Danfoss-topchef: Dansk klimapolitik er gået i stå
LÆS I DAG: Trecifret millionbeløb tilbage i energipuljer. Hofor hæver varmeprisen og sænker prisen på bygas. SONFOR holder fjernvarmeprisen i ro. Østjysk varmeværk blev ramt i omfattende cyberangreb: »Det har været møgirriterende«. 100.000 liter fjernvarmevand fosser ud. Skagen Varmeværk ønsker indskrænkning af fjernvarmeområde. Kraftværkers brud på konkurrenceloven sendes til politiets specialenhed.
Børsen.dk:
Danfoss-topchef: Dansk klimapolitik er gået i stå
Den øverste chef hos Danfoss, Kim Fausing, giver i et interview til Børsen.dk udtryk for, at dansk klimapolitik er gået i stå. Som et af de konkrete eksempler nævner han indførelsen af prisloftet på overskudsvarme, som han mener viser, at fjernede snubletråde bliver afløst af andre.
Ifølge en rapport fra Rambøll og Dansk Industri er det kun 13 pct. af den potentielle overskudsvarme, der bliver udnyttet i dag. Industrivirksomheders overskudsvarme alene vil ifølge rapporten kunne opvarme omkring 100.000 boliger.
Ifølge blandt andre brancheforeningen Dansk Fjernvarme betyder prisloftet imidlertid også, at projekter med overskudsvarme strander. Og det falder direktøren fra Danfoss for brystet, fremgår det af Børsen.
- Man stopper store, fantastiske projekter, som kan bruge energi, der allerede er produceret og til rådighed. Man vil hellere brænde fossilt brændsel af. Det kan jeg virkelig ikke forstå. Det er hovedløs regulering, og jeg synes næsten, at det er provokerende, konstaterer Kim Fausing og tilføjer:
- Det bidrager til følelsen af, at den grønne omstilling i Danmark er gået i stå.
*****
BygTek.dk:
Trecifret millionbeløb tilbage i energipuljer
Energistyrelsen har lukket for ansøgninger til Energirenoveringspuljen og Varmepumpepuljen. Nu opfordrer Dansk Fjernvarme ifølge BygTek.dk til at overføre de mange ubrugte millioner til Fjernvarmepuljen, der har meget stor søgning.
I Energirenoveringspuljen er der i år ansøgt for ca. 36 millioner kroner og frem til dags dato givet 850 tilsagn for i alt 20 millioner kroner. I Varmepumpepuljen er ansøgt om 158 millioner kroner, og der er frem til dags dato givet 6.522 tilsagn for i alt 122 millioner kroner:
I modsætning til de to nævnte puljer, lukkede Fjernvarmepuljen med en stor oversøgning - mere end 300 millioner kroner. Det har givet Dansk Fjernvarme blod på tanden for at fat i de til overs blevne cirka 150 millioner kroner:
- Formålet for alle tre puljer er, at de har til formål at udfase brugen af naturgas til opvarmning, og derfor giver det god mening, hvis puljerne samarbejder og sender overskydende tilskud derhen, hvor der er størst efterspørgsel. I stedet lader man midler samle støv i for eksempel Varmepumpepuljen, frem for at sende midlerne ud og gavne den grønne omstilling. De ekstra millioner vil falde på et tørt sted og sikre, at naturgasudfasningen fortsætter sit tempo, mener politisk chef i Dansk Fjernvarme, Rune Moesgaard.
*****
EnergiWatch:
Hofor hæver varmeprisen og sænker prisen på bygas
Fra årsskiftet bliver det fem procent dyrere at være varmekunde hos Hofor. Den primære årsag til prisstigningen er ifølge Hofor den inflation, der er fuldt i kølvanet på energikrisen. Det beretter EnergiWatch.
Stigningen på fem procent er lige med en årlig stigning på godt 400 kr. for en lejlighed på 80 kvadratmeter.
- Det er nogle relativt svære tider at beregne priserne i. Vi har i de sidste par år set høj inflation og gas- og elpriser, som har taget store nogle udsving. Det påvirker også varmeprisen. Hvert år regner vi nøje på næste års pris, for den skal ligge så tæt som muligt på de reelle udgifter, vi har. Vi skal nemlig ikke tjene på varmeprisen, men omvendt skal vi også sørge for ikke at få underskud, udtaler Gorm Elikofer, der er direktør for Energi i Hofor, i en meddelelse.
Prisændringen træder i kraft fra årsskiftet, men Hofor meddeler samtidig, at det kan blive nødvendigt at justere prisen igen i løbet af året.
- Normalt holder den pris, vi melder ud hele året. Men vi ændrer prisen, hvis vi kan se, at der ikke er balance i udgifter og indtægter, lyder det fra Gorm Elikofer.
*****
SønderborgNYT.dk:
SONFOR holder fjernvarmeprisen i ro
Der er gode nyheder til fjernvarmekunderne på Nordals, eftersom deres varmepris for 2024 holdes uændret. Det er besluttet og godkendt af SONFORs bestyrelse, skriver SønderborgNYT.dk.
- Det er utrolig vigtigt, at vi kan fastholde prisen på fjernvarme, så vi sammen med vores kunder kan sikre en grønnere hverdag, siger bestyrelsesformand Ellen Trane Nørby i en pressemeddelelse.
Udmeldingen om at fastholde prisen kommer efter en længere periode med generel energikrise, leveringsusikkerhed, inflation og generelle prisstigninger, men det kommende år ligger prisen for fjernvarme altså stabilt til gavn for de eksisterende kunder og de kommende.
