Dansk Fjernvarme kritiserer finanslovsudspil: Der mangler grønne initiativer
LÆS I DAG: Oppositionspartier: Mere til de ældre, mere af det grønne og lavere elafgift. Penge til lastbiler og VE på land: Her er klimaet i regeringens finanslovsforslag. To kommuner går sammen i banebrydende fjernvarmesamarbejde. Affaldsgigant arbejder på helt nyt anlæg. Prisen på varme skrues op - nu skal forbrugerne til lommerne. Stadtwerke tager stort skridt mod klimaneutralitet.
EnergiWatch:
Dansk Fjernvarme kritiserer finanslovsudspil: Der mangler grønne initiativer
Det er positivt med et løft til erhvervsuddannelserne, men der er desværre ikke mange nye initiativer til at sikre grøn omstilling og udfasning af naturgas. Det er ifølge EnergiWatch konklusionen fra Dansk Fjernvarme ovenpå regeringens udspil til en ny Finanslov.
Det virker ifølge Dansk Fjernvarme til, at regeringen og statsminister Mette Frederiksen har glemt, at det i regeringsgrundlaget var en hovedopgave hurtigst muligt at komme af med naturgassen. Derfor vækker det ærgrelse og bekymring hos Dansk Fjernvarme, at der ikke er nogen nye initiativer i regeringens finanslovsudspil, der skal gøre ambitionerne til virkelighed.
- Ambitionerne er for lave. Hvis regeringen vil den grønne omstilling og de vil gøre alvor af deres egne ambitioner om at udfase den fossile naturgas, så er de samtidig nødt til at komme i arbejdstøjet og præsentere os for nogle initiativer, der bakker ambitionerne op, siger Kim Mortensen, direktør i Dansk Fjernvarme, i en skriftlig kommentar, der fortsætter:
- Kommunerne har i samarbejde med forsyningsselskaberne - på regeringens opfordring - lavet varmeplaner, der sikrer at de kan udfase naturgassen. Den pulje, der skulle gøre denne ambition til virkelighed er brugt op og der er i år alene søgt for tæt ved det dobbelte af det afsatte beløb. Hvis ikke denne pulje fyldes op, så går arbejdet i stå og regeringen må dermed skuffe de mange kommuner og ikke mindst boligejere, der ellers havde udsigt til at skifte den sorte naturgas ud med fjernvarme.
*****
Kristeligt Dagblad:
Oppositionspartier: Mere til de ældre, mere af det grønne og lavere elafgift
Oppositionen i Folketinget har navnlig klandret regeringens udspil til ny finanslov for, at der er for lidt fokus på klima og grønne initiativer. En af dem er finans- og klimaordfører Samira Nawa fra Radikale Venstre, der ifølge Kristeligt Dagblad savner mere klimahandling.
Det skyldes blandt andet, at det er "den sidste finanslov forud for, at vi kan nå 2025-målene på klimaområdet", oplyser hun.
- Kigger man på regeringens udspil, pynter den sig lidt for meget, når den siger, at den har sat en milliard kroner af. For de 600 millioner kroner kommer fra Danmarks Grønne Investeringsfond, som vi kæmpede igennem med den tidligere regering, siger hun.
- Jeg savner, at fjernvarmepuljen fyldes op, så vi kan omstille væk fra russisk gas. Jeg savner en varig bevilling til Klimarådet, og at der kigges på dieselafgifterne. De ting glimrer alle ved deres fravær, tilføjer Samira Nawa.
Hun nævner i øvrigt også, at Radikale Venstre selv vil fremlægge et finanslovsforslag inden længe.
*****
Klimamonitor:
Penge til lastbiler og VE på land: Her er klimaet i regeringens finanslovsforslag
Regeringen vil afsætte godt en milliard kroner til omstilling af tung transport, vedvarende energi på land og en national klimatilpasningsplan. Det er ifølge Klimamonitor den klimamæssige opsummering af det forslag til Finanslov 2024, som regeringen lagde frem torsdag.
»Det bringer ikke Danmark i mål, men det bringer os videre i den grønne omstilling,« skriver regeringen i sin præsentation.
Pengene skal blandt andet bruges til gasafkoblingspuljen, der både skal tilføres midler i 2024, 2024 og 2026. I alt skal der tilføres 240 mio. kroner til puljen. Der står dog intet om, at Fjernvarmepuljen skal tilføres midler ud over 2023.
Videre vil regeringen med Finansloven ”skabe ro” om Klimarådet. Konkret foreslår regeringen at forlænge bevillingen til 2025 og 2026, så Klimarådet hvert af de to år har omkring 25 mio. kroner, hvilket er det samme som i dag.
Det kan også nævnet, at regeringen vil afsætte 40 millioner kroner i 2024, 30 millioner kroner i 2025 og 20 millioner kroner i 2026 ”til at understøtte mere vedvarende energi på land”. Hvad pengene skal bruges på er endnu uklart, men regeringen ønsker, at »staten skal spille en mere aktiv rolle« og »sikre rammevilkår«.
