Danmark har et elforsyningsproblem. Jo længere vi venter, jo dyrere bliver det

Det kan være svært at vende en supertanker, og vi har i mange år været vant til en stabil forsyningsinfrastruktur i Danmark og Europa. Nu stiger tempoet i elektrificeringen, og samtidig tager sikkerhedspolitiske hensyn til i styrke. 

I løbet af de seneste måneder har vi så set, hvordan blandt andet uenighed om elpriser og elforsyning har skabt konflikter internt i den norske regering og samtidig usikkerhed, om norsk vandkraft i fremtiden vil indgå lige så stærkt i det danske og europæiske elsystem.

I Østersøen er der sket flere brud på kabler, og den russiske gas fylder stadig for meget i Europa. Alt sammen understreger pointen om, at forsyningssikkerhed er en del af Danmarks og Europas sikkerhedspolitik.  

Denne fortsatte udvikling og tættere kobling mellem det sikkerhedspolitiske område og forsyningssikkerhed falder sammen med, at den regulerbare elproduktionskapacitet i Danmark bliver mindre.

Tendensen i det danske elsystem er kendetegnet ved fortsat elektrificering af samfundet med markant større elforbrug og endnu mere produktion fra vind og sol.

Det fremgår af Energinets redegørelse for elforsyningssikkerhed, hvor det også konkluderes, at risikoen for at opleve afbrud som følge af effektmangel kommer til at stige de kommende år. 

Risiko for faldende forsyningssikkerhed

Udviklingen henimod mere elforbrug og opstilling af VE elproduktion bunder i den nødvendige klimaindsats, som Danmark og mange andre lande heldigvis er i gang med.

Men sammen med de positive effekter på klimaet følger også en systemisk risiko for faldende elforsyningssikkerhed. 

Den erkendelse førte i 2024 til ændringer i elmarkedsforordningen, hvor der er langt større fokus på blandt andet såkaldte kapacitetsmekanismer, der er målrettet at understøtte elforsyningssikkerheden.

I Sverige og Tyskland har regeringerne da også allerede annonceret, at de vil indføre tiltag, der fastholder regulerbar elproduktionskapacitet. I flere andre lande er man allerede i gang, blandt andet i Belgien og Polen.  

I Danmark har regeringen i både Klimaprogram 2023 og 2024 annonceret, at det danske svar på udfordringerne vil komme med det såkaldte ”Forsyningsudspil.” Behovet for dette udspil er stort, og jo længere vi venter, jo dyrere risikerer løsningen på vores elforsyningsproblem at blive. 

Nuværende økonomiske incitamenter utilstrækkelige

Langt størstedelen af den danske regulerbare elproduktionskapacitet er kraftvarmeanlæg, der står hos Dansk Fjernvarmes medlemmer. Mange af anlæggene nærmer sig dog udløbsdatoen, og selvom det i lyset af ovenstående virker nærliggende at reinvestere i disse anlæg, er tendensen desværre helt modsat. 

Der er nemlig ikke god anlægsøkonomi i en reinvestering og forventningen er dermed, at den regulerbare elproduktionskapacitet bliver næsten halveret frem mod 2030.

Årsagen er, at elmarkedet er indrettet, så elkunderne i dag kun betaler for den rå elproduktionspris, det vil sige brændsler og andre helt kortsigtede omkostninger, mens afskrivninger og reinvesteringer ikke er en del af elprisen.  

Eller som Energinet beskriver i redegørelse om elforsyningssikkerhed, så giver de nuværende markedsvilkår ikke tilstrækkeligt økonomisk incitament til at foretage tilstrækkelige investeringer i regulerbar elproduktionskapacitet, selvom der samfundsmæssigt er en betalingsvillighed. 

Selvforsyningsgraden i Danmark er mindre end i nabolandene – det gør os sårbare

Værdien af regulerbar elproduktion kan opdeles i to store dele. 

For det første er der det sikkerhedspolitiske, hvor det kan have stor værdi at have regulerbar elproduktionskapacitet i Danmark. Selvforsyningsgraden i Danmark er lavere end hos alle vores naboer, hvilket gør os sårbare, og samtidig udfordrer vi solidaritetsprincippet, hvor alle medlemslande i EU bidrager til det fælleseuropæiske elsystem. 

For det andet er der også en mere direkte samfundsøkonomisk effekt ved risikoen for afbrud som følge af effektmangel. Det ses ved, at borgere og virksomheders villighed til at betale for at undgå afbrud er større end omkostningerne ved at fastholde regulerbar elproduktion. 

Alene af hensyn til vores samfundsøkonomi er der altså stærke argumenter for at fastholde regulerbar elproduktion. Og den sikkerhedspolitiske situation gør bestemt ikke argumenterne mindre. 

I første omgang er det billigst at fastholde den eksisterende elproduktionskapacitet, der ellers står til at lukke.

Det kan for eksempel ske gennem såkaldt markedsbaseret kapacitetsmekanisme, som grundlæggende betyder, at Energinet betaler de billigste anlæg for at levere den nødvendige regulerbare elproduktionskapacitet. Metoden findes i forskellige varianter i Europa, og i flere lande understøtter man også, at der kan opføres helt nye anlæg. 

Det er ikke sikkert, at vi skal beholde alle de eksisterende anlæg – og det er heller ikke sikkert, at der bliver brug for at bygge nye anlæg efter 2030.

Omvendt, så er det helt sikkert, at der er brug for klar politisk udmelding og initiativ nu, hvis vi skal fastholde de eksisterende anlæg. 

Det er derfor tid til at tage de politiske redskaber i brug: Helt oplagt i form af at indføre markedsbaserede kapacitetsmekanismer, der effektivt sikrer et minimum af selvforsyningsgrad og fastholder en høj elforsyningssikkerhed.