- Fjernvarme er en af de mest grønne og stabile løsninger, der findes. Vi glæder os over, at så mange kunder i vores fjernvarmeområde vælger fjernvarmen til, og at taksterne holdes i ro på trods af, vi har et nyetableret fjernvarmenet, siger næstformand Tom Hartvig Nielsen.
*****
GridTech:
Østjysk varmeværk blev ramt i omfattende cyberangreb: »Det har været møgirriterende«
Egtved Varmeværk måtte lukke ned, da de i maj blev ramt af det formentligt mest omfangsrige cyberangreb i Danmark. Nu erkender formanden, at de skal tage cybersikkerhed mere alvorligt, fremgår det af GridTech.
- Jeg kan bekræfte, at vi blev angrebet. Operativsystemerne har været påvirket, men det er ikke gået ud over forbrugerne, og vi har ikke rendt rundt med sved på panden, men det har været møgirriterende, fortæller Anders Rønshof, formand for varmeværket, til Version2.
Fra brancheforeningen Dansk Fjernvarme lyder opfordringen, at medlemmerne skal have bedre styr på cybersikkerheden. Opfordringen bunder bl.a. i, at de danske energivirksomheder halter markant bagefter det generelle marked, når det kommer til modstandsdygtighed overfor et eventuelt cyberangreb.
- Derfor er vores anbefalinger også, at man skal komme i gang nu og ikke vente på, at der kommer lovgivning, fortæller Kim Behnke, der er projektleder med ansvar for forsyningssikkerhed hos Dansk Fjernvarme.
Synes du, at angrebet viser, at den danske forsyningsbranche har et godt nok niveau af cybersikkerhed?
- Forsyningsselskaberne har generelt et højt niveau af sikkerhed, fordi SektorCert holder øje med angrebene. Men det er rigtigt, at mange små selskaber ikke har kræfterne og medarbejderne til at holde styr på det, og derfor får de konkret hjælp til det nu gennem Dansk Fjernvarmes efteruddanelse, siger Kim Behnke.
*****
Fyens.dk:
100.000 liter fjernvarmevand fosser ud
Hvis du er en af dem i den vestlige del af Ringe på Fyn, der lige nu hører mystiske lyde fra rør eller spotter damp fra dæksler i dit hjem, så er der en særlig forklaring på det. Der er nemlig et stort spild i ledningsnettet, fremgår det af Fyens.dk.
- Vi har svært ved at følge med til at putte vand nok på systemet, så vi har udsendt en sms til alle borgere i området for at gøre opmærksom på det, siger Karsten Godiksen, der er direktør for Midtfyns Energi.
Spildet startede natten til søndag 3. december og skyldes et brud på nogle gamle og udtjente rør fra 1970'erne i Dalager.
Det er desværre ikke første gang, at Midtfyns Energi oplever, at fjernvarmevandet fosser ud.
- Vi forsøger at være forudseende og reparere rørene, inden det sker, men sommetider er det svært at forudsige rækkefølgen. Denne gang har vi fundet årsagen forholdsvis hurtigt, fortæller Karsten Godiksen.
*****
SkagenNYT.dk:
Skagen Varmeværk ønsker indskrænkning af fjernvarmeområde
Plan- og Miljøudvalget i Frederikshavn Kommune skal på mandagens udvalgsmøde tage stilling til en anmodning fra Skagen Varmeværk, der ønsker en indskrænkning af deres forsyningspligt af fjernvarme i et område i den nordvestlige del af byen. Det skriver SkagenNYT.dk.
Det drejer sig nærmere bestemt om et område på Fladen Grund, og begrundelsen er, at det vil være en bekostelig affære at etablere fjernvarme i området. Det fremgår af indstillingen til udvalget.
Etableringsomkostningerne er nemlig estimeret til at være intet mindre end 4 gange højere i det berørte område, set i forhold til resten af byen.
Varmeværket anslår at der kan opnås en samfundsøkonomisk fordel ved individuel forsyning med varmepumper frem for fjernvarmeforsyning fra Skagen Varmeværk.
Overgangen til individuel forsyning giver desuden husejerne i området mulighed for at søge tilskud til individuelle varmeløsninger via de statslige puljer, når matriklerne ikke længere er placeret i et område udlagt til kollektiv varmeforsyning.
*****
EnergiWatch:
Kraftværkers brud på konkurrenceloven sendes til politiets specialenhed
Politiets enhed for økonomisk kriminalitet overtager nu det strafferetlige spørgsmål i sagen om kraftværkers koordinering af priser med selskabet Effekthandel. Det er Konkurrencerådet, der har sendt videre til NSK, fremgår det af EnergiWatch.
Det oplyser Jens Gormsen, kontorchef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, til EnergiWatch. Det sker samtidig med, at Konkurrencerådet har stævnet de 50 selskaber for brud på konkurrenceloven.
Rådet kommer til at køre sagerne som et civilt sagskompleks med henblik på at udstede bøder. Løfter NSK sagen, kan det blive som straffesag med mulighed for fængselsstraf til de involverede parter. I grove tilfælde kan kartelsager straffes med fængsel i op til et halvandet år. Hvorvidt der er tale om en kartelsag er op til NSK, siger Jens Gormsen.
- Om en konkurrencebegrænsende aftale er et ”kartel” har primært betydning for, om der er hjemmel til fængselsstraf. Det er NSK, der tager stilling til, hvorvidt der vurderes at være tale om et kartel, og om dermed der er mulighed for fængselsstraf, siger Jens Gormsen.
*****
Skriv kommentar