensinde har gjort før, siger Viggo Hertz, der er indkøbschef hos Dansk Træemballage.
Hos Dansk Fjernvarme, der organiserer en langt bredere vifte af fjernvarmeværker og kraftvarmeværker, erkender, at medlemmerne fyrer med brugbart træ. Men ifølge Marie Dahl Hedegaard, der er fagkonsulent i Dansk Fjernvarme, hænger det tæt sammen med krigen i Ukraine.
- I den perfekte verden skal alt det materiale, der kan bruges til andet end energi, gå den vej. Men jeg synes, at det er en svinestreg fra Dansk Træemballage at kritisere el- og fjernvarmesektoren for disse ting. Sidste år var et helt exceptionelt år, hvor vi snakkede om, at vi potentielt kunne stå overfor for en kontrolleret nedlukning af både el og varme på grund af en forsyningskrise, siger Maria Dahl Hedegaard.
Har jeres medlemmer ikke et ansvar for at holde fingrene fra det træ, der kan bruges til bedre formål end at brænde det af?
- Der ageres efter den lovgivning, der er i Danmark og på EU-niveau. Så længe man lever op til den, kan man sådan set benytte sig af de materialer, der er til rådighed. Hvis der er så store problemer for Dansk Træemballage, kunne de jo også betale, hvad det koster, siger hun.
*****
JydskeVestkysten:
Nu vælter det ind med tilmeldinger til fjernvarmeprojekt
Cobra Varme A.M.B.A. vil etablere fjernvarme til beboerne i Grimstrup, Endrup og Vejrup - og dem, der ellers bor langs Hovedvej A1 mellem de tre byer. Men endnu er projektet ikke i mål, skriver JydskeVestkysten.
Det magiske tal for tilmeldinger, der skal være tegnet, før projektet kan realiseres, er 400. Og fristen for gratis tilmelding til Cobra Varme udløber på fredag, den 30. juni.
- Der er vi ikke helt endnu. Men 50 flere har tilmeldt sig de seneste dage. Folk har været en lille smule sløve, men det kommer nu, siger Lasse Ilskov fra Cobra Varme.
Han vil dog ikke fortælle, hvor mange der ind til nu har meldt sig til - og dermed, hvor mange tilmeldinger, der mangler. Han nævner, at det kan være prisen, der hidtil har fået folk til at tøve med at melde sig til.
- Renten er årsagen til, at vi er endt på en pris, der ligger oppe i nærheden af det, folk i forvejen betaler. Da vi begyndte på projektet for et år siden, var renten en procent. Nu er den 3,5 procent. Det kan mærkes ved et lån på 130 millioner kroner. Var renten fortsat på en procent, ville det være cirka 4000 kroner billigere pr. husstand om året. Vi er gået fra et fuldstændigt fantastisk godt projekt til et virkeligt godt projekt. Fordelen er stadig, at vi sammen udnytter spildvarmen fra Cobra-anlægget, forklarer Lasse Ilskov.
*****
TV Midt-Vest:
Fjernvarme har tjent mere end ventet: Nu sænker man prisen
Stoholm Fjernvarme kan sænke prisen for resten af 2023, fordi fjernvarmeselskabet har tjent gode penge på ikke at producere strøm. Det skriver TV Midt-Vest.
- Dengang vi fik installeret gasmotor, som vi kan producere el med, fik vi lavet en god aftale med Energi Danmark. Den aftale betyder, at vi nogle gange tjener penge på ikke at producere strøm, fortæller formanden for Stoholm Fjernvarme, Henry Jensen.
Det er denne aftale som er skyld i, at Stoholm Fjernvarme resten af året kan sænke prisen pr. megawatt time fra 375 kroner til 312,50 kroner inklusiv moms.
Til sammenligning var prisen 1339 kroner pr. megawatt time hos Viborg Fjernvarme, viser Forsyningstilsynets prisstatistik fra august sidste år.
- Det er bestyrelsen der har besluttet, at nogle af pengene fra vores overskud skal tilbage til forbrugerne. Men samtidig får vi også lagt lidt til side, siger Henry Jensen.
*****
EnergiWatch:
Energiselskaber må punge mere ud for jord
Skærpet konkurrence og høje strømpriser har sat skub i prisudviklingen på jorden under energiprojekter, fremgår det af EnergiWatch. Vurderingen er ifølge mediet, at situationen vil være særlig hård for mindre udviklere, fordi der skal flere penge på bordet, når energiselskaber skal købe jord til deres projekter.
