Gå til hovedindhold

Viborg varme fik ja til milliard-investering, der blandt andet skal sikre overskudsvarmen fra Apple

LÆS I DAG: Flertal siger nej til at fjerne omstridt motivationstarif. Bred opbakning til sammenlægning af fjernvarme. Stort fjernvarmeprojekt og gravearbejde blev pludselig droppet. Nannas fjernvarmeregning stiger 138 procent: - Det er voldsomt. Fristforlængelse i fjernvarme-beslutning. Forsyningstilsynet dumper praksis for affaldsgebyrer. Danskerne dropper grøn omstilling: »Katastrofal kurs« for varmepumper. Massiv statsstøtte fra Kina og USA har flyttet grøn industri ud af EU. Grønt lys til EU’s udtrædelse af traktat, der bremser grøn omstilling.

29. apr. 2024
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Viborg Stifts Folkeblad:
    Viborg varme fik ja til milliard-investering, der blandt andet skal sikre overskudsvarmen fra Apple

    Der var et flertal, der bakkede op om en milliard-investering på den nylige generalforsamling hos Viborg Varme, og det betyder, at der nu endelig kan komme gang i udnyttelsen af overskudsvarme fra Apple. Det skriver Viborg Stifts Folkeblad.

    Konkret blev der stemt om en samlet investeringspakke for de kommende år, og omkring en fjerdedel af de mange penge skal efter planen gå til at etablere den såkaldte energihub tæt ved Apple, og den skal blandt andet sikre, at de sidste mange års snak om overskudsvarme fra den amerikanske it-gigant rent faktisk kan realiseres til glæde for fjernvarmebrugerne.

    Der er dog en række ting, der skal være på plads, inden man kan gå i gang med projektet. Fx skal det såkaldte "prisloft på overskudsvarme" enten bortfalde eller ændres, så de faktiske omkostninger altid vil kunne indregnes i varmeprisen.

    Derudover skal kommunen give tilsagn om kommunegaranti for anlægssummen, ligesom de indkomne tilbud vedrørende selve etableringen skal holde sig indenfor rammerne af de økonomiske beregninger.

    Og så skal aftalerne vedrørende levering af overskudsvarme indeholde en garanti for, at "overskudsvarmen vedblivende stilles til rådighed vederlagsfrit", som det hedder.

    - Det er klart, at de fire forhold skal være i orden, inden vi foretager så stor en investering, men hvis de er det, så er jeg også overbevist om, at det vil være en investering til gavn for fjernvarmekunderne, siger direktøren for Viborg Varme, Morten Abildgaard.

    *****

    Fyens Stiftstidende:
    Flertal siger nej til at fjerne omstridt motivationstarif

    Midtfyns Energi fastholder også fremadrettet sin motivationstarif. Men på den årlige generalforsamling var der opbakning til ændringer i tariffen, som tilgodeser de forbrugere, der har svært ved at undgå ekstraregningen. Det melder Fyens Stiftstidende.

    På generalforsamlingen blev det oplyst, at der fra 1. januar 2025 indføres en ny model - en trappemodel, hvor der tages hensyn til den enkelte husstands fremløbstemperatur. Jo lavere fremløbstemperatur, jo færre grader skal vandet afkøles.

    I dag er det et fast krav, at vandet afkøles mindst 25 grader.

    - Det kan vi gøre nu, fordi vi har fået udskiftet alle målere. Så bliver tariffen differentieret efter ens gennemsnitlige fremløbstemperatur. Vi imødekommer ikke hele forslaget, som lå til generalforsamlingen, men ønsket om, at der kigges på fremløbstemperatur - det kommer vi til, siger direktør Karsten Godiksen og tilføjer.

    - Det kan så være, at vi rammer nogle, som vi ikke rammer i dag. For har man en meget høj fremløbstemperatur, så vil kravet til afkøling nok blive lidt højere end de 25 grader, der er i dag.

