Sønderborg Varme og Thisted Varmeforsyning teamer op med Carbon Clean og søger om CCS-milliarder
LÆS I DAG:
Hofor: Derfor giver det mening at udfase klimaneutral energi.
Massive forsinkelser og prisstigninger i elnettet koster danskerne milliarder.
Det skal en kommunal lånegaranti på 100 millioner bruges til.
Fjernvarmekunder går i krig mod kæmpestore prisstigninger.
E.ON har solgt dansk geotermiselskab fra.
Hemmelige emails afslører betændt strid om Novo-finansierede atomkraft-rapporter.
Virksomheder er klar til at genoplive Tysklands atomkraftværker på under fem år.
EnergiWatch:
Sønderborg Varme og Thisted Varmeforsyning teamer op med Carbon Clean og søger om CCS-milliarder
Carbon Clean har indgået en aftale med Sønderborg Varme og Thisted Varmeforsyning og er dermed partner i hele to projekter, der har søgt om at blive prækvalificeret til det senere udbud på den milliardstore CCS-pulje. Det skriver EnergiWatch.
I Sønderborg skal man undersøge mulighederne for CO2-fangst på det lokale kraftvarmeværk og flisanlæg, mens man i Thisted vil tage skridtet videre fra deres CO2-fangst projekt fra 2021 og fange CO2 på deres kraftvarmeværk.
Selv oplyser Sønderborg Varme i en meddelelse, at projektet stadig er i en tidlig fase, og at ”meget skal afklares”, men samarbejdspartnerne er enige om, at Sønderborg er det rette sted at undersøge mulighederne for CCS, da rammerne for projektet er til stede og ikke mindst viljen hos de involverede parter.
Hos Thisted Varmeforsyning fortæller bestyrelsesformanden, Thomas Kristensen, at selskabet er stolte af at være en del af dette konsortium.
- Vi har arbejdet med CO2-fangst i årevis og har fundet de bedst mulige partnere til at hjælpe os med at realisere vores ambitioner. Vi var det første danske affaldsforbrændingsanlæg, der installerede og drev et pilotprojekt om CO2-fangst, og nu kan vi være blandt de første til at gå i fuld skala, udtaler han.
*****
Altinget.dk:
Hofor: Derfor giver det mening at udfase klimaneutral energi
Hofor går nu i rette med de eksperter, der har kritiseret Københavns Kommunes planer om at udfase biomassen. Det kommer nemlig ikke til at koste de københavnske fjernvarmebrugere en prisstigning, hvis det sker, fremgår det af Altinget.dk.
Alternativet til biomasse er ifølge Hofor store kollektive varmepumper, og her peger alt på – ifølge Hofor – at de rent faktisk er mere effektive end fx biomasse.
- Varmeforsyningsloven siger, at man kun må lave det, der er billigst. Og lige nu er det varmepumper, der er mest effektive at putte ind i systemet. Og det er sådan med varmepumperne, at de alt andet end lige reducerer varmeprisen, over den årrække, de er der, forklarer Hofors strategidirektør Charlotte Søndergren til Altinget.dk.
Samtidig mener Hofor, at det vil være en god idé at elektrificere yderligere på deres varmeproduktion af hensyn til fleksibiliteten, så man undgår at være for afhængig af en eller få varmekilder.
- Efter vi i 2019 etablerede en ny kraftværksblok på Amagerværket, er vi blevet ret afhængige af biomasse. Det kunne vi godt tænke os at gøre noget ved, siger Charlotte Søndergren.
*****
Finans.dk:
Massive forsinkelser og prisstigninger i elnettet koster danskerne milliarder
Energinet erkender nu, at der ikke alene er tale om forsinkelser på en lang række projekter om udbygning af elnettet. Det medfører også en ekstraregning, der ifølge Finans.dk løber op i 3,6 mia. kroner.
Den ekstra regning skyldes bl.a. fordyrelser af komponenter, og det skulle have været en del af kommunikationen i den pressemeddelelse, som Energinet havde gjort klar i sommeren 2024, men som blev stoppet efter møder med Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet.
- Vi kunne godt have været mere klare om omkostningerne, der blev identificeret i replanlægningsarbejdet. Jeg ved simpelthen ikke, hvorfor det ikke har fremgået tydeligere, siger direktør i Energinet Søren Dupont Kristensen til Finans.dk.
Projekterne, der er blevet udskudt, skulle blandt andet få ny sol- og vindenergi ud til danske virksomheder og husholdninger.
Flere medlemmer af Folketinget har bebudet et ønske om enten at give Lars Aagaard en næse eller vælte ham som minister på grund af sagen. Lars Aagaard er indkaldt i samråd den 9. april.
*****
JydskeVestkysten:
Det skal en kommunal lånegaranti på 100 millioner bruges til
Økonomiudvalget i Esbjerg Kommune har en kommunegaranti på lige under 100 mio. kroner til Bramming Fjernvarme. Garantien skal bruges til at etablere en elektrisk drevet luft til vand-varmepumpe på 6 megawatt, fremgår det af JydskeVestkysten.
Der er tale om et 20-årigt fast forrentet lån, som Bramming Fjernvarme optager hos Kommunekredit. Det er forventningen, at den store varmepumpe vil kunne dække halvdelen af det fremtidige behov for varme i Bramming.
