Gå til hovedindhold
Forsyningssikkerhed

Berlin får stort varmelager

Frygten for mangel på russisk gas fører til, at Vattenfall opfører et gigantisk varmelager, der skal sikre noget af opvarmningen til borgerne i den kommende vinter.

1. jul. 2022
Ældre end 24 mdr.
Tekst af Niklas Lindstrøm Jørgensen, nlj@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Nød lærer som bekendt nøgen kvinde at spinde. I Berlin betyder det, at man har sat gang i et byggeri af et varmelager i stål, der kan rumme 56 millioner liter vand, der bliver opvarmet med elektricitet, så det kan dække en del af varmebehovet hos berlinerne.

    Den termiske kapacitet fra anlægget er på 200 MW, og det forventes, at det i den kommende vinter vil kunne dække omkring 1/10 af det samlede varmebehov i den tyske hovedstad.

    - På grund af byens geografiske placering er Berlin-regionen endnu mere afhængig af russisk gas end andre dele af Tyskland. Derfor har vi virkeligt travlt, lyder det fra Bettina Jarasch, der er klimaborgmester i hovedstaden, til AP.

    Lageret bliver et omkring 45 meter højt cylindrisk rustfarvet tårn, der bliver opført ved Vattenfalls Reuter-kraftværk i den vestlige bydel Siemensstadt. Ifølge Ingeniøren skal lageret kunne opretholde en anvendelig temperatur i op til 13 timer, så det bliver Europas største, når det bliver færdigt i slutningen af i år.

    Danske lagre er endnu større

    I Danmark findes i dag fem etablerede damvarmelagre. Tre i Sønderjylland, ét i Marstal og ét i Dronninglund. Med sine 203.000 kubikmeter - eller 203 mio. liter - er Vojens det største af dem og altså knap fire gange større end det tyske. Alle de danske lagre er koblet op på store solvarmeanlæg.

    Aalborg Forsyning havde planer om et nyt damvarmelager på 500.000 kubikmeter - eller 500 mio. liter - men det blev dog droppet pga. en ustabil undergrund til fordel for opførelsen af et mindre nyt varmelager, der som i Berlin er baseret på at opbevare varmt vand i ståltanke.

    Ståltankene, der får en samlet kapacitet på 200.000 kubikmeter og placeres på den sydlige side af Limfjorden over for Nordjyllandsværket, forventes færdige i 2022-2023.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...