Gå til hovedindhold
Rammevilkår & Regulering

Dansk Fjernvarme søger aktindsigt hos Energistyrelsen

Miljøorganisationen ”92-gruppen” har søgt om aktindsigt hos Energistyrelsen omkring bæredygtighedsindberetninger – Dansk Fjernvarme anmoder nu også om aktindsigt hos styrelