Godt 200.000 boliger har stadig gasfyr i 2030 forventer regeringen
LÆS I DAG: Dansk Fjernvarme roser CCS-fokus i regeringens klimaprogram. Fjernvarmeselskaber: Prisloft er fuldstændig unødvendigt. Her er den første nominerede til Fjernvarmeprisen 2023. Billigere el giver dyrere varme. For et år siden var fjernvarme et hit: Men nu er Morten og Pia i tvivl. Vinteren kommer, og fremtidens fjernvarme er ikke klar - hvad gør vi nu, lille du? . Fjernvarme Fyn frygter at prisloft sætter en prop i Odenses Facebook-varme. Fjernvarme baner sig vej til det nye DSB værksted.
Klimamonitor:
Godt 200.000 boliger har stadig gasfyr i 2030 forventer regeringen
Regeringen offentliggjorde sit Klimaprogram 2023 i sidste uge, og Dansk Fjernvarme er utilfreds med ambitionen i Klimaprogram 2023, fordi der ifølge programmet fortsat vil være 110.000 gasfyr tilbage i Danmark i 2035. Det fortæller Klimamonitor.
- Det forekommer uambitiøst og ude af trit med Folketingets, forsyningsselskaberne og ikke mindst de danske boligejeres ønsker, at regeringen sætter fjernvarmeselskaber og kommuner under pres for at være hurtige færdige, men at de ikke vil bidrage til at udfase al naturgas i Danmark, udtaler politisk chef i Dansk Fjernvarme, Rune Moesgaard, i et skriftligt svar til Klimamonitor.
Han oplyser, at 24 fjernvarmeprojekter, cirka svarende til 20.000 konverteringer, søger midler fra fjernvarmepuljen, men ikke kan få det, fordi den er tom, og at regeringen i sit finanslovsforslag ikke har prioriteret penge til fjernvarme, men har stillet 500 millioner kroner til rådighed for forhandlinger – og flere partier har sagt, de ønsker penge kanaliseret dén vej.
Klimafremskrivning 2023, som Energistyrelsen offentliggjorde i foråret, viste tilsvarende, at der i 2030 vil være 210.000 gasfyr. Det svarer til 6 procent af boligerne. Én procent – eller 23.000 boliger – vil til den tid, ifølge Energistyrelsen, stadig få opvarmet boligen med oliefyr.
*****
EnergiWatch:
Dansk Fjernvarme roser CCS-fokus i regeringens klimaprogram
Brancheforeningen Dansk Fjernvarme ser gode takter i det CCS-fokus, der er i regeringens Klimaprogram 2023 og håber på, at der lægges til rette for deltagelse for kommunalt ejede anlæg. Det skriver EnergiWatch.
- I regeringens klimaprogram lægger man vægt på, at der er et mål om at indsamle 3,2 mio. ton CO2 per år. Det er et mål, som kun kan indfries, hvis der er fornuftige rammer for anlæg af CO2-fangst i fjernvarmesektoren. Det indebærer blandt andet at Folketinget får sikret, at også de kommunalt ejede affaldsenergianlæg kan få adgang til at deltage i udbuddene og investere i CO2-fangst, sådan som man politisk har aftalt, siger Jannick Hauschildt Buhl, der bl.a. er ansvarlig for CCUS i Dansk Fjernvarme.
- Vi ser frem til det videre samarbejde med myndighederne og regeringen om de langsigtede rammevilkår for forsyningssektoren. De rammevilkår bliver afgørende for om målet om 3,2 mio ton kan indfries i fjernvarmesektoren.
*****
EnergiWatch:
Fjernvarmeselskaber: Prisloft er fuldstændig unødvendigt
To fjernvarmeselskaber står nu frem med åben kritik af de prisloft på overskudsvarme, der træder i kraft fra årsskiftet. At fastholde et prisloft på overskudsvarme forhindrer grønne investeringer, lyder kritikken fra Høje Taastrup Fjernvarme og Fjernvarme Fyn, der også revser lovgivning med tilbagevirkende kraft.
- Vi synes, det er fuldstændig unødvendigt. Vi er jo omfattet af varmeforsyningsloven. Og det vil sige, at hver gang vi skal lave noget produktion, så skal det være den billigste, vi har, eller de billigste i forhold til det, der er i forvejen, siger Astrid Birnbaum, der er direktør for Høje Taastrup Fjernvarme, til EnergiWatch.
Høje Taastrup Fjernvarme har allerede investeret ca. 40 mio. kr. i at kunne udnytte overskudsvarme fra to lokale datacentre ved Global Connect og Nordea.
Høje Taastrup Fjernvarmes direktør kritiserer, at man på den måde har sat en hæmsko for en energiudnyttelse frem for andre. Det kan nemlig hæmme investeringer i udnyttelse af overskudsvarme og i stedet give incitament til at bruge andre, mindre miljøvenlige energikilder, lyder det.
