Gå til hovedindhold

Varmeværk kvitter gassen og lover renere luft over byen

LÆS I DAG: Give Fjernvarme tager første skridt mod at gøre Farre gas-fri. Ruskvejr over Danmark sender elprisen i minus. Lokalpolitikere vil have "solcelletag" på stor dansk motorvej.

8. aug. 2023
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Indhold

    SN.dk:
    Varmeværk kvitter gassen og lover renere luft over byen

    Sandved-Tornemark Kraftvarmeværk – der sørger for opvarmning af 359 husstande - vil ifølge SN.dk helt af med naturgassen. Derfor investerer værket i en ny røggassuger, som sparer miljøet for 4.400 tons CO2 om året.

    I dag udgør gasbaseret varmeproduktion 23 procent af værkets samlede varmedækning til forbrugerne. Sammen med det rådgivende ingeniørfirma Niras har de præsenteret Næstved Kommune for en plan om total udfasning af naturgassen ved at opgradere halmvarmeanlægget med en røggassuger, en askecyklon og et udendørs posefilter.

    - Det vil også gøre luften langt renere og spare samfundet for en masse CO2, siger Mike Wilhelmsen, der er driftsleder på Sandved-Tornemark Kraftvarmeværk om nyinvesteringerne, der koster godt 3,5 millioner, men som ikke vil belaste fjernvarmeværkets økonomi eller taksterne ude hos forbrugerne.

    Beregninger viser positiv samfundsøkonomi ved at kvitte naturgassen og fyre mere med halm, som kommer fra lokalområdets landmænd. Samlet set skånes himmelrummet for 4.400 tons CO2 om året og varmeplanerne fra de to små samfund lever derfor op til kommunens klimamål om en samlet reduktion af CO2 på 70 procent i 2030.

    - Halm er - i hvert fald på den korte bane - den bedste og mest økonomiske investering. Men nu må vi se om vi skal ud og konkurrere om halmen, hvis Næstved Fjernvarme også melder sig på banen, siger Mike Wilhelmsen.

    *****

    Vejle Amts Folkeblad:
    Give Fjernvarme tager første skridt mod at gøre Farre gas-fri

    En kommunal lånegaranti er det første håndgribelige tegn på, at der nu kommer skred i planerne om at udrulle fjernvarmenettet til Farre by. Politikerne i økonomiudvalget i Vejle Kommune skal nu nikke ja til anmodningen fra fjernvarmeselskabet i Give.

    Fjernvarmeselskabet har planer om at aftage overskudsvarme fra Danpo i Farre, og i forbindelse med nedgravningen af rørforbindelsen er det nærliggende samtidig at forsyne Farre med fjernvarmerør. Det er i den forbindelse, man anmoder om en kommunegaranti for lånet fra KommuneKredit.

    Politikerne i Vejle Kommunes økonomiudvalg siger efter alt at dømme ja til anmodningen om kommunegaranti på lånet, der beløber sig til 118,3 millioner kroner.

    Den dyreste del i projektet bliver den 3,8 kilometer lange transmissionsrørledning mellem Give og Farre, som ifølge Give Energianlæg ApS beløber sig til knap 38 millioner kroner.

    *****

    Avisen Danmark:
    Ruskvejr over Danmark sender elprisen i minus

    Både mandag og tirsdag skal elproducenter betale penge for at komme af med deres strøm, fordi prisen på el vil være negativ hele dagen. Det skyldes, at der i disse dage er voldsomt vejr, forklarer chefkonsulent i Green Power Denmark, Kristian Rune Poulsen, i bl.a. Information.

    - Vi har mange vindmøller i Danmark og i hele Norden. De snurrer rigtigt meget på sådan nogle blæsevejrsdage. Faktisk produceres der mere strøm, end der er brug for, og det giver altså negative priser, siger han til Ritzau.

    Derfor vil man også nogle steder kunne se vindmøller, hvis vinger står stille.

    - Dem, der ejer vindmøllerne, skal betale for at komme af med strømmen. Det er de selvfølgelig ikke interesserede i, så hvis de har mulighed for det, vil de formentlig slukke møllerne i de timer, hvor prisen går hen og bliver negativ, siger Kristian Rune Poulsen.

    Den gennemsnitlige elpris tirsdag bliver den laveste i et helt år. Det oplyser energiselskabet Andel Energi til Ritzau. Prisen lyder på rundt regnet minus tre ører per kilowatt-time. I Vestdanmark ryger den endnu længere ned, men her slås der ikke nogen rekord.

    *****

    EnergiWatch:
    Lokalpolitikere vil have "solcelletag" på stor dansk motorvej

    Bekæmpelsen af støj og grøn omstilling kan gå hånd-i-hånd ved overdækning af Amagermotorvejen, mener to konservative lokalpolitikere fra Hvidovre Kommune. De vil have indkapslet motorvejen med solceller, der producerer grøn strøm, skriver EnergiWatch.

    Forslaget kommer fra Tina Cartey Hansen, næstformand i Klima- Miljø- og Teknikudvalget i Hvidovre, og Søren Friis Trebbien, 1. viceborgmester og medlem af Klima- Miljø- og Teknikudvalget.

    - Trafikstøj skal bekæmpes aktivt ved at foretage overdækninger af trafikerede motorveje tæt på beboelse. Der findes forskellige modeller af overdækning af motorveje, eksempelvis med solceller. Det er ikke billigt, men at gøre ingenting eller at opføre støjvægge, som ikke fjerner, men hæmmer støjen, er ikke løsningen. Lad os indkapsle kilden til støj i stedet for at symptombehandle, skriver de i et indlæg i Berlingske.

    Projektet på Amagermotorvejen antages at koste 1,5 mia. kr., og de to konservative politikere peger på, at Ørsted har tilkendegivet, at selskabet gerne vil aftage strømmen.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...