Ole takker nej til klimavenlig fjernvarme
LÆS I DAG: Fjernvarmechef kalder Odsherred-sag ”en helt ekstraordinær situation”. Bank kan ende som ejer af forsyning ved konkurs: "Det er meget absurd". Formand er lettet over at undgå konkursbegæring. Tjæreborg Industri har tocifret millionbeløb i klemme hos Odsherred Forsyning.
DR Nyheder:
Ole takker nej til klimavenlig fjernvarme
Ole Lauridsen er en af 400 boligejere i Grejs og nabobyen Hornstrup, der for nylig fik et tilbud om fjernvarme. Den samlede pris blev på 120.000 kroner – og det blev for meget for Ole Lauridsen og hovedparten af borgerne – de takkede nej tak og dermed kommer der ingen fjernvarme til de to små byer.
- Interessen for fjernvarme er der. Det er bare prisen, der er noget galt med, siger Ole Lauridsen til DR Nyheder, der fortæller, at borgerne i Grejs og Hornstrup langt fra er de eneste, der vælger at holde fast i gas til boligopvarmning.
Det skal ses i lyset af, at regeringen og Folketinget tilbage i 2022, da energikrisen toppede, lagde op til, at gas skal ud af opvarmningen. Men det ser ikke ud til helt at lykkes, og i Dansk Fjernvarme mener direktør Kim Mortensen slet ikke, at regeringen gør nok for at hjælpe udrulningen af fjernvarme på vej.
- Det er problematisk, at man har stillet borgerne udrulning af fjernvarme i udsigt, når det ikke sker. Hvilken løsning vælger borgerne så? De bliver på naturgassen, siger han.
Derfor efterlyser Dansk Fjernvarme en mere håndfast politik og efterlyser en konkret slutdato for brug af gas til opvarmning. Derudover vil de også have en endelig slutdato for salg af nye gasfyr.
- Der kommer meget uklare signaler fra Christiansborg og fra ministeren om, hvor vigtigt det her er. Det tror jeg har fået befolkningen til at sige, at det nok ikke er så vigtigt, siger Kim Mortensen.
*****
CleantechWatch:
Fjernvarmechef kalder Odsherred-sag ”en helt ekstraordinær situation”
Politisk chef i Dansk Fjernvarme, Rune Moesgaard, mener, at der med rekonstruktionssagen i Odsherred – der omfatter såvel Odsherred Forsyning som Odsherred Varme - er tale om en både uset og dybt ulykkelig sag. Det skriver CleantechWatch.
Men om sagen kan ende med at få konsekvenser bredere i branchen er dog endnu for tidligt at spå om, mener den politiske chef.
- Man kan selvfølgelig frygte mange ting. Men det vil komme helt an på, hvad redegørelsen og udlægningen af sagen viser. Det er svært at sige noget mere konkret, før vi ved, hvad der er sket, siger han ifølge CleantechWatch.
Om Odsherred-sagen skaber en frygt ude i branchen for, at banker bliver mere tilbageholdende med at låne penge ud til fjernvarmeudrulning, er endnu for tidligt at sige noget om, mener Rune Moesgaard. Det kommer an på udfaldet i de igangværende undersøgelser i sagen, siger han.
- Som udgangspunkt har jeg ikke nogen grund til at tro, at kreditinstitutterne generelt skulle blive mere bekymrede for det (udlån til fjernvarmeudrulning, red.).
Der er i øjeblikket flere advokatundersøgelser i gang om Odsherred Forsynings økonomiske kvaler. De er bestilt af både kommunen og forsyningsselskabet selv.
*****
CleantechWatch:
Bank kan ende som ejer af forsyning ved konkurs: "Det er meget absurd"
Professor i økonomistyring på Aalborg Universitet Per Nikolaj Bukh vurderer det for sandsynligt, at Nordea kan ende med at overtage Odsherred Forsynings aktiver som følge af fjernvarmesagen. Det beretter CleantechWatch.
