Gå til hovedindhold

Spildvarme var på vej i fjernvarmerørene - nye regler stopper planerne

LÆS I DAG: Folkeafstemninger om solcelleanlæg i Tønder ender med et stort ja, tak. Gelsted og Assens Fjernvarme vil finde fælles fodslag. Sol og vind dækkede 75 procent af elforbruget i oktober. Amerikansk kraftværk bruger CO2 i stedet for vanddamp.

2. nov. 2023
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Frederiksborg Amts Avis:
    Spildvarme var på vej i fjernvarmerørene - nye regler stopper planerne

    Hillerød Forsyning lægger nu sine planer om at udnytte mere overskudsvarme på hylden. Det kommer på baggrund af et nyt prisloft, der ganske enkelt gør det for usikkert for forsyningsselskabet at investere i netop overskudsvarme. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

    - I forhold til at udnytte spildvarme fra industrien er det prisloft virkelig en sten i skoen, siger Tue Tortzen (Ø), formand for Hillerød Forsyning.

    Overskudsvarme er ikke det eneste projekt, Hillerød Forsyning nu har sat på standby. Et Power-to-X-anlæg, der skulle opføres af selskabet European Energy i forbindelse med selskabets solcellepark i Hillerød, er udsat. Det gælder også for et næsten køreklart projekt med installering af en varmepumpe på byens renseanlæg, så overskudsvarmen fra spildevandet kan blive til fjernvarme, er også sat på stand by.

    Alt i alt betyder det, at Hillerød Forsyning nu også sætter sin såkaldte fingerplan på stand by, hvor store hovedledninger skulle etableres til større byområder i nabokommunerne og på den måde også gøre det nemmere at få fjernvarme til Nødebo, Alsønderup, Tulstrup, Uvelse og Lystrup, som efter planen kunne få fjernvarme i 2027 og 2028.

    Men fingerplanen baserer sig på større brug af overskudsvarme, og med prisloftet er planen ifølge Hillerød Forsyning ikke længere økonomisk rentabel.

    - Vi har jo besluttet, at vi ville føre ledninger til nabokommunerne. Men det giver ikke mening at føre varme, som er produceret på gas, i en ledning til Helsinge. Det er først, når vi har overskudsvarme i Hillerød, at det giver mening. Og forudsætningerne har ændret sig noget, siden vi vedtog den fingerplan, så nu skal vi basere fjernvarmen på de værker, vi har nu, siger Tue Tortzen til Frederiksborg Amts Avis.

    *****

    Altinget.dk:
    Folkeafstemninger om solcelleanlæg i Tønder ender med et stort ja, tak

    Borgere i to lokalområder i Tønder Kommune har stemt ja ved to vejledende folkeafstemninger om placering af solcelleanlæg. Dermed er der samtidig skrevet Danmarkshistorie. Tønder Kommune er nemlig den første kommune i Danmark til at afholde vejledende folkestemninger om solcelle- og vindmølleparker. Det skriver Altinget.dk.

    "Det er helt nyt land for os som kommune at gennemføre disse afstemninger. Formålet med dem er at give borgere, der bor tæt på de enkelte projekter, en ekstra mulighed for at give deres holdning om projektet til kende", udtaler borgmester i Tønder, Jørgen Popp Petersen, i en pressemeddelelse.

    I alt kunne 965 borgere stemme ved de to afstemninger om i alt 66 hektar solceller. Der var dog kun 292, der valgte at stemme.

    Det største projekt ved Bredebro blev bakket op af 60 procent, mens det mindre projekt nord for Toftlund fik opbakning fra 72 procent af borgerne.

    Resultatet af afstemningerne er ikke bindende, men kun vejledende for kommunalbestyrelsen, der skal tage den endelige beslutning, og skal ses som et supplement til den almindelige høringsproces.

    *****

    Energy Supply:
    Gelsted og Assens Fjernvarme vil finde fælles fodslag

    Assens og Gelsted Fjernvarme overvejer at forene kræfterne for at imødekomme behovet for grøn omstilling og store udbygningsplaner. Konkret afsøger de to selskaber derfor nu mulighederne for en sammenlægning. Det skriver bl.a. Energy Supply.