    Han opfordrer forbrugerne til at henvende sig til fjernvarmen, hvis man vil have råd, vejledning og yderligere oplysninger om motivationstariffen.

    *****

    JydskeVestkysten:
    Bred opbakning til sammenlægning af fjernvarme

    Billigere fjernvarme til forbrugerne og bedre muligheder for at skabe et grønt fjernvarmenet. Det er et par af gevinsterne ved at sammenlægge fjernvarmeselskabet i Broager med Sønderborg Fjernvarme - og bestyrelserne i begge selskaber har netop fået solid opbakning til at fortsætte drøftelserne om sammenlægning. Det skriver JydskeVestkysten.

    - Det giver os et rigtig godt udgangspunkt for det videre arbejde, udtaler Peer Monger, som er formand i Broager Fjernvarmeselskab, i en pressemeddelelse.

    Ud over en umiddelbar gevinst til forbrugerne vil en sammenlægning af selskaberne også give bedre muligheder for at sammenkoble og udbygge fjernvarmenettene i fremtiden og integrere overskudsvarme i fjernvarmesystemet.

    - Sønderborg Fjernvarme har tidligere gennemført sammenlægninger med henholdsvis Gråsten Fjernvarme og Augustenborg Fjernvarme. Det har givet os langt bedre muligheder for at løse de store opgaver, vi står overfor, og derfor er det oplagt at undersøge muligheden for en sammenlægning med Broager Fjernvarme også, udtaler Claus Plum, formand for Sønderborg Fjernvarme i en pressemeddelelse.

    *****

    JydskeVestkysten:
    Stort fjernvarmeprojekt og gravearbejde blev pludselig droppet

    Samarbejdet om en ny rørledning mellem Bramming og Esbjerg var kommet meget langt, da Bramming Fjernvarme valgte at stoppe det videre forløb med DIN Forsyning. Det viser sig nu, at prisen blev for høj for Bramming Fjernvarme, skriver JydskeVestkysten.

    I forbindelse med indkaldelsen til den kommende generalforsamling sidst i maj sætter bestyrelsen kroner og ører på:

    "Vi kom så langt i forhandlingerne, at der blev underskrevet en såkaldt HOT-aftale, og projektet med et transmissionsledning blev godkendt af Esbjerg Kommune. Det viste sig dog, at de lovede priser fra Din Forsyning ikke holdt, og at et standardhus i Bramming i gennemsnit ville komme til at koste cirka 6500 kroner mere årligt end i Esbjerg og Varde de næste 30 år," skriver bestyrelsen i beretningen.

    Den prisforskel kunne bestyrelsen ikke godkende, står der i beretningen.

    Derfor er forbrugerne i Bramming nu tilbage ved udgangspunktet, nemlig et varmeværk, der er opvarmet med naturgas.

    Bestyrelsen skriver dog, at de undersøger nye spor i samarbejde med et ingeniørfirma.

    *****

    TV2 Øst:
    Nannas fjernvarmeregning stiger 138 procent: - Det er voldsomt

    Over 2100 fjernvarmekunder i Haslev har fået sig en uventet ekstraregning, efter det andelsejede fjernvarmeværk har været ramt af flere problemer. Stigningen bliver ifølge TV2 Øst på 138 procent, og det rammer bl.a. Nanna Skovgaard Jessen, der er på overførselsindkomst.

    - Jeg aner ikke, hvor pengene skal komme fra, siger hun og tilføjer:

    - Det, der går igennem hovedet på mig, er, at vi skal aflyse sommerferien – det her får vi ikke råd til.

    Hos Haslev Fjernvarme mener driftsleder Allan Pedersen ikke, at man kunne forudse den nuværende situation.

    - Når man bliver ramt af sådan nogle uforudsete hændelser – midt om vinteren, hvor vi har allermest brug for varme – så gør det rigtig ondt.

    Han understreger, at halmværket hvert år undergår et større eftersyn.