Kim Winther, der er konstitueret direktør i Fjernvarme Fyn, bakker op om kritikken fra Høje Taastrup Fjernvarme. Han ser ligeledes, at prisloftet kan sætte den grønne omstilling af fjernvarmen i en presset situation.
- Det, der er dilemmaet med det her prisloft, er, at det ikke er beregnet på nogle realistiske forudsætninger. Og så tvinger det os faktisk til ikke at køre med de her anlæg. Så skal vi i stedet køre med nogle anlæg, der er dyre og eventuelt udleder mere CO2, siger Kim Winther.
*****
Energy Supply:
Her er den første nominerede til Fjernvarmeprisen 2023
Efter to års innovativt og strategisk arbejde inden for elektrificeringen af fjernvarmen, er Sdr. Felding blevet nomineret til Fjernvarmeprisen 2023. De skriver Energy Supply. Det er også med faglig stolthed og vestjysk ydmyghed at Sdr. Felding modtager nomineringen.
- Vi er enormt stolte og ydmyge over, at blive nomineret til den her pris, og vi ser det som en stor cadeau, for den indsats og den udvikling vi har udrettet for branchen over de seneste par år, siger driftsleder for Sdr. Felding Varmeværk, Tonny Dam Jensen, og fortsætter:
- For at sige det på godt vestjysk, så er det jo svært at rose sig selv med sådan noget her, men vi ser den her nominering som en mulighed for, at et lille fjernvarmeselskab som os kan skyde brystet frem, vise hvad vi har udviklet, og være stolte over det vi har opnået med det, forklarer Tonny Dam Jensen.
Sdr. Felding Varmeværk har med deres projekt opnået en optimeret proces omkring installation og idriftsætning, og en optimering af design af deres akkumuleringstank, samt 80°C drift på varmepumpen hvilket blandt andet skal forøge lagringskapaciteten. Samtidigt har man, som de første i Danmark, fået aFFR-godkendt deres varmepumpe.
*****
LigeHer.nu - Hjørring:
Billigere el giver dyrere varme
Det kan lyde sært, men et fald i elprisen på 70% betyder, at fjernvarmen i Sindal bliver dyrere næste år. Sindal Varmeforsyning må fra nytår hæve varmeprisen med 22% for et standardhus på 130 kvm og et varmeforbrug på 18,1 MWh. Det betyder en merudgift på 256 kr. om måneden, skriver LigeHer.Nu.
- En vigtig del af vores økonomi er at sælge el fra flisværket, og når prisen på el falder, har vi langt færre indtægter. Samtidig er prisen på flis steget, og det samme er vores øvrige omkostninger, fortæller Sindal Varmeforsynings formand Jens Ole Jørgensen i en pressemeddelelse.
Sindal Varmeforsyning arbejder løbende på at gøre sig mindre afhængig af uforudsigelige hop i energipriserne. Selskabet tog i september en ny akkumuleringstank i brug. Er strømmen dyr, producerer flisværket ekstra meget varme og strøm. Overskydende varme ledes over i tanken, mens strømmen sælges til en god pris på markedet. Er strømmen billig, kører flisværket på lavt blus og fjernvarmen trækker på det varme vand i tanken.
Formanden håber og tror, at varmeprisen bliver billigere de kommende år, men han udsteder ingen garantier.
- Vi budgetterer konservativt, og vi gør hvad vi kan for at holde prisen nede. Sikker forsyning til en lav pris er vores eneste formål. Men udviklingen i energipriserne kan vi ikke styre her fra Baggesvognsvej, konstaterer Jens Ole Jørgensen.
*****
DR.dk/Nyheder:
For et år siden var fjernvarme et hit: Men nu er Morten og Pia i tvivl
Flere fjernvarmeprojekter oplever lige nu problemer med at få nok støtte fra boligejerne. Det gælder fx Morten Hansen i Appenæs ved Næstved. Hans hus opvarmes i dag med naturgas – og det vil han fortsætte med i stedet for at skifte til fjernvarme fra Næstved Fjernvarme. Det fortæller DR.dk/Nyheder.
- Vi synes som udgangspunkt, at fjernvarme er ganske udmærket, siger han men synes, at prisen på 84.110 kroner for tilslutning er for høj. Også selv om Næstved Fjernvarme har lavet en ordning, hvor beløbet betales over 20 år.
Der er andre, der tænker som Morten Hansen, så ud af de 800 naturgaskunder i Appenæs er det kun 13 procent, der per 29. september har sagt ja til at få fjernvarme godt en måned før deadline den 31. oktober. For at fjernvarmeprojektet kan lykkes, skal 60 procent af husejerne i Appenæs sige ja.
Direktør hos Næstved Fjernvarme Jens Andersen er ærgerlig over, at så få har sagt ja til at få fjernvarme indtil nu. Men der er ingen vej udenom den høje pris.
- Anlægsomkostningerne på fjernvarmearbejderne er steget gevaldigt i det seneste år. Renten er også steget. De nye områder skal også have et nyt produktionsanlæg, som vi skal opbygge. Så når vi skal etablere alle disse ting, er det væsentligt dyrere end tidligere, siger Jens Andersen.
