I 2035 skal fossil opvarmning være fortid i Danmark. Alligevel bliver der installeret tusindvis af gasfyr
LÆS I DAG: Sjællands grønne omstilling går i stå: "Giver panderynker". Industrigigant tilbyder lun løsning til fjernvarmeprojekt. 'Danmarks klimakommune' indgår aftale om 100 procent grøn energi i fjernvarmen inden 2030. Erstatter biomasse og naturgas med elektrificering til 300 millioner. ”Vi skal passe på, at vi ikke gør forbrugerne en bjørnetjeneste”.
Altinget.dk:
I 2035 skal fossil opvarmning være fortid i Danmark. Alligevel bliver der installeret tusindvis af gasfyr
På trods af at Danmark har et mål om at udfase fossil opvarmning i 2035, så blev der alene i 2023 installeret 3.833 nye gasfyr. Samlet over de seneste to år er der ifølge tal fra Sikkerhedsstyrelsen installeret over 8.000 nye gasfyr. Det fortæller Altinget.dk.
Tallene overrasker blandt andet Dansk Fjernvarme, fordi den gennemsnitlige levetid for et gasfyr er cirka 18,7 år. Det betyder altså, at de gasfyr, der er blevet installeret i 2023, i princippet først er brugt op i 2041.
Og hvis ikke der snart bliver fremlagt en mere præcis politisk plan for, hvordan man vil få danskerne væk fra gassen, frygter Dansk Fjernvarme, at de næste år vil byde på endnu flere nye gasfyr.
- Regeringen har fuldstændig sluppet grebet om, hvordan man vil nå målet, og i stedet falder det hele tilbage på borgernes frie valg. Og her holder danskerne fast i gasfyret, mens vi kæmper for at få dem over på fjernvarme, siger Søren Magnussen, der er seniorkonsulent hos Dansk Fjernvarme, og tilføjer:
- Vi hører på vandrørene, at man vil gå i gang med en mere konkret planlægning i 2026. Og der kan jeg jo ikke lade være med at tænke på alle de gasfyr, der kan nå at finde deres vej til danske hjem inden da.
Klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard dog fortsat optimistisk i sit svar til Altinget.dk.
- Rom blev ikke bygget på én dag – og udfasning af gasfyr i de danske hjem kan heller ikke klares med et snuptag, skriver han i en kommentar til Altinget og tilføjer:
- Flere milliarder er lagt i puljer til udfasning af olie- og gasfyr, og anbefalingerne fra vores NEKST-gruppe ’Farvel til gas i danske hjem’ er lige på trapperne.
*****
EnergiWatch:
Sjællands grønne omstilling går i stå: "Giver panderynker"
Udsigten til mindre og mindre havvind betyder, at østdanskerne er tvunget til at overveje, om de fortsat vil betale for, at der ikke skal være møller på land. Meldingen fra Green Power Denmark er, at det giver både færre jobs og højere elpriser, fremgår det EnergiWatch.
Problemet for østdanskerne er, at udbygningen af havvind øst for Storebælt praktisk talt er ikke-eksisterende, fordi åben-dør-projekterne falder på stribe, selv om der frem mod 2030 er behov 5.550 MW.
- Det giver panderynker og understreger, at vi lidt polemisk sagt har udsigt til en grøn omstilling i ubalance. Vi bliver nødt til at få tingene til at fungere også på Sjælland, for lige nu er modvinden massiv, konstaterer Green Power Denmarks direktør for VE-produktion, Thomas Aarestrup Jepsen, overfor EnergiWatch.
Myndighederne har ellers år efter år skruet op for forventningerne til udbygningen af havvind på Sjælland. Om end samtidig med at den ventede kapacitet er blevet skubbet i tid, efterhånden som projekter og udbud er blevet forsinket.
De mulige forsinkelser – eller fuldstændige fravær af udbygning – er ikke kun vigtig i forhold til de politiske klimamål. Det kan de også blive i forhold til f.eks. at efterleve EU’s krav for grøn brintproduktion.
- Det er svært at forudsige omfanget af PTX-produktion i Østdanmark. Men i virkeligheden er der anledning til at hejse det røde flag langt tidligere end den udfordring, siger Thomas Aarestrup Jepsen.
- For det handler også om risikoen for højere elpriser. Det kan både ramme den enkelte privatforbruger, men det kan i høj grad også få betydning for, hvor energitunge virksomheder vælger at placere sig fremover. Allerede nu er Sjælland ved at blive distanceret af Jylland, hvor der både opføres havvind, udlandsforbindelser og forhåbentlig snart et brintrør til Tyskland.
*****
Energy Supply:
Industrigigant tilbyder lun løsning til fjernvarmeprojekt
Hvis borgerne i Faxe Ladeplads siger ja til fjernvarme, kan det sagtens være lokalproduceret restvarme, som skal være med til at lune i radiatorerne. Restvarmen kan formentlig dække op mod 70 procent af fjernvarmen, fremgår det af Energy Supply.
Faxe Forsyning holdt forleden informationsmøde, og her kom det frem, at den lokale industrigigant Lhoist Faxe Kalk vil støtte op om fjernvarmeprojektet i byen ved at lade restvarme fra produktionen indgå i fjernvarmeforsyningen.
