DIN Forsyning
Den Digitale Varmemester – overvågning og fejlfinding på kundeanlæg.

Grøn omstilling af fjernvarmen hænger uløseligt sammen med lavere temperaturer i fjernvarmenettet. Varmepumpers virkningsgrad afhænger i høj grad af returtemperaturen, og der er store gevinster ved at sænke temperaturerne, fx gennem effektivitet på røggaskondensering og mindre varmetab. I dag er 50-60 procent af kundernes varmeanlæg i DIN forsynings område fejlbehæftede eller forkert indstillede og udgør derfor et betydeligt optimeringspotentiale.
Den Digitale Varmemester er skabt i et tæt samarbejde mellem DIN Forsyning og Kamstrup med målet om at skabe en løsning, der kan gavne hele fjernvarmebranchen. Løsningen er en helt ny proaktiv og struktureret tilgang til lavtemperaturfjernvarme, der gennem digitalisering og algoritmer effektiviserer hele arbejdsprocessen omkring overvågning, fejlfinding og optimering af varmeanlæg. Den gør det ikke mindst muligt at dokumentere og følge op på resultaterne, uanset om det er slutkundernes egne varmeanlæg eller anlæg, der er ejet og serviceret af forsyningen.
Første udgave af løsningen frigives i november og vil løbende blive udviklet med nye moduler og funktioner indenfor:
- Digitalisering og skalering af fejlsøgningen. Kontinuerlig overvågning og automatisk diagnose gør det muligt at prioritere indsatsen, opnå bedre resultater gennem målrettet slutkundedialog og dokumentere disse.
- Lettere adgang til at få VVS’erne på banen og lave reelle forbedringer. Med den rigtige information ved hånden kan dygtige VVS’ere, energirådgivere o.lign. effektivt rette eventuelle problemer.
- Mulighed for at kigge fremad. Forudsige og tage hånd om de varmeanlæg, der virker i dag, men bliver et problem i morgen. Find og løs fejlene, før de bliver et problem ift. lavere temperaturer
- Skræddersyede løsninger som kan skabe større effekt. Kombiner analyse- og applikationsviden for at skræddersy dialoger og nye servicetilbud til specifikke grupper af slutkunder.
Baggrund og formål
Samarbejdet startede i efteråret 2021 og forventes at fortsætte 1-2 år endnu. Som en del af Fremtidens Fjernvarme har DIN Forsyning behov for at sænke temperaturerne 6-10o C i nettet. Forsyningen har godt styr på det fremtidige produktionsmiks og distribution af varmen. Men der er stor usikkerhed om, hvordan hele bygningsmassen bliver berørt, og i hvor høj grad den nuværende optimeringsindsats er tilstrækkelig. Nogle af de spørgsmål, der blev diskuteret ved projektets opstart, var derfor:
- Hvor stor er udfordringen egentlig? Hvor mange varmeanlæg kan/skal optimeres?
- Hvordan kan de eksisterende fejl blive rettet hurtigt og effektivt?
- Kan vi forudsige, hvilke bygninger der vil blive udfordret af lave temperaturer og proaktivt gå til slutkunderne inden da?
- Kan vi målrette dialogen med slutkunderne og forbedre vores kundeservice?
- Målet med Den Digitale Varmemester er således at strukturere og effektivisere implementeringen af lavtemperaturfjernvarme ved at sikre optimale varmeanlæg i bygningerne.
Den Digitale Varmemester skaber stor værdi, og samarbejdet med Kamstrup gør, at vi kan realisere den grønne omstilling hurtigere og bedre, end vi ellers ville kunne gøre. Omstillingen lykkes kun, hvis vi får kunderne med og opnår den optimale varmedrift ude i bygningerne.
Resultater
Det stærke strategiske samarbejde mellem DIN Forsyning og Kamstrup er først og fremmest drevet af ønsket om at opnå en dyb forståelse af forsyningernes problemstillinger, hvor udfordringerne er, og hvor der kan skabes konkrete forbedringer. Gennem adskillige fælles arbejdsdage har begge parter bidraget med hver deres viden og forestillingskraft – og gør det fortsat. Den Digitale Varmemester er derfor en komplet og anvendelig løsning, der ikke ville være blevet realiseret i et normalt kunde/leverandør-forhold.
Værdi på den korte bane: Fordobling af effektiviteten af DIN Forsynings nuværende indsats ved at undgå manuelle processer og få værktøjerne til at hænge sammen. Her er besparelsen svarende til en nyansættelse, da den nuværende energirådgiver vil kunne nå dobbelt så meget. Som en del af projektet er det kortlagt (via data før og efter), at den nuværende energirådgiver-indsats har medført en 0,5o C lavere returtemperatur i hele forsyningens netværk. DIN Forsyning anslår, at 1o C lavere returtemperatur svarer til 1 mio. kr.
Værdi når DIN Forsyning overgår til nyt produktionsmiks efter 1. april 2023: DIN Forsyning anslår en årlig merudgift på 7,7 mio. kr. (konservativ beregning) ved ikke at opnå lavtemperatur.
Fakta
Leverandør: Kamstrup
Ansatte: 265
Varmesalg: 935 GWh
Målere: 27.432
Kontaktoplysninger
DIN Forsyning:
Forretningsudviklingschef Claus A. Nielsen
74 74 72 01
clan@dinforsyning.dk
Skriv kommentar