Prisloft for varmekunder har været 863 dage undervejs
LÆS I DAG: Aalborgs fjernvarme får et grønt løft med overskudsvarme fra PtX-anlæg. Verdens største havvandsvarmepumpe i gang i Esbjerg. Efter 14 år: Grønt lys til havmøllepark i Lillebælt. Total vil overtage hovedparten af milliarddyr havvindpark i Lillebælt. Håb om billigere fjernvarme fastholder borgere der har sagt nej. Varmepriserne i Kolding Kommune er blandt de højeste i landet.
Jyllands-Posten:
Prisloft for varmekunder har været 863 dage undervejs
I juni 2022 blev et politisk flertal enige om, at et »prisloft på fjernvarme skal sikre danskerne rimelige varmepriser«.
Efter 863 dage har en politisk aftale om et forbrugerprisloft gældende for landets 1,8 mio. fjernvarmekunder endelig fundet vej til Folketingssalen. Her blev det 1. behandlet onsdag i denne uge, og navnlig Dansk Fjernvarme er kritisk overfor lovforslaget, skriver Jyllands-Posten.
Brancheorganisationen peger bl.a. på, at lovforslaget – hvis det vedtages i sin nuværende form – kan hæmme udrulningen af fjernvarme, så udfasningen af gas i boligopvarmning kan gå langsommere. I det hele taget oplever Dansk Fjernvarme, at der ikke er lyttet meget til kritikken.
- Det virker, som om at man er meget låst i forhold til de tanker, der ligger bag forslaget, siger Kim Mortensen, der er direktør i Dansk Fjernvarme.
Som udgangspunkt har Kim Mortensen ikke noget imod et prisloft, der skal medvirke til at sætte fokus på landets dyreste fjernvarmeværker og derigennem hjælpe varmekunder med udsigt til varigt at hænge på en dyr fjernvarmeregning.
- Men dels skal prisloftet være retvisende og målrettet de 10-15 dyreste selskaber, der konstant kæmper med en høj varmepris, og dels er man nødt til politisk at forhold sig til, at de nye regler risikerer at skubbe de dyreste værker ud i en konkurs, mener Kim Mortensen.
Omvendt mener klima- og energiminister Lars Aagaard, at de nye regler vil skabe gennemsigtighed for fjernvarmekunderne.
- Den politiske aftale er meget klar om, at der skal indføres et prisloft, og at varmekunderne skal kunne vælge en anden varmekilde, hvis det ikke overholdes. Det er også det, der ligger i lovforslaget, og det sikrer en større forbrugerbeskyttelse og bedre forbrugeroplysning, end vi har i dag, slog Lars Aagaard sidste måned fast i en mail til Jyllands-Posten.
*****
GridTech:
Aalborgs fjernvarme får et grønt løft med overskudsvarme fra PtX-anlæg
Aalborg Forsyning vil udnytte overskudsvarmen fra et nyt Power-to-X-anlæg, der skal producere bæredygtigt flybrændstof. Der bliver tale om fossil-fri overskudsvarme, men som det er nu, vil udnyttelsen fortsat været usikker på grund af prisloftet på overskudsvarme, fremgår det af GridTech.
- I dag får vi overskudsvarme fra affaldsforbrændingen på Nordværk. Det er også Nordværk, der skal levere CO2 til anlægget. Derfor skal carbon capture-anlægget bygges i tilslutning til Nordværks produktion, forklarer direktør Søren Gais Kjeldsen til GridTech.
Direktøren i forsyningsselskabet fortæller, at der kan vindes varme ind fra tre steder i processen og ud i fjernvarmerørene. Det kan komme fra selve elektrolyse-processen, når flybrændstoffet bliver produceret ud fra brint og CO2, og – som det sidste – fra et CCS-anlæg, der indsamler CO2 fra forbrændingsanlægget i nærheden.
Men selv om der altså er tegn på, at Aalborg Forsyning til gavn for varmebrugerne kan hente store mængder overskudsvarme i fremtiden, så er der et alvorligt benspænd: Prisloftet på overskudsvarme, der sætter en grænse for, hvor meget varmen kan sælges videre for.