    - Helt grundlæggende handler det om at høste de fordele, der er ved stordrift. Som geografiske naboer får vi samtidig flere muskler at spille med i vores anlægsinvesteringer - og bedre mulighed for at udnytte den varmekapacitet og det ledningsnet, vi investerer i. Derfor ønsker vi sammen at undersøge, hvordan en sammenlægning kan komme begge selskaber til gode, siger Søren Edlefsen, der er formand for Assens Fjernvarme i en pressemeddelelse.

    Planen er at afsøge mulighederne til bunds inden de to selskabers generalforsamlinger i foråret.

    - Helt konkret er målet at sikre en lavere og mere stabil fjernvarmepris - for alle. Og umiddelbart ligger stordriftsfordelene lige for: Vi kan samle al administration og driftsledelse ét sted og omgående høste besparelser der. Derudover vil ét samlet selskab reducere omkostningerne i kraft af eksempelvis fælles vagtordning, fælles indkøb af brændsel og fælles vedligehold og services, uddyber Erik Hein Nielsen, der er formand for Gelsted Fjernvarme.

    Assens Fjernvarme har i dag 3.450 tilsluttede forbrugere og en konverteringsplan, der udvider kredsen med yderligere ca. 2.000 forbrugere. Gelsted Fjernvarme har i dag 435 tilsluttede forbrugere og udvidelsesplaner, der omfatter yderligere ca. 100 forbrugere.

    *****

    EnergiWatch:
    Sol og vind dækkede 75 procent af elforbruget i oktober

    I oktober leverede vindmøllerne 28 procent mere energi sammenlignet med sidste år. Samlet leverede vindmøller og solceller 75 procent af den strøm, der blev brugt i Danmark i oktober i år. Det skriver EnergiWatch på baggrund af oplysninger fra Green Power Denmark.

    Andelen af elforbruget, der kom fra vindmøller og solceller, er kun overgået to gange før, oplyser Green Power Denmark. Den ene var i februar 2022, der var den mest blæsende måned, der nogensinde er blevet målt. Den anden var i juli i år, hvor det især var solceller, der leverede grøn energi.

    - Vi er godt på vej mod at få 100 procent grøn strøm i stikkontakterne. Hvis vi skal nå det sidste stykke, skal vi hurtigt accelerere udbygningen af landmøller, solceller og havvindmølleparker, siger Thomas Aarestrup Jepsen, der er direktør for vedvarende energiproduktion i Green Power Denmark.

    *****

    Ingeniøren.dk:
    Amerikansk kraftværk bruger CO2 i stedet for vanddamp

    Amerikanske forskere fra Southwest Research Institute (SwRI®), virksomhederne GTI Energy og General Electric har sammen med det amerikanske energiministerium, udviklet en teknologi, hvor damp er blevet erstattet af CO2 på kraftværker. Det fortæller Ingeniøren.dk.

    Fordelen ved at bruge CO2 er, at virkningsgraden kan øges med 10 procent. Det skyldes, at CO2 har helt andre termodynamiske egenskaber end vanddamp. For eksempel vil CO2, der holdes i en superkritisk dampfase, have en densitet, der næsten svarer til flydende vand, fremgår det af Ingeniøren.dk.

    Kraftværket vil også være hurtigere at koble på nettet. Når det kører ved omkring 700 °C, tager det kun omkring to minutter at begynde produktion af el, hvilket gør kraftværket egnet til at udglatte den variable produktion fra vindkraft og solceller.

    Nu er General Electric ved at bygge et demonstrationskraftværk i San Antonio i staten Texas, på 10 MW. Tidligere i år blev de første test med superkritisk CO2 gennemført og kraftværket forventes at være i fuld drift i 2024. SwRI's præsident og administrerende direktør, Adam Hamilton, tror at den nye teknologi vil ændre måden, vi tænker på elproduktion.

    Kraftværket har kostet lidt over én milliard kroner at bygge.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...