Årets juleønske: At prisloftet på overskudsvarme bliver afskaffet
Vi er et mulehår fra at skrive 2025 i kalenderen, og det betyder, at vi runder endnu et år med et udskældt prisloft på udnyttelse af overskudsvarme i fjernvarmeproduktionen.
I flere år har Dansk Fjernvarme, industri og andre aktører igen og igen kritiseret prisloftet for at hæmme indfrielsen af det store uudnyttede potentiale, som ligger ved at bruge overskudsvarme i fjernvarmeproduktionen.
Overskudsvarme er naturlig restenergi fra mange processer, og den restenergi, som ellers bare ryger ud i atmosfæren, kan skabe energieffektiv fjernvarme ved meget lidt hjælp. Derfor gav det også god mening, at Folketinget i 2019 indgik aftale om at fremme udnyttelsen af overskudsvarme i fjernvarmen. Men en lille streg i regningen fra bekendtgørelsen – prisloftet - skaber barriere efter barriere for fjernvarmeselskaber, som gerne vil udnytte lokal overskudsvarme i deres fjernvarmeproduktion.
Derfor var det gode nyheder, da Regeringen lovede, at der ville komme en løsning på prisloftet i år. Men løsningen lader vente på sig, mens 2024 er tæt på at rinde ud.
Det kan dog stadig nås endnu – afskaf prisloftet og lad fjernvarmesektoren gå ind i 2025 med en ny aftale om udnyttelse af overskudsvarme, hvor sektoren får adgang til at udnytte den grønne ressource.
Vi skal ikke have endnu en halv lappeløsning, hvor der stadig eksisterer et prisloft på overskudsvarme. Både fjernvarmesektor, organisationer og industri har været ude at kalde prisloftet for overflødigt. Så budskabet er enkelt og klart.
Fremtidens fjernvarme skal udnytte overskudsvarme
Danmark står midt i en grøn omstilling, og fremtidens energilandskab vil se markant anderledes ud, end det gør i dag. Vi skal udnytte vores energiressourcer mere effektivt, have meget mere sol- og vindenergi i elnettet, naturgassen vil være erstattet med biogas, og der skal installeres CO2-fangst på CO2-udledende energianlæg.
Ligeledes bevæger fjernvarmeproduktionen sig også ind i en grøn fremtid, og selvom sektoren allerede er langt med 78 procent vedvarende energi i sektorens energimiks, kan fremtidens fjernvarme kun opnå 100 procent vedvarende energi ved at øge udnyttelsen af el, geotermi og overskudsvarme.
Netop udnyttelse af overskudsvarme er en lavthængende frugt i forhold til at fortrænge eller reducere brugen af gas og biomasse i fjernvarmeproduktionen, fordi overskudsvarme er en enormt energieffektiv kilde til boligopvarmning. F.eks. er en varmepumpe på overskudsvarme op til 5 gange så effektiv som en varmepumpe på udeluft, hvilket har betydning for de samfundsmæssige investeringer i vindmøller og elnet.
Et prisloft på overskudsvarme sidder dermed som en fodlænke om anklen på den grønne fjernvarme, og det kan i værste fald være medvirkende til, at fjernvarmeselskaberne skal vælge fordyrende produktionsformer, som sætter sig på forbrugernes fjernvarmepriser.
Fjern prisloftet fuldstændigt
Prisloftet er unødvendigt. Det stopper investeringer i overskudsvarmeprojekter, der hurtigt vil kunne reducere fjernvarmeproduktion baseret på fossile brændsler og biomasse. En eventuel bekymring for at overskudsvarmeleverandører vil spekulere i varmeproduktion har vi endnu ikke set. Og overskudsvarme fra fossile kilder er allerede i dag underlagt certificering eller afgift.
Vi skal ikke have endnu en halv lappeløsning, hvor der stadig eksisterer et prisloft på overskudsvarme. Både fjernvarmesektor, organisationer og industri har været ude at kalde prisloftet for overflødigt. Så budskabet er enkelt og klart:
Prisloftet på overskudsvarme skal fjernes fuldstændigt.
Et prisloft på overskudsvarme vil være forbundet med en risiko og kan derfor tvinge fjernvarmeselskaber til at vælge eller beholde både dyrere og mindre grønne løsninger til produktion af fjernvarme. Dermed vil et prisloft på overskudsvarme, uanset form, begrænse varmeselskabernes valg af produktionsanlæg, hvilket ellers altid har været en styrke for fjernvarmen.
Og det er ikke beskyttelse af fjernvarmeforbrugerne, som skal fastholde prisloftet. Fjernvarmekunder er allerede godt beskyttet af varmeforsyningslovens substitiutionsprincip og projektbekendtgørelsen, som sikrer, at varmeselskabet, både i investering og drift, vælger de bedste og billigste løsninger. Prisloftet bidrager derfor ikke med andet end at fastholde fordyrende og mindre energieffektive produktionsformer.
Afskaffelsen af prisloftet vil modsat gavne sammenspillet mellem industrien, el- og varmesektoren.
Derfor er det nødvendigt, at prisloftet for overskudsvarme fjernes helt, så sektorerne sammen kan indfri potentialet.
(Klummen blev oprindeligt bragt i Energy Supply den 18. december 2024)
Jens Christian Nielsen
Varmepumper
Overskudsvarme
Distribution
LER/GIS
Mobil:
+45 20 54 54 73
E-mail: jcn@danskfjernvarme.dk
Skriv kommentar