- Hvis det er lavtemperatur, skal vi bruge strøm for at hæve temperaturen, og her er der en risiko, fordi elprisen kører op og ned. Hvis elprisen er for høj, risikerer vi at komme over prisloftet, og så står vi med en regning, der kan blive et problem, forklarer Jens Christian Nielsen fra Dansk Fjernvarme.
*****
JydskeVestkysten:
Verdens største havvandsvarmepumpe i gang i Esbjerg
Torsdag var det endelig så vidt: DIN Forsyning kunne på havnen i Esbjerg omsider tænde for verdens indtil videre største CO2-baserede havvandsvarmepumpe. Der er endnu en havvandsvarmepumpe på vej, og når de begge er i drift, er DIN Forsyning godt på vej mod en fossilfri fremtid, fremgår det af JydskeVestkysten.
- Det er en milepæl, som vi har set frem til længe. Nu får alle vores kunder fjernvarme fra Vesterhavet. Det er en banebrydende begivenhed for Din Forsyning, men også for klimaet. En verdenspremiere, lyder det fra direktør for Din Forsyning, Helle Damm-Henrichsen.
Siden 2018 har Din Forsyning arbejdet på det storstilede varmeproduktionsanlæg kaldet Fremtidens Fjernvarme i Esbjerg. Et anlæg, der består af flere komponenter og med tiden skal gøre varmeforsyningen grøn for 26.000 varmekunder i Esbjerg og Varde kommuner samt på Fanø.
Fordi Esbjerg ligger geografisk ud til havet, er det oplagt at bruge havets energi med en havvandsvarmepumpe. Teknologien er ikke ulig en jordvarmepumpe, der også trækker varmen ud, forstærker den og giver varme til en enkelt husstand. Her trækker systemet varmen ud af vandet og varmer fjernvarmevandet op til den temperatur, der er nødvendig for kunderne.
Din Forsynings formand, Kurt Bjerrum, var meget lettet, da pumpen tog over torsdag.
- Det er en fantastisk dag, hvor et projekt med rigtig meget modgang nu kan levere varme fra en af grundpillerne i Fremtidens Fjernvarme, siger han glad.
*****
Energy Supply:
Efter 14 år: Grønt lys til havmøllepark i Lillebælt
Energistyrelsen har med en etableringstilladels netop givet grønt lys til havvindmølleprojektet Lillebælt Syd. Tilladelsen kommer efter en proces, der har varer over 14 år, og det vækker derfor glæde hos bagmændene, skriver Energy Supply.
- Det er med glæde og en vis stolthed, at vi i dag står med etableringstilladelsen til Lillebælt Syd Vindmøllepark. Det har vi kæmpet og arbejdet for i mange år. Flere gange med en fornemmelse af, at målstregen blev flyttet i takt med, at nye regler kom til eller udviklingen i vindmølleindustrien gik stærkt, udtaler Tom Hartvig Nielsen, formand for Lillebælt Vind A/S, i en pressemeddelelse.
Det er Sonfor – det lokale forsyningsselskab i Sønderborg - og European Energy A/S, der står bag projektet – ligesom den franske energigigant, Total Energies, senere på året forventes at overtage aktiemajoriteten i Lillebælt Vind A/S.
I etableringstilladelsen fra Energistyrelsen stilles en række vilkår af hensyn til det marine miljø. Der stilles bl.a. vilkår til håndtering af flagermus og marsvin, som begge påvirkes af havvindmøller, ligesom vindmøllerne skal stoppe eller rotere langsomt efter solnedgang, når det blæser under 6 m/s, i perioden 1. april til 31. oktober.
*****
EnergiWatch:
Total vil overtage hovedparten af milliarddyr havvindpark i Lillebælt
Kort efter at European Energy indleder opbygningen af Lillebælt Syd sammen med Sonfor, så rykker det fransk-baserede energiselskab Total Energies ind som hovedejer. Projektet vurderes at være milliarder værd, fremgår det af EnergiWatch.