*****
Klimamonitor:
To kommuner går sammen i banebrydende fjernvarmesamarbejde
To kommuner - Høje-Taastrup og Greve Kommune – vil sammen med Høje Taastrup Fjernvarme sikre fjernvarme til en række landsbyer. Det er første gang, at et forbrugerejet fjernvarmeselskab går på tværs af kommunegrænser, fremgår det af Klimamonitor.
Det betyder ifølge en pressemeddelelse fra kommunerne og fjernvarmeselskabet, at 6000 borgere i landsbyerne Reerslev, Stærkende og Tune, der ligger på grænsen mellem Høje Taastrup og Greve Kommuner, nu får fjernvarme.
Beboerne i de tre landsbyer kan forvente at blive tilsluttet et sammenhængende varmenetværk imellem 2025 og 2028.
Den kommende fjernvarmeudbygning omfatter en knap 6 kilometer lang hovedledning til Tune, som kobles på en eksisterende fjernvarmeledning i Hedehusene samt stik- og fordelingsledninger i de tre landsbyer.
*****
JydskeVestkysten:
Affaldsgigant arbejder på helt nyt anlæg
Energnist I/ S ønsker at etablere et CO2-fangstanlæg i umiddelbar forbindelse med det eksisterende affaldsforbrændingsanlæg i Måde, det tidligere L90. Det nye anlæg skal være på 2.000 kvadratmeter og er tænkt som et såkaldt add-on anlæg, hvilket vil sige, at det integreres fuldt ud i - og samkøres med - driften af det eksisterende anlæg i Måde.
Plan og Byudviklingsudvalget i Esbjerg Kommune skulle ifølge JydskeVestkysten for nylig tage stilling til anlægget, og i udvalget nikkede man klart ja til, at der kan igangsættes et nyt planarbejde, så fangstanlægget kan blive til virkelighed.
- I Esbjerg Kommune har vi jo en meget klar målsætning om at nedbringe CO2-udledningen, så det her anlæg spiller rigtig fint ind i vores klimaplan. I det hele taget er det jo en del af fremtiden, at vi alle skal nedbringe CO2-udledningen, og derfor er det vigtigt med et anlæg som det her, siger Henning Ravn (V), der er formand for Plan og Byudviklingsudvalget.
I sagsfremstillingen til politikerne kan man se, at anlægget bliver dimensioneret til at fange mindst 90 procent af den totale mængde CO2, der genereres ved forbrændingsanlægget.
Det er en hel del, for anlægget i Måde forbrænder affald for cirka 600.000 mennesker, hvilket i dag genererer udledning af omkring 235.000 ton CO2 årligt.
*****
Nordjyske:
Prisen på varme skrues op - nu skal forbrugerne til lommerne
Fjernvarmen fra Aalborg Forsyning bliver dyrere fra 1. september. For et standard hus på 130 kvadratmeter betyder prisstigningen en gennemsnitlig meromkostning på omkring 2100 kroner om året - svarende til cirka 175 kroner om måneden. Det fortæller Nordjyske.
Der er ingen prisstigning på de faste bidrag, så det er alene prisen for frobruget, der er prisstigninger på.
- Vi er rigtig trætte af, at vi nu bliver nødt til at sætte varmeprisen op, og vi gør det kun, fordi vi ikke har andre muligheder. Vi er nødt til at handle nu, og derfor udviser vi rettidig omhu og hæver priserne 1. september 2023, siger formand for Aalborg Forsyning, Per Clausen.
Aalborg Forsyning oplyser i en pressemeddelelse, at prisen stiger, fordi der de seneste år har været store udsving på energimarkedet
*****
Flensborg Avis:
Stadtwerke tager stort skridt mod klimaneutralitet
De kommunale forsyningsselskaber i Flensborg har nu to gas-og dampturbineanlæg, som leverer varme til borgerne. I 2020 begyndte byggeriet, og nu tre år efter leverer anlægget varme til Flensborgs indbyggere, fremgår det af Flensborg Avis.
Ifølge direktør Dirk Thole er der investeret 108 millioner euro i projektet, så hvordan kan borgerne mærke den investering? Svaret er blandt andet, at energiproduktionen er blevet mere effektiv, cirka 93 procent mere effektiv i forhold til det gamle kedelanlæg.
- Vores væsentligste opgave er at forsyne borgerne med varme, vand, strøm og fibernet. Derfor tilføjer vi hele tiden til vores park af kraftværker, siger Dirk Thole.
Den nye kedel - Kedel 13 - er med til at gøre fjernvarmeleveringen mere driftsikker og fremtidsklar. Og forsyningsselskaberne er i gang med at bygge deres andet elektrodevarmeanlæg og undersøger muligheden for et jordvarmekraftværk. De bygger også en stor varmepumpe med kapacitet på 60 megawatt. Den skal være færdig i 2026.
Anlægget er nu indviet, men det er endnu ikke taget fuldt ud i brug. Det kommer først til at ske henover den kommende fyringssæson.
*****
Blikroer.dk:
Det tog 52 dage, så havde Mads skiftet levevej
Efter et kursus og en oplæringsperiode kan den tidligere godschauffør Mads Leth Grønborg nu lægge og svejse fjernvarmerør. I alt tog det blot 52 dage for ham, førend han havde sikret sig kompetencer til en hel ny levevej. Det fortæller Blikroer.dk.
