EU-Kommissionen forudser nødvendige netinvesteringer for 584 milliarder euro
LÆS I DAG: European Energy: Kommissionen burde havet taget fat på elnettet for fire år siden. SONFOR vil søge penge fra den nye fjernvarmepulje. Fagfolk advarer: Vindmøller og solceller taber pusten - Det går den forkerte vej. Dansk Erhverv: Vigtigt at undgå for snævert klimafokus . Fjernvarmen breder sig ud til små landsbyer på Fyn.
EnergiWatch:
EU-Kommissionen forudser nødvendige netinvesteringer for 584 milliarder euro
Der er brug for investeringer for 584 mia. euro (4350 mia. kr.) frem mod 2030 i elnettet, hvis klimamålene skal indfries. Det er ifølge EnergiWatch konklusionen i Grid Action Plan, som Europa-Kommissionen har offentliggjort.
Planen fra Europa-Kommissionen indeholder ikke konkret lovgivning, men den er derimod en buket af initiativer og anbefalinger.
Hos Dansk Erhverv kalder Ulrich Bang, der er underdirektør for klima, energi og miljø, elnettet for en ofte overset forudsætning for den elektrificering, som er nødvendig for at reducere vores udledninger.
- Desværre går det alt for langsomt med udbygningen af vores elnet. Og hvis vi kommer i gang for sent, bliver det en umulig opgave. Vi har brug for hurtigere godkendelser, fælleseuropæiske løsninger og langt mindre bureaukrati, siger Ulrich Bang.
*****
EnergiWatch:
European Energy: Kommissionen burde havet taget fat på elnettet for fire år siden
Selskabet European Energy langer ud efter EU-Kommissionen for at være træge til at komme ud af starthullerne. Kritikken omhandler den plan for udbygning af el-nettet i hele EU, som nu er offentliggjort. Det skriver EnergiWatch.
Det handler om Grid Action Plan, hvor EU-Kommissionen peger på, at der er behov for investeringer for 4350 mia. kr. i elnettet frem mod 2030.
- Hvis vi ikke lykkes med opgaven om at få fart i udbygningen af elnettet, så er det klimakampen som afmonteres, ligesom forbrugerne risikerer at betale langt højere priser for deres energi, end de kunne have gjort. Derfor er det positivt, at Europa-Kommissionen nu får øjnene op for disse udfordringer, siger Mathias Aarup Berg, der er head og regulatory affairs hos European Energy, i en skriftlig kommentar til EnergiWatch.
Han understreger dog, at manglende kapacitet i elnettet ikke just er et spritnyt problem, hvorfor han da også mener, at ”Kommissionen kunne have taget fat på at håndtere elnettet, allerede da den tiltrådte for fire år siden og ikke seks måneder inden Europa-Parlamentsvalget, hvor taburetterne skal skiftes i Bruxelles.”
*****
Sønderborgnyt.dk:
SONFOR vil søge penge fra den nye fjernvarmepulje
Meldingen om, at der er kommet penge ind i Fjernvarmepuljen for 2024, betyder, at SONFOR nu søger penge til deres fjernvarmeprojekt Dyndved. I alt er der afsat 150 mio. kroner i puljen, som SONFOR ifølge Sønderborgnyt.dk søger.
- Vi havde ventet, at der blev sat penge af til fjernvarme og vi er tæt på at kunne søge om støtte til vores varmeprojekt i Dyndved, siger drifts- og projektleder Ingolf Nielsen fra SONFOR til SønderborgNYT.
SONFOR forventer, at projektet bliver godkendt i Byrådet i december og derefter kan der søges om tilskud fra staten.
*****
Ingeniøren.dk:
Fagfolk advarer: Vindmøller og solceller taber pusten - Det går den forkerte vej
Solcellerne skyder op rundt omkring i Danmark som aldrig før og leverer nu en ny rekord i forhold til elproduktionen. På samme tid går det tilbage for vindproduktionen, mens opstillere af både solceller og vindmøller kæmper med dårligere økonomiske kår. Det beretter Ingeniøren.dk.
I de første ni måneder af 2023 voksede elproduktionen fra solceller med 55,2 procent sammenlignet med samme periode sidste år. Tallet ligger hele 158,5 procent højere end den gennemsnitlige produktion i de sidste fem år, viser Energistyrelsens seneste energistatistik.