*****
JydskeVestkysten:
Vinteren kommer, og fremtidens fjernvarme er ikke klar - hvad gør vi nu, lille du?
DIN Forsyning havde meldt ud, at det super-ambitiøse anlæg Fremtidens Fjernvarme ville være klar til denne varmesæson. Men det løfte kan Din Forsyning ikke holde. De omkring 26.000 varmekunder hos DIN Forsyning skal dog ikke frygte mangel på varme denne vinter, lyder meldingen i JydskeVestkysten.
- I det sidste år har vi knoklet med at få verdens største co2-drevne havvandsvarmepumpe og fliskedlen op at køre, men nu må vi erkende, at vi desværre ikke kommer i drift med de to enheder, inden varmesæsonen starter, siger Helle Damm-Henrichsen, der direktør i DIN Forsyning.
Hun understreger, at DIN Forsyning ærgrer sig over, at man ikke når i mål, som varslet. Det skyldes udfordringer i etableringsfasen, og de er blevet meget desto større af corona, problemer med en leverandør og flere andre ting, der har presset tidsplanen ud over bristepunktet.
I oktober sidste år traf Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet beslutning om, at Ørsted skal holde liv i Esbjergværkets blok 3 frem til sommeren 2024 af hensyn til elforsynings-sikkerheden i Danmark, og det viser sig nu at være meget heldigt.
- Ørsted kommer dermed stadig til at levere varme til os i denne sæson. Folk knokler løs nede på anlægspladsen, men vi skal også sikre kvaliteten, understreger Helle Damm-Henrichsen.
*****
TV2 Fyn:
Fjernvarme Fyn frygter at prisloft sætter en prop i Odenses Facebook-varme
Danske fjernvarmeselskaber med Fjernvarme Fyn i spidsen frygter at nyt prisloft på spildvarme fra bl.a. Facebook havner som ekstraregning hos selskabets forbrugere. For Fjernvarme Fyn kan det betyde, at man må sætte en prop i overskudsvarmen på bl.a. Facebook, fortæller TV2 Fyn.
15 procent af fjernvarmen i Odense er overskudsvarme, og fungerende direktør Kim Winther frygter, at Fjernvarme Fyn kan komme i den groteske situation, at man må lukke for overskudsvarmen, fordi den rammer prisloftet og i stedet må ty til dyrere og mere CO2-fourenende alternativer som kul og biomasse.
- Prisloftet vil fra 1. januar 2024 gælde for både nye og eksisterende anlæg – herunder Fjernvarme Fyns. Det er anlæg, som har kørt effektivt i flere år, som nu bliver underlagt et prisloft. Det betyder, at vi kommer til at stå med en række anlæg med store investeringer bag, som ikke længere kan bidrage med CO2-reduktioner. Det betyder mindre grøn omstilling og på sigt højere fjernvarmepriser, udtaler Kim Winther, der er konstitueret direktør for Fjernvarme Fyn.
Fjernvarme Fyn og Dansk Fjernvarme mener, at forbrugerne i praksis allerede er beskyttet gennem varmeforsyningsloven og projektbekendtgørelsen, som anfører, fjernvarmeselskaber ikke må udnytte energikilder, der er fordyrende for forbrugerne.
- Det er dobbeltregulering. Om prisloftet kommer af manglende tillid til branchen, eller fordi politikerne ikke har været klar over, at fjernvarmesektoren allerede er underlagt mange krav som beskytter kunderne, ved jeg ikke, siger Kim Winther.
*****
Sjællandske:
Fjernvarme baner sig vej til det nye DSB værksted
Næstved Fjernvarme skal sende varme ud til Fårebakkerne, og undervejs skal rørene “skydes” under banen ved Rønnebæk Skole. Målet er DSB-værkstedet, der skal have fjernvarme, skriver Sjællandske.
- Forbindelsen til DSB værkstedet vil stå på i et år. Det er et meget spændende projekt, fordi rørene skal under jernbanen ved Rønnebæk Skole. Det sted er udvalgt til at få forbindelsen over på den rigtige side, siger Jens Andersen, der er direktør for Næstved Fjernvarme.
Der er tale om en cirka fire kilometer lang forbindelse, som skal sikre varme til Næstveds hidtil største byggeri, der nærmer sig en pris på i alt to milliarder kroner.
Kobberbakkeskolen afd. Rønnebæk og den tilhørende SFO får glæde af forbindelsen, ligesom en enkel privat bolig også ventes at blive tilsluttet.
- Vi har for nylig ført rør under jernbanen ved Holsted, men her er banen hævet over niveau. Det bliver meget anderledes ved Rønnebæk Skole, fordi banen er beliggende flere meter nede, og det betyder, at der skal graves to temmelig dybe huller for at skyde rørene under, siger Jens Andersen.
Skriv kommentar