    - Her laver vi alt det vedligehold, som vi skønner nødvendigt de næste 12 måneder.

    Uden halm er varmekilden gas, som er væsentlig dyrere.

    - Så vores varmeforbrugere har haft varme, men på en væsentlig dyrere måde, plus vi har brugt penge på reparationer, siger Allan Pedersen.

    *****

    Sjællandske:
    Fristforlængelse i fjernvarme-beslutning

    Den 1. juli 2024 er den nye frist, som borgerne i Gørlev og Kirke Helsinge har fået til at tage stilling til et kommende fjernvarmeprojekt med Kalundborg Forsyning. Beslutningen om at forlænge fristen kommer efter en erkendelse af, at borgerne i de to byer har brug for ekstra tid, fremgår det af Sjællandske.

    Indtil nu er der indsamlet omkring 800 hensigtserklæringer, men man skal længere op, hvis projektets skal fortsætte.

    Konkret har Kalundborg Forsyning nu bl.a. valgt at være tilstede flere steder i kommunen for at møde borgerne med viden og information, så det bliver nemmere at tage valget om at gå på fjernvarmen.

    Derudover har Kalundborg Forsyning også udviklet en prisberegner, hvor borgerne kan få en estimeret pris baseret på deres nuværende varmeforbrug.

    *****

    CleantechWatch:
    Forsyningstilsynet dumper praksis for affaldsgebyrer

    Forsyningstilsynet er langt fra tilfreds med den måde, som kommunerne og de kommunale affaldsselskaber fastsætter regler for affaldsgebyrer. Reglerne er, skriver CleantechWatch, uhensigtsmæssige og komplicerede, lyder det fra tilsynet i en ny rapport.

    Ifølge Carsten Smidt, direktør for Forsyningstilsynet, er det nødvendigt med en ændring samt præcisering af reglerne på området.

    - Det er der behov for at rette op på, hvis vi skal sikre gennemsigtighed, ensartethed og omkostningsægthed, som er afgørende for at vores tilsyn fører til størst mulig gavn for forbrugerne, lyder det fra Carsten Smidt i en pressemeddelelse.

    Rapporten er en del af den politiske aftale om affaldsbekendtgørelsen fra 2020. Aftalen har blandt andet tilvejebragt sortering i ti fraktioner, der efter flere års forsinkelser først ventes at være helt på plads næste år. Målet i 2020 var, at prisstigninger som følge af en fordyret indsamling af flere fraktioner skulle opvejes af en række besparelser.

    Siden har det vist sig, at affaldsgebyret flere steder i landet er vokset med mere end 1000 kr., konkluderede Energistyrelsen sidste år efter at have gransket udviklingen i de kommunale affaldsgebyrer fra 2019 til 2021.

    Det er Forsyningstilsynets mål, at anden delrapport om landets affaldsgebyrer, der ventes offentliggjort senere i 2024, skal udmunde i konkrete ændringsforslag, som også kan sætte skub i en effektivisering af affaldssektoren. Det skal blandt andet sikres med konkrete redskaber til kommunernes gebyrberegningsmodeller, skriver tilsynet.

    *****

    Ingeniøren.dk:
    Danskerne dropper grøn omstilling: »Katastrofal kurs« for varmepumper

    Installatører kunne næsten ikke følge med efterspørgslen på varmepumper, da Putin sendte sin hær ind i Ukraine for over to år siden. De følgende måneder blev installatører kimet ned – men siden da er telefonerne blevet stille i takt med et fald i gaspriserne.

    Salget af varmepumper faldt i 2023 med cirka 39 procent, og tendensen holder ved i 2024, og ifølge Ingeniøren.dk får det bl.a. Tekniq Arbejdsgiverne til at tale om en katastrofal udvikling for den grønne omstilling af boligopvarmningen.