- Vi skal firedoble den vedvarende energi på land frem mod 2030, hvilket kan ske med en tidobling af solceller og en fordobling af landvind. Det går den forkerte vej med landvind, og selvom det går bedre med solcellerne, ser det overordnet ret sløjt ud med at nå målet, siger Camilla Holbech, der er afdelingschef for vedvarende energi i brancheorganisationen Green Power Denmark.
For mens udbygningen af solceller satte ny rekord sidste år, bremser den op i 2023. Det skyldes, at det siden nytår har kostet opstillere penge at koble et anlæg på elnettet, mens også højere lokal kompensation, jordbeskatning og andre faktorer giver en dårligere økonomi i projekterne.
- Derfor var der et ‘rush’ for at få solcelleprojekterne koblet på elnettet før 1. januar. Det modsvares nu af, at vi i 2023 vil få et mere jævnt år i forhold til udbygningen af solceller. Det gælder for så vidt også for landvind. Man har gjort det dyrere for den vedvarende energi, som vi gerne vil have mere af, siger Camilla Holbech.
*****
EnergiWatch:
Dansk Erhverv: Vigtigt at undgå for snævert klimafokus
Klimarådet foreslår i sin seneste rapport ”Danmarks globale klimaindsats” et mere international fokus på klimamål. Og det giver ganske god mening, lyder det fra Dansk Erhverv, der ser fornuft i, at der peges på visse områder, der ifølge brancheorganisationen ikke får tilstrækkelig opmærksomhed i den danske klimapolitik. Det skriver EnergiWatch.
- Klimapolitik laves for at løse et globalt problem og skal tilrettelægges derefter. Vi ser desværre eksempler på dansk klimapolitik, der snævert fokuserer på excel-ark med danske mål frem for at løse globale problemer, siger Ulrich Bang, underdirektør for klima, energi og miljø i Dansk Erhverv.
En af de anbefalinger Klimarådet lægger på bordet er, at der skal sættes mål for tankning af udenrigsfly og skibe i Danmark. Her ser Dansk Erhverv også et stort potentiale i at benytte CO2 til produktion af grønne brændstoffer til den tunge transport.
- Anvendelsen af kulstof er netop et område, hvor et snævert nationalt fokus på de rigtige måltal skygger for at løse det større globale problem. Regeringen giver milliardstøtte til at putte kulstof ned under jorden frem for at anvende kulstof til grønne brændstoffer, der fortrænger udledninger fra fly og skibe. Det svarer til at slukke brødristeren, mens radiatorerne kører for åbne vinduer, siger Ulrich Bang ifølge EnergiWatch.
*****
TV2 Fyn:
Fjernvarmen breder sig ud til små landsbyer på Fyn
I landsbyen Voldtofte ved Glamsbjerg er ejeren, Ingemann Jensen, glad og tilfreds – og han ser frem til at holde varmen. Han har nemlig sammen med andre i den lille by udsigt til snart at få fjernvarme, fremgår det af TV2 Fyn, der har besøgt ham i hans bolig.
- Det er en god og fremtidssikker investering, mener Ingemann Jensen, der hidtil har fyret med træpiller.
Ingemann Jensen er ikke alene. 200 andre husstande i landsbyerne Voldtofte og Flemløse har valgt at gå sammen i en fælles fjernvarmeløsning. Tilslutningen til fjernvarme vil koste omkring 50.000 kroner pr. husstand. Men det er pengene værd, mener Ingemann Jensen.
- Jeg kan ikke sælge huset med træpiller. Men jeg kan sælge et hus med fjernvarme, siger han.
Ingemann Jensens omlægning til fjernvarme er gjort mulig efter en ekstraordinær indsats i det lokale landsbylaug. Frivillige medlemmer fra lauget har besøgt samtlige adresser i området for at samle opbakning til et fælles projekt, hvor man betaler for en ny rørforbindelse fra Glamsbjerg-Haarby Varmeværk og ud til landsbyområdet.
Det har kostet både tid og kræfter at få så mange ejendomme med, at projektet kan hænge sammen praktisk og økonomisk.
- Mange har forståeligt nok stillet mange spørgsmål om projektet, og det er også mange penge, som skal betales. Så det her projekt handler om tillid fra borger til borger, siger Jens Jakobsen, formand for Assens Kommunes Miljø-, Teknik- og Planudvalg, Venstre.
Skriv kommentar