- Vi udvikler restvarme fra produktionen i industrikalkfabrikken, og den varme vil vi gerne på en eller anden måde spytte i kassen til det her fjernvarmeprojekt. Vi har hele vejen igennem snakket med Faxe Forsyning om at lave en fælles, bæredygtig løsning, siger Klaus Rønholt, plant manager og produktionsdirektør hos Lhoist Faxe Kalk, til Sjællandske Nyheder.
Faxe Forsyning skal 1. marts have opnået en tilkendegivelsesprocent på 75, før fjernvarmeprojektet kan realiseres.
*****
Klimamonitor:
'Danmarks klimakommune' indgår aftale om 100 procent grøn energi i fjernvarmen inden 2030
Med en ny partnerskabsaftale i hænderne forpligter fjernvarmeværkerne i Ringkøbing-Skjern Kommune sig til at overgå til 100 procent vedvarende energi inden udgangen af 2030. Det skriver Klimamonitor.
Partnerskabsaftalen blev godkendt på en byrådsmøde i januar. Og de nyeste tal for kommunen viser, at de allerede er oppe på 80,7 procent vedvarende energi som kilde til varme radiatorer og varmt vand i hanen.
Søren Elbæk, der er byrådsmedlem fra Socialdemokratier og formand for kommunens Erhvervs-, Klima- og Arbejdskraftudvalg, tror, at samarbejder som disse er vejen til de sidste 20 procent:
- Kommunen har nogle ambitiøse mål for reduktionerne af vores CO2-udledning, og gennem klimapartnerskabsaftalen her skal fjernvarmeværkerne og kommunen arbejde sammen for at nå målene bl.a. gennem en øget sektorkobling, hvor der f.eks. skal mere strøm fra vindmøller ind i varmeværkerne.
En vej til den sidste femtedel kan være overskudsvarme fra et planlagt PtX-anlæg i Stovstrup, Megaton. Her skal strøm fra vedvarende energikilder som sol og vind omdannes til brint, der skal bruges i for eksempel lastbils- og skibstrafikken.
*****
GridTech:
Erstatter biomasse og naturgas med elektrificering til 300 millioner
En ny elkedel, varmepumpe og akkumuleringstank skal sammen med ny transmissionsledning eliminere naturgassen og barbere en stor luns af biomasseforbruget hos Billund Varmeværk fra andet halvår af 2025. Det skriver GridTech.
Årsagen til planerne er, at Billund Varmeværks 6 MW fliskedel på sidste vers, ligesom de gaskedler med en samlet kapacitet på 24 MW ikke længere er tidssvarende klimamæssigt. Derfor skal der nyt materiel til, og det kommer til at koste i størrelsesordenen 300 millioner kroner.
I første omgang bliver den nye sammensætningen dog ikke helt uden biomasse, da man ved det kommende anlæg ved Rugmarken bibeholder byens eksisterende halmkedel på 12 MW sammen en elkedel på 15 MW.
Her skal de fremover flankeres af en 16 MW varmepumpe sammen med en ny elkedel på yderligere 30 MW. Dertil etableres også en akkumuleringstank på 10.000 kubikmeter, en ny administrationsbygning og en ny 14 MW transmissionsledning, der skal sikre bedre udnyttelse af varmen i fjernvarmenettet.
- Billund er inde i en rivende udvikling, som er drevet af byens store industrier, hvor flere og flere kommer til byen, samtidig med at vi konverterer borgere væk fra individuelle gaskedler og over på fjernvarmen. Det gør alt sammen, at der er pres på kedlerne hos os i et sådant omfang, at vi bliver nødt til at gøre noget for at møde efterspørgslen, ligesom vores eksisterende produktion nogle steder er ved at være tyndslidt, forklarer Jens Enevoldsen, direktør for Billund Varmeværk.
*****
Sjællandske:
”Vi skal passe på, at vi ikke gør forbrugerne en bjørnetjeneste”
Kalundborg Forsyning får nu et nye projektforslag sendt i høring. Forslaget vil – hvis det bliver gennemført – sikre fjernvarme til om 1.300 borgere og virksomheder, der i dag får varmen med gas. Det skriver Sjællandske.
Formanden for teknik- og miljøudvalget, Jakob Beck Jensen (V), udtalte på Kalundborg Kommunalbestyrelses seneste møde, at projektet vil være en samlet gevinst for samfundet, men at det bliver dyrt at etablere.
- Vi kommer ikke uden om, at det er en dyr periode, hvor vi skal ud at grave og lægge rør i jorden, så prisen kommer til at ligge i den høje ende af fjernvarmepriserne i Danmark, sagde han.
Netop omkostningerne er skyld i, at flere mindre byer ikke bliver omfattet af projektforslaget fra Kalundborg Forsyning. Hvis de skulle være med, ville det formentlig betyde, at fjernvarmeprisen vil blive blandt de dyreste i hele landet.
- Der er fra forsyningens side lavet undersøgelser af, om man kunne udvide projektet til at omfatte Sæby og Reerslev. De samlede omkostninger ville blive så store, at det betragtes som værende umuligt at gennemføre, sagde Karl-Åge Hornshøj Poulsen (V), der er formand for Kalundborg Forsynings bestyrelse.
Skriv kommentar