Dertil kommer en investering i to nye gasmotorer, der skal erstatte varmeværkets største, nuværende gasmotor, som er udslidt og ikke tilstrækkelig fleksibel, når det gælder hurtig start og stop. De nye motorer skal producere elektricitet, når elprisen er høj, så elektriciteten kan sælges på markedet til en god pris.
Når gasmotorerne kører, producerer de også varme, og det kan lagres i varmeværkets to store tanke, men der er brug for en tredje tank, som skal rumme op til 3.000 kubikmeter varmt vand. Vand, som så kan sendes ud i fjernvarmesystemet, når energiprisen er høj.
Det er planen, at arbejdet går i gang i løbet af i år, og at det skal være afsluttet i løbet af 2026.
*****
TV2 Øst:
Fjernvarmekunder går i krig mod kæmpestore prisstigninger
Fair Varme Odsherred er kommet forrygende fra land som en forening, der samler utilfredse fjernvarmekunder hos Odsherred Varme. De har blæst til kamp mod såvel varmeforsyningen som storkreditoren, Nordea, fremgår det af TV 2 Øst.
Foreningen blev stiftet for få uger siden og har allerede fået flere end 500 medlemmer.
- Vi skal først og fremmest prøve det juridisk, siger Pernille Sydow Wohlfahrt, der er formand for den nystiftede borgerdrevne forening Fair Fjernvarme Odsherred.
- Hvis det viser sig, at det her er lovligt og inden for rammerne af fjernvarmeloven og forsyningsloven, så er der noget galt med lovgivningen. Så skal vi videre til det politiske aspekt og få loven lavet om. For det her er simpelthen ikke rimeligt, slår Pernille Sydow Wohlfahrt fast.
Hun fortæller videre, at de nu arbejder på at få advokatbistand, og at foreningen har gjort indsigelse mod beslutningen om kraftige prisstigninger på varmen. Dernæst er det tanken at rette henvendelse til Energiklagenævnet.
Fair Fjernvarme Odsherred holder et nyt infomøde onsdag 2. april i Vallekilde-Hørve Fritidscenter.
*****
EnergiWatch:
Eon har solgt dansk geotermiselskab fra
Den tyske energigigant E.ON har frasolgt sin dominerende ejerandel i det danske geotermiselskab, Geoops, men selskabet fortsætter arbejdet for den tyske gigant, for det tyske marked er gunstigt, siger direktøren ifølge EnergiWatch.
Geoops er nu ejet af de oprindelige ejere alene i form af danske Ross Energy samt Iceland Drilling.
Eons ejerskab var tidligere begrundet i, at det tyske selskab ville have en andel i de kommende københavnske geotermiprojekter. Det er i stedet tilfaldet Innargi at stå for udviklingen af geotermi i det storkøbenhavnske område.
Nu er planen for selskabet at blive en rådgiver for geotermiprojekter mere end et selskab, der står for hele projektet og dertilhørende finansiering. Den rolle står Innargi med i dag, vurderer Lars Andersen, der er direktør for Geoops.
*****
Finans.dk:
Hemmelige emails afslører betændt strid om Novo-finansierede atomkraft-rapporter
En topforsker kritiserer nu åbent nye analyser fra Erhvervslivets Tænketank for at favorisere atomkraft i en direkte prissammenligning med vedvarende energi. Og ifølge Finans.dk falder det tilbage på Novo Nordisk Fonden, der poster penge i analysen.
Finans.dk er således i besiddelse af en række mails fra førende forskere, der overfor tænketanken har påpeget faktuelle fejl og metodemæssige problemstillinger i deres analyse af pro et contra omkring atomkraft og vedvarende energi.
En af dem er Jakob Zinck Thellufsen, der forsker i energisystemer på Aalborg Universitet.
- De maler et potentielt skræmmebillede af vedvarende energi, og så får de atomkraft til at fremstå meget positivt, siger Jakob Zinck Thellufsen,
Finans.dk skriver videre, at analyserne er finansieret af Danmarks rigeste erhvervsdrivende fond, Novo Nordisk Fonden, hvor bestyrelsesformand Lars Rebien Sørensen er stor fortaler for atomkraft.
Novo-fonden oplyser dog til Finans.dk, at tænketanken har fået helt frie rammer til at undersøge mulighederne for at etablere atomkraft i Danmark.
*****
Ingeniøren.dk:
Virksomheder er klar til at genoplive Tysklands atomkraftværker på under fem år
To virksomheder – den ene fransk, den anden amerikansk – melder nu ud, at de på ganske få år vil være i stand til at ”genoplive” seks ellers nedlukkede atomkraftværker i Tyskland. Det skal ifølge Die Welt bidrage til at indfri den grønne omstilling syd for grænsen, fremgår det af Ingeniøren.dk.
- Genstart af atomkraftværker er allerede muligt inden 2030 - uden at gå på kompromis med nuklear sikkerhed. Hos Westinghouse er vi klar med vores internationale ekspertise til at støtte Tyskland på denne vej ind i fremtiden, siger Martin Pache, administrerende direktør i Westinghouse Electric Germany, til Die Welt.
Administrerende direktør i Framatome Carsten Haferkamp, lægger også billet ind for at sin virksomhed kan komme i spil til genopbygningen. Framtome har medvirket til at etablere atomkraftværkerne og mener, at de dermed også har ekspertisen til levere en sikker drift af værkerne igen.
Den tyske regering besluttede sig officielt for at udfase atomkraft efter Fukushima-ulykken i Japan tilbage i 2011.
Skriv kommentar