Gå til hovedindhold
Dansk Fjernvarme

Dansk Fjernvarme roser bidrag til Fjernvarmepuljen

Folketinget har tildelt yderligere 150 mio. kroner i år til fjernvarmepuljen. Det er nu, der skal søges, siger Dansk Fjernvarme.

23. sep. 2022
Ældre end 24 mdr.
Tekst af Anders Balle Jørgensen, abj@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Nu kommer der flere penge i fjernvarmepuljen. Folketingets partier har netop indgået aftale om 150 mio. kroner til fjernvarmepuljen i år og 100 til næste år. Yderligere er der tildelt 35 mio. kroner til afkoblingspuljen. Der afsættes derudover 25 mio. kroner til etableringsstøttepuljen (tilskud til store varmepumper og solvarmeanlæg i fjernvarmesektoren) i 2023.

    Efter Fjernvarmepuljen løb tør for midler i juli, er ansøgningerne fra fjernvarmeselskaberne fortsat i en lind strøm. På nuværende tidspunkt er der sendt 66 ansøgninger ind med et ønske om 57 mio. kroner mere, end puljen hidtil har dækket over. Samtidig har Dansk Fjernvarme viden om en række yderligere selskaber, der vil indsende nye ansøgninger, så snart puljen åbner igen.

    Det er i høj grad den overflod af ansøgninger til fjernvarmepuljen, der har bidraget til at illustrere vigtigheden af flere midler i puljen. Derfor er det også nu, der skal søges om støtte i fjernvarmepuljen, hvis man står med et projekt, der kan bruge midlerne, siger Dansk Fjernvarme.

    - Det her er et kæmpe bidrag for de projekter, der ligger som ansøgninger i puljen, hvor selskaber har været i tvivl om, de var købt eller solgt. Og det er et endnu større bidrag til de naturgaskunder, der i øjeblikket rammes hårdt af de kraftigt stigende priser på gas, men hvor udsigten til fjernvarme nu ser lysere ud, siger direktør i Dansk Fjernvarme, Kim Mortensen, og fortsætter:

    - Vi står overfor en hård vinter, hvor prisstigningerne på el og gas bliver hård for os alle. Derfor tæller hver og én knap, der kan skrues på i denne sammenhæng.

    Kim Mortensen roser derfor politikerne på Christiansborg for at sætte handling bag ordene om at udfase den sorte gas.

    - Langt de fleste fjernvarmeselskaber har kunne holde prisen på fjernvarme i ro eller nøjes med beskedne prisstigninger, fordi de har adgang til et væld af forskellige energikilder. Derfor er politikernes svar på krisen med at sætte flere penge af til fjernvarmepuljen også et flot og nødvendigt svar, så vi kan hjælpe så mange boligejere som muligt ud af den meget triste situation med stigende priser, der tærer på budgettet.

    Pulje sikrer endnu mere udfasning af naturgas

    Flere politikere har over de seneste uger italesat behovet for flere penge i Fjernvarmepuljen, og at ”den aldrig skal løbe tør”. Det er en udtalelse, som Kim Mortensen bakker op om.

    - Fjernvarmepuljen er et værktøj, som fjernvarmeselskaber kan bruge, når de står med et projekt, der har behov for yderligere finansiering for at sikre at projektet kan realiseres uden at belaste de eksisterende kunder. Så når der allerede nu lægges op til, at der bliver tilført flere midler til puljen i 2023, så er det fordi puljen netop gør, hvad den skal. Nemlig at sikre en hurtig udfasning af fossil naturgas, siger Kim Mortensen og slutter:

    - Vi er glade for at se, den lydhørhed, der har været politisk og hos myndighederne, da det blev tydeligt, at fjernvarmepuljen stod tom med projektansøgninger for mere end puljens værdi i år. Danmark står i en speciel krisesituation, hvor der ikke er råd til at vente eller stoppe. Her er det tydeligt at den ambition fjernvarmeselskaberne ligger i at udfase den russiske naturgas også bliver honoreret med politisk ambition om at støtte dem i deres arbejde.

     

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...