    Troels Blicher Danielsen, adm. direktør i Tekniq Arbejdsgiverne, peger på, at nedgangen i salg og installationer ikke kun kan tilskrives faldet i gaspriserne.

    - Det er nødvendigt, at politikerne og myndighederne forstår, at de med tilskudsordningerne har utrolig stor betydning for udviklingen i markedet for varmepumper, siger han i en pressemeddelelse, hvor Tekniq Arbejdsgiverne langer ud efter støtteordningerne, der har været udsat for politisk indblanding.

    - De (politikere og myndigheder, red.) er nødt til at sætte puljerne fri og gentænke hele systemet for, hvordan man kan holde dampen oppe på den grønne omstilling, siger Troels Blicher Danielsen.

    Konkret foreslår organisationen, at man holder puljerne åbne for ansøgninger hele året i modsætning til nu og tidligere, hvor puljerne har haft en mere begrænset ”åbningstid”.

    *****

    Klimamonitor:
    Massiv statsstøtte fra Kina og USA har flyttet grøn industri ud af EU

    EU-Parlamentet vedtager Net-Zero Industry Act, der skal sikre, at EU får den grønne industri tilbage på egen jord, så den kan være med til at levere 40 procent af den fremtidige grønne teknologi. Det skriver Klimamonitor.

    Net-Zero Industry Act sætter mål op for den grønne industri i Europa.Det skal primært ske ved at accelerere besværlige tilladelsesprocedurer og beskytte lokale virksomheder mod ’unfair’ udenlandsk konkurrence. Det vil i praksis sige konkurrence fra statsstøttede kinesiske og amerikanske virksomheder.

    - EU er ved at vågne op fra sin tornerosesøvn og har set, at vi bliver nødt til at agere i forhold til den benhårde statsstøttede konkurrence fra især Kina og USA, siger Jan Hylleberg, der er viceadministrerende direktør i Green Power Denmark.

    Også Dansk Industri ser et stort behov for handling. De europæiske virksomheder står i dag i en situation, man ikke kunne have forestillet sig for bare et par år siden, siger Rikke Wettendorff Nørgaard, der er Europapolitisk chef i DI.

    - Virksomhedernes konkurrenceevne er truet, og det kræver fælles EU-løsninger, der sikrer, at de kan konkurrere på lige vilkår, siger hun til Klimamonitor.

    *****

    GridTech:
    Grønt lys til EU’s udtrædelse af traktat, der bremser grøn omstilling

    Europa-Parlamentet giver grønt lys til, at EU kan trække sig ud af Energichartertraktaten (ECT), der beskytter investeringer i fossile brændstoffer. Det skriver GridTech, der bl.a. kan fortælle, at traktaten længe har været kontroversiel, fordi lande kan blive sagsøgt for at forringe virksomheders energiinvesteringer – herunder også i fossile brændstoffer - i forbindelse med den grønne omstilling.

    Det skal der sættes en stopper for, og onsdag godkendte Europa-Parlamentet, at EU som helhed kan følge i hælene på en række EU-lande og trække sig fra ECT, som foreslået af EU-Kommissionen i juli 2023.

    - ECT er et af de værste eksempler på en struktur, der binder os til gamle, forældede mønstre, sagde Anna Cavazzini, tysk medlem af De Grønne og chefforhandler, da MEP’erne debatterede beslutningen tirsdag aften, der nu kun mangler EU-landenes endelige stempel.

    I februar gjorde den danske regering det klart i et beslutningsforslag, at de ønsker, at Danmark træder ud. Ifølge EU’s energikommissær Kadri Simson, er Italien, Frankrig, Tyskland og Polen allerede trådt ud, mens Luxembourg, Portugal og Slovenien også er på vej ud.

    For de EU-lande, der vælger at forblive en del af ECT, sagde Kadri Simson under debatten tirsdag, at EU-Kommissionen vil tage initiativ til at diskutere vilkårene for deres fortsatte deltagelse i en moderniseret aftale.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...