Gå til hovedindhold
Energipriser

Høringssvar vedrørende fastsættelse af prisloft på overskudsvarme

Dansk Fjernvarme har udarbejdet høringssvar vedrørende bekendtgørelse om fastsættelse af et prisloft på overskudsvarme - j.nr. 2021-16673.

25. nov. 2021
Ældre end 24 mdr.
Tekst af Anders Balle Jørgensen, abj@danskfjernvarme.dk
  • Læs op

Indhold

    Bekendtgørelsen om prisloftet skal danne grundlag for beregning af et midlertidigt pris-loft for overskudsvarme som skal gælde, indtil Forsyningstilsynet har fundet en model.

    Hvis prisloftet bliver for lavt, kan det fjerne muligheden for at udnytte overskudsvarme visse steder og bliver det for højt, får det kun en begrænset betydning, idet substitutionsprincippet her vil være afgørende for prisfastsættelsen på overskudsvarmen

    Konklusion

    Dansk Fjernvarme har ikke indvendinger imod den metode som foreslås, da den er anvendelig som en hurtig metode. Hvis den elpris der anvendes til varmepumpen følger de udsving i elmarkedspriserne, der ses på den korte bane fra år til år, er der risiko for at prisloftet kommer til at svinge for meget, hvilket hverken tjener overskudsvarmeleverandørerne eller fjernvarmeselskaberne.

    Det er derfor vigtigt, at de variable samfundsøkonomiske priser, der anvendes, udvikler sig langsomt.

    Generelt

    Når parter laver aftale om prisen på overskudsvarme, bliver prisen ofte fastsat som en fast pris med en årlig justering som følger f.eks. nettoprisindekset. Årsagen til dette er, at omkostningerne til overskudsvarmen i overvejende grad er faste og i mindre grad variable.

    Der findes tillige en række overskudsvarmeaftaler, hvor prisen er aftalt til at ligge med en fast nedsættelse i forhold til substitutionsprisen. Disse aftaler kan være udfordret af et prisloft, såfremt substitutionsprisen er domineret af et brændsel som ikke indgår i prisloft-opgørelsen, og hvor prisudviklingen på brændslet har et andet forløb.

    Det er samlet set ikke hensigtsmæssigt at etablere en mekanisme for beregning af et prisloft, som domineres af variable priser, der kan medføre store udsving i prisloftet fra år til år.

    I den foreslåede model indgår der to væsentlige variable omkostninger. Flisprisen og elprisen. Begge disse priser kan i uheldige tilfælde medføre et fluktuerende prisloft fra år til år.

    Flisprisen har ikke for vane at variere betydeligt fra år til år, men dette kan ændre sig, såfremt der etableres biomassebørser og prisen i højere grad følger disse. Det er dog ikke videre sandsynligt, så længe biomassen fortsat handles direkte med aktørerne.

    For elprisen er det en anden sag, for her ses der store variationer fra år til år i de faktiske priser. Det er derfor vigtigt, at den samfundsøkonomiske elpris, som anvendes, ikke påvirkes for meget af de årlige markedsudsving, men baseres på en langsomt udviklende trend.

    Dansk Fjernvarme anser både biomasseanlæg og varmepumper som de teknologier, der i fremtiden skal levere grundlast varme til fjernvarmeforbrugerne. Der forventes dog en udvikling med stigende anvendelse af varmepumperne i normalår og vigende anvendelse af biomasse, der på sigt forventes at blive mellem- og spidslastanlæg.

    Til beregning af et prisloft er det indtil videre udmærket, at anse driftstiden som værende den samme for begge anlægstyper, men det kan ændre sig over tid.

     

    Andre klikkede på...