- Når det kommer til stykket, og moderselskabet Odsherred Forsyning A/S går konkurs, så vil Nordea sådan set kunne sætte sig på det hele. Det er en meget underlig situation, men det kan være en af konsekvenserne. Det er meget absurd, siger Per Nikolaj Bukh til CleantechWatch.
Han tilføjer, at havde der ikke været tale om et kommunalt ejet selskab, så ville Nordea for længst have krævet moderselskabet konkurs.
- Hvis banken lånte en halv mia. kr. til et andet selskab, hvor moderselskabet hæftede, og ingen af dem betalte, så ville banken sætte sig på hele skidtet, siger han.
Derfor ser professoren da også en konkurs som det mest sandsynlige scenarie.
- Jeg vil tro, at det ender i konkurs. Det er de samme parter med de samme synspunkter, så der er en god mulighed for, at de stadig ikke kan blive enige.
*****
CleantechWatch:
Formand er lettet over at undgå konkursbegæring
Selv om Odsherred Forsyning og Odsherred Varme slap for det værste, og reelt frygtede et scenarie i form af en konkursbegæring, er det ganske alvorligt, at moderselskabet nu er endt i såkaldt rekonstruktion. Sådan lyder det fra bestyrelsesformand Susan Münster, skriver CleantechWatch.
- Vi er meget lettede over, at det ikke endte i en konkursbegæring. Men der er ikke noget fortilfælde i Danmark, at en kommunalejet forsyning havner, hvor vi er havnet, siger Susan Münster til CleantechWatch.
Sammen med forsyningsselskabets adm. direktør, Pernille Ingildsen, deltog hun selv i et møde ved Skifteretten i Holbæk fredag, hvor Odsherred Forsyning gik i rekonstruktion og dermed skal forsøge at strikke en økonomisk redningsplan sammen for forsyningskoncernen.
Her kæmpede duoen sammen med forsyningskoncernens advokater for at holde moderselskabet Odsherred Forsyning A/S skadesfri i den bredt omdiskuterede fjernvarmesag, der siden årsskiftet har holdt datterselskabet Odsherred Varme i et økonomisk jerngreb.
Susan Münster fortæller, at Odsherred Forsyning fredag forsøgte at få erklæret selvskyldnerkautionen ugyldig, da den strider mod forsyningskoncernens vedtægter.
- Udfordringen er, at der er en selvskyldnerkaution, som ikke har været forelagt bestyrelsen i Odsherred Forsyning, før den bliver indgået. Det skulle den have været. Vi lavede en indsigelse i retten. Men i og med, at to tegningsberettigede har skrevet under, så er den gældende, forklarer Susan Münster.
*****
Energy Supply:
Tjæreborg Industri har tocifret millionbeløb i klemme hos Odsherred Forsyning
Siden foråret har Tjæreborg Industri kæmpet med at få betaling for de to varmeværker, selskabet har leveret til Odsherred Forsyning. De to varmeværker - i henholdsvis Fårevejle og Asnæs - skal levere fjernvarme til de mange konverterede gaskunder, skriver Energy Supply.
- Varmeværket i Fårevejle er afleveret, i drift og fungerer. Vi har så bare ikke fået alle vores penge. Og det er noget utilfredsstillende, fortæller salgs- og projektchef Leif Hornbak til Energy Supply.
Ifølge ham har Tjæreborg Industri over 10 mio. kr. til gode hos Odsherred Forsyning.
- Vi har aldrig prøvet noget lignende. Jeg har arbejdet i branchen i 39 år og har aldrig været udsat for, at en kommunalt ejet virksomhed ikke kan betale, siger Leif Hornbak.
Mens værket i Fårevejle er overleveret, måtte Tjæreborg stoppe arbejdet på Asnæs Varmeværk i april, da forsyningen meldte ud, at alt anlægsarbejde skulle indstilles øjeblikkeligt.
Det skete, selvom værket ifølge Leif Hornbak er "mere end 90 procent færdig". De fire luft til vand-varmepumper på hver 1,8 MW fra Fenagy står og samler støv i bygningen.
Skriv kommentar