Gå til hovedindhold
Konverteringer
Forsyningssikkerhed

Spændende fremtidsudsigter for Tørring Kraftvarmeværk

Overskudsvarme, konvertering af nye kvarterer og en potentiel tilslutning af nabobyen – der er nok at tage fat på for Tørring Kraftvarmeværk.

25. okt. 2021
Ældre end 24 mdr.
Tekst af Anders Balle Jørgensen, abj@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Der mangler ikke ønsker til fremtiden hos Tørring Kraftvarmeværk vest for Horsens. Det var en del af budskabet fra formand Mads Damgaard på den nylige generalforsamling, hvor han redegjorde for nogle af de mange planer, som fjernvarmeselskabet arbejder med.

    Værket er netop nået i mål med en konvertering af Dyrekvarteret, og også industrikvarteret ved Torvegade står potentielt foran en konvertering fra gas til fjernvarme. Det er også i dette område, at den lokale virksomhed BEWI ligger.

    Tørring Kraftvarmeværk har tidligere været i kontakt med virksomheden om levering af overskudsvarme, og efter et fald i afgifterne på overskudsvarme er samarbejdet blevet mere aktuelt end nogensinde.

    - At indhente overskudsvarme fra BEWI giver både dem og os værdi, fordi det kan give begge virksomheder en grønnere profil. For at komme i mål med at få overskudsvarme fra BEWI, vil det dog kræve en løsning, der tilgodeser alle parter. Kan vi få overskudsvarmen til en fornuftig pris og giver det mening for BEWI, at vi sætter noget udstyr op hos dem, kan det bestemt komme på tale, siger Mads Damgaard.

    - Selvom der er tale om en meget lille procentdel af vores fjernvarmeproduktion, vil arbejdet med overskudsvarme i ét projekt samtidig kunne give os noget erfaring med løsningen og bane vejen for, at vi kan udføre et mere opsøgende arbejde med at indhente overskudsvarme fra flere virksomheder i lokalområdet.

    En udvidelse til nabobyen er på tale

    Lige nu har Tørring Kraftvarmeværk ca. 1250 forbrugere og målet er, at alle i Tørring får mulighed for at vælge fjernvarme. Der sigtes efter, at mere end 90 procent af alle forbrugerne vælger at blive forsynet med fjernvarme. 

    En udvidelse af forsyningsområdet er et af de forventede fremtidsperspektiver for værket. Naboerne fra Ølholm er nemlig i gang med et projekt, hvor de vil etablere fællesvarme i byen, og Tørring har allerede udlånt en større mængde ekspertise. Hvorvidt det senere munder ud i en form for sammenkobling, kan ifølge formanden ikke afvises.

    - Vi har indtil videre haft et rigtig godt samarbejde med Ølholm Fjernvarme. Vi har hjulpet dem til at søge midler, så der kunne laves en indledende screening i området og har været bisiddere hele vejen igennem projektet. Vi har også tilkendegivet, at vi gerne vil bistå med drift og administration, da vi jo allerede har et veletableret værk, siger formanden og fortsætter:

    - Det giver derfor god mening både for dem og os at etablere et samarbejde. Med alt det anser jeg derfor fremtidsudsigterne for projektet og et muligt samarbejde som lyse – men nu skal de selvfølgelig lige have stablet projektet på benene derude først, slår Mads Damgaard fast.

    Prisen er sænket

    Mads Damgaard kunne på generalforsamlingen fortælle, at Tørring Kraftvarmeværk i 2021 har sænket sine priser med over 10 procent, hvilket har resulteret i en MWh-pris på 399 kr.  Og på trods af udfordringer med hastigt stigende priser på el og gas, er værket ikke bekymrede.

    Da Tørring Kraftvarmeværk er dækket godt ind med alternative varmekilder i form af solvarme og træpillefyr, forventer Mads Damgaard ikke, at værket vil blive særligt hårdt ramt.

     

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...