Oprindeligt er det European Energy og det sønderjyske energiselskab Sonfor, der har stået bag projektet Lillebælt Vind A/S. Forudsat at salgsplanerne holder vand, så køber Total Energies sig til aktiemajoriteten på 72,25 pct. i vindparken. Derefter ejer Sonfor 15 pct. og European Energy 12,75 pct.
Ifølge formand for Sonfor, Ellen Trane Nørby, er der i runde tal tale om et projekt til mellem fire og fem mia. kr., og derfor har det for den lokale forsyning været vigtigt at få nogle stærke økonomiske partnere med i projektet, der kan balancere risikoen.
- Vi mener, at vi skal have lokalt ejerskab og udvikle og drive projektet, men vi skal ikke løbe den fulde økonomiske risiko på forbrugernes vegne. Derudover er det vores første vindmøllepark, vi har ikke prøvet det før, og det er et kæmpe projekt for os, så de (European Energy og Total Energies red.) tilføjer også uvurderlig viden og kompetencer, siger Ellen Trane Nørby til EnergiWatch.
*****
Sjællandske:
Håb om billigere fjernvarme fastholder borgere der har sagt nej
I Næstved Kommune bliver over 1900 varmekunder fastholdt som potentielle fjernvarmekunder, selv om langt de fleste har fravalgt den kollektive varmeforsyning, som var langt fra at nå i mål med de fornødne 60 procent i tilslutning. Det skriver Sjællandske.
Nu har politikerne i Klima-, Miljø- og Friluftsturismeudvalget behandlet sagen, hvor et enigt udvalg har afgjort, at kun et enkelt område, Gartnervej, Kalbyrisvej og Militærsvinget, der i alt tæller 217 boliger, endegyldigt tilbagerulles som fjernvarmeområde.
Det betyder, at syv andre bydele med tilsammen 1.910 boliger bliver fastholdt som fjernvarmeområder mindst ét år endnu.
Ifølge udvalgsformand Rune Kristensen (K), at der nu tegner sig et begrundet håb om billigere fjernvarme i fremtiden. Derfor skal de bydele, som i første omgang har fravalgt varmen, have en chance for endnu et udbud, hvis tilslutningsprisen falder og varmen bliver billigere.
- For os er der ingen tvivl om, at fjernvarmen er og bliver den bedste og mest klimavenlige løsning. Derfor fastholder vi områderne som potentielle varmeområder i et år endnu, for at se om der er mulighed for at give borgerne billigere varme og en lavere tilslutningspris i fremtiden, siger Rune Kristensen.
*****
Kolding Netavis.dk:
Varmepriserne i Kolding Kommune er blandt de højeste i landet
I Kolding Kommune ligger fjernvarmeprisen over landsgennemsnittet, hvilket gør det særligt relevant at overveje energiforbedringer i hjemmet. Det skriver Kolding Netavis.dk på baggrund af den seneste statistik over fjernvarmepriser Forsyningstilsynet.
Forsyningstilsynet opgør gennemsnitsprisen for at opvarme et standardhus om året til 15.971 kroner. I Kolding har fjernvarmekunderne det seneste år i gennemsnit måtte betale 17.465 kroner for sin varmeregning.
Det placerer fjernvarmepriserne i kommunen over landsgennemsnittet. Derved kan der være en større økonomisk gevinst at hente ved energioptimerende tiltag for boligejere, der er bosat i Kolding Kommune:
- Den lokale varmepris kan være en afgørende faktor, når du overvejer, om det er tid til at energirenovere boligen. Bor du i et område med høje varmepriser, kan det i mange tilfælde være en rigtig god investering at prioritere energirenovering. Ikke alene kan du reducere din varmeregning markant, da du undgår større varmeudslip. Men du kan også forbedre boligens komfort og værdi, hvis du prioriterer mere energieffektive løsninger, fortæller Anders Christensen fra AC Byg ApS i en pressemeddelelse.
Skriv kommentar