- Hvis vi kigger over de seneste to år, så er der tale om cirka en fordobling. Naturligvis med udsving efter område, størrelse og jordkvalitet, udtaler Eurowind Energys danske landechef Jesper Houe.
Også hos European Energy, der blandt andet udvikler solcelle- og vindprojekter, oplever man et hop i prisen:
- Prisen på optionsbaserede jordrettigheder til VE-projekter har generelt været stigende – herunder som følge af flere aktører i markedet og den seneste tids højere strømpriser, udtaler European Energys kommunikationsdirektør Thomas Beck Sørensen.
En tredje aktør er Better Energy, der som det seneste eksempel købte syv hektar jord ved Vejen for en pris på 400.000 kr. per hektar. Det er tre gange markedsprisen for landbrugsjord, der ifølge en opgørelse fra fondsmæglerskabet Agrocura lå på 166.000 kr. i tredje kvartal 2022.
- Jeg kan ikke kommentere meget på de konkrete priser, men jeg kan sige, at de er vokset betydeligt, siger Better Energys kommunikationsdirektør Christian Bergmann Mølgaard.
*****
Klimamonitor:
Ny undersøgelse: Vælgerne går mindre op i klima
Fire år efter ”klimavalget” er danskernes opbakning til grøn omstilling og prioritering af klimaspørgsmålet dalet. Vælgerne er blevet mere ”brune”, siger forsker ifølge Klimamonitor, der bl.a. skriver, at fire ud af ti vælgere i dag er enige i udsagnet, at ”klimahysteriet er gået over gevind”.
Det er Mandag Morgen, der står bag en ny valgundersøgelse, der har fokus på klima og politik. Den viser således også, at næsten halvdelen af vælgerne, 49 procent, er imod en afgift på oksekød. Det er flere end i 2019. Kun 25 procent er for.
Statskundskabsprofessor ved Aalborg Universitet Jørgen Goul Andersen konkluderer til Mandag Morgen, at vælgernes klimainteresse ikke har været særligt bastant:
- Vælgerne er ikke så ubetinget grønne, som man måske kunne forvente, når man følger den offentlige debat. De er noget mere brune og noget mindre grønne sammenlignet med klimavalget, siger han til Mandag Morgen.
*****
Energy Supply:
Jysk kommune øremærker 450.000 til kampen mod olie- og gasfyr
Kolding Kommune har postet 450.000 kroner i en pulje, der kan søges af lokalråd og lokale ”varmegrupper” fra kommunens landsbyer til at undersøge muligheden for at få bygninger opvarmet igennem fælles bæredygtige varmekilder i stedet for olie- og gasfyr. Det fortæller Energy Supply.
- Vinterens energikrise viste os, hvor sårbart det er at være afhængig af gasforsyningen. Samtidig har vi også en stor ambition i Kolding Kommune om at reducere vores samlede CO2-udledning med 70 procent inden 2030 og derfor ønsker vi at hjælpe de gasforsynede områder til at finde billigere, mere bæredygtige og stabile energikilder. Puljen er en af de muligheder vi kan tilbyde borgere med gas- eller oliefyr, fortæller udvalgsformand for Natur, Miljø og Klima Jørn Chemnitz i en pressemeddelelse.
I det regi kan der nemlig søges om penge til konsulenthjælp, der kan afsøge mulige løsninger for grøn varmeforsyning, lave økonomiske beregninger og holde informationsmøder for områdets borgere og virksomheder.
Deadline for at søge puljen er den 15.september 2023
*****
SN.dk:
Grønt lys til mere fjernvarme
Byrådet i Ringsted Kommune har godkendt Ringsted Forsynings projektforslag om fjernvarme i Business Park Ringsted, og blandt virksomhederne i det nye erhvervsområde er der allerede tilslutning nok. Det skriver SN.dk.
- Vi har mange positive tilkendegivelser, og der er stor interesse fra virksomhederne. De vil gerne den grønne omstilling, og det er positivt, siger projektleder Martin Overbjerg fra Ringsted Forsyning.
Ifølge beregninger fra Ringsted Forsyning får de nye kunder i Business Park Ringsted et varmebehov på 10.300 megawatt-timer årligt til et samlet areal på 211.864 kvadratmeter.
Ringsted Forsyning har været i dialog med virksomhederne allerede i planlægningsfasen af de nye erhvervsejendomme, og derfor kan der allerede være fjernvarme i rørene i 2024, hvis alt går efter planen.
- Vi er med i samme takt, som der bliver bygget, så vi skulle gerne kunne få kabalen til at gå op. Det kan jo ikke nytte noget, at vi kommer to år efter bygningerne er færdige, siger Martin Overbjerg.
Skriv kommentar