- Tidligere brugte jeg det meste af min arbejdsdag inde i en hal. Nu arbejder jeg udenfor det meste af dagen, siger den 28-årige Mads Leth Grønborg, der oprindelig er uddannet godschauffør.
Han fortæller Blikroer.dk, at han havde leget med tanken om at arbejde offshore, men da han lige var blevet far, havde han ikke lyst til at være længe væk fra hjemmet. Det tiltalte ham også, at meget af arbejdsdagen foregår uden for, og at lønnen er god.
Fjernvarmerørsvejer-kurset, der er udviklet af Blik- og Rørarbejderforbundet, Dansk Metal, Dansk Industri og TEKNIQ Arbejdsgiverne, foregår over 52 dage og betyder, at Mads efter en oplæringsperiode kan svejse og lægge fjernvarmerør.
Derefter var Mads klar til at komme ud at arbejde. Og han skulle ikke lede længe.
- Jeg blev medlem af en facebookgruppe, hvor jeg kunne se, at der manglede medarbejdere til at udrulle fjernvarme i Esbjerg, så jeg blev hurtigt ansat hos Bukam. Jeg er startet i oplæringsperiode, men senere kommer jeg på akkord, hvor jeg kan tjene væsentligt mere, end jeg gør nu.
*****
Billund Ugeavis:
Et skridt nærmere fjernvarme: Snart kan byggeri af nyt varmeværk gå i gang
Efter planen vil et nyt varmeværk i løbet af næste år stå færdigt i den østlige ende af Vorbasse. Hvis alt går vel, vil de første beboere i byen kunne få fjernvarme i radiatoren i løbet af 2024. Det fremgår af det projektforslag som GEV – tidligere Grindsted El- og Varmeværk – har fået godkendt af Billund Kommune.
Med godkendelsen har GEV nu formelt retten til at levere fjernvarme til områdets beboere, fremgår det af Billund Ugeavis.
- Nu skal vi have bygget et varmeværk, og det arbejde er vi så småt gået i gang med. Vi har talt med Billund Kommune om en byggegrund, og vi har talt med en rådgiver om opstart af projekteringen af varmeværket, fortæller Susanne Solberg, som er projektleder hos GEV.
Det kommende varmeværk bliver i stand til at forsyne hele Vorbasse med fjernvarme. Beboerne er tidligere blevet bedt om at tilkendegive, om de kunne have interesse i overgå til fjernvarme, og det var der stor opbakning til.
Selvom ingen tilkendegivelse endnu har været bindende, er forventningen, at mange vælger at skifte til fjernvarmen.
*****
Herning Folkeblad:
Om lidt kommer fjernvarmen, men smeden har lige solgt masser af varmepumper
Mens der er snak om fjernvarmeværker til Sørvad og Skibbild-Nøvling, har den lokale smed i Sørvad haft et rekordår med salget af varmepumper. Rekorden falder ifølge Herning Folkeblad sammen, at prisen på naturgas eksploderede i løbet af 2022.
Det betyder, at mange i de to byer har valgt at skifte til varmepumper i stedet for at vente på et projekt om at udvide med fjernvarme.
- Jeg vil tro, at det er cirka 20 varme pumper, jeg har sat op i Sørvad det sidste år -og så er det vel 40 i alt, jeg har solgt, fortæller Henning Larsen, der er indehaver af Agerfeldt VVS, Smede og Maskinforretning.
Fordi efterspørgslen har været så stor, udgør salg og opsætning af varmepumper ikke længere blot 10 procent eller mindre af omsætningen. Den udgør snarere 30-40 procent.
- Og selvom der nu er snak om fjernvarme til byen, og at gaspriserne er faldet igen, så er der stadigvæk interesse, for lige om lidt åbner der en tilskudspulje igen til luft-til-luft-varmepumper, så der skal vi nok få nogle opgaver ind, siger indehaveren.
*****
Horsens Folkeblad:
Hornsyld vil have flere med på fjernvarme
Hornsyld Klimavarme forventede, at det ville tage fem år at få alle 570 husstande i byen koblet på. Men de sidste ventes at være med allerede den 1. oktober.
Det skriver Horsens Folkeblad.
Derfor kigger selskabet på at udvide med potentielt 300 ekstra husstande.
- Nu skal vi lige have de sidste i Brårup med, men så er &GreenProject faktisk begyndt at regne på økonomien i, hvis Stenderup og Bjerre også kommer med. De ser på projektmateriale, beregner en takst og arranger nogle borgermøder derovre, hvor de kan tale om, om de kan se sig selv i det, fortæller formand for såvel Hornsyld Klimavarme som Koordinationsudvalget for Hornsyld og Omegn, Rasmus Ole Hansen til Horsens Folkeblad.
Han roser både borgerne og samarbejdet med & Green Project, der lavede beregningerne bag det nye anlæg. Derudover har samarbejdet med kommunen været rigtig godt.
Skriv kommentar