Gå til hovedindhold
Landsmøde
Dansk Fjernvarme

Energien er i forandring - det ser vi især i fjernvarmesektoren

Om lidt åbner Dansk Fjernvarmes Landsmøde 2025 med temaet ”Energi i Forandring”. Temaet er dækkende for den udvikling og det tempo, som alle lag af fjernvarmesektoren oplever i denne tid. Fremsynethed, beredskab, grøn omstilling og forsyningssikkerhed er nu hverdag for mange.

29. okt. 2025
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Om lidt venter ækvivalenten til juleaften i fjernvarmesektoren: Dansk Fjernvarmes landsmøde.

    I år er temaet 'Energi i forandring', og som temaet afspejler, sker der lige nu forandringer både i det helt nære og på de store nagler. Det er på godt og ondt, hvor ”hybridtrusler” og ”grøn omstilling” står ved siden af hinanden i aviserne. Det er en vild tid, og vi kan kun gisne om, hvad det bringer med sig.

    Fjernvarmesektorens forandring stiller krav til, at der politisk bliver sat klare rammer for forsyningssikkerhed, planlægning, udbygning og anlægsarbejde i alle led af værdikæden

    Helt konkret står vi direkte i en forandringsproces i branchen. Grundstenene i energisektoren bliver gravet op og lagt på ny, når vi om lidt lever i en verden uden kul og gas i boligopvarmningen, med fjernvarme lavet på el og geotermi og med skorstene, der fanger CO2 i stedet for at udlede det. Alt sammen for at kunne levere billig og stabil varme - nu og i morgen.

    Politiske rammer og aftaler skal sikre forandring og succes

    Fjernvarmesektorens forandring stiller krav til, at der politisk bliver sat klare rammer for forsyningssikkerhed, planlægning, udbygning og anlægsarbejde i alle led af værdikæden. Det gælder både i det kommende kommunalvalg, hvor ny- og genvalgte byråd skal træffe vigtige beslutninger for, hvilken retning netop deres kommune skal gå i forhold til deres grønne omstilling, og hvordan fjernvarmen kan og vil spille en rolle i omstillingen.

    På Christiansborg ligger der en presbold i forhold til at sikre det momentum, der i øjeblikket er i energisektoren. Den gordiske knude om mere havvind samt vindmøller og solceller på land skal løses samtidig med, at den regulerbare elproduktion skal understøttes politisk, så fjernvarmens og resten af Danmarks omfattende elektrificering ikke skaber ny og dyr energiafhængighed.

    Senest kunne Dansk Fjernvarme nemlig præsentere, at fjernvarmen brager derudad med elektrificering, og fjernvarmeproduktionen har nået et elforbrug på 2,35 TWh årligt i forhold til at sikre fjernvarmeforbrugerne en stabil elbaseret fjernvarme. Det tal stiger år for år og stiller naturlige krav til en grøn elforsyning i Danmark.

    Forandring er godt og nødvendigt

    Forandring er blevet et gennemgående element for den hverdag vi lever i. Både politisk, internationalt og i el- og varmeforsyningen.

    I fremtiden vil vi se tilbage på denne tid som en historisk tid, hvor der for alvor skete store gennembrud, men også hvor verden forandrede sig. Forhåbentlig til det bedre, både for fjernvarmesektoren og for det samfund, vi leverer energi til.

    Så med mere end 2.300 deltagere fra både ind- og udland, skal vi netop snakke, opleve, lære, lytte, mødes og opdage ”forandring” den 30. og 31. oktober - denne gang i nye rammer i landets smørhul.

    Vi ses i Odense.

    Dette indlæg er skrevet af direktør for Dansk Fjernvarme, Kim Mortensen, og har været bragt i Energy Supply den 24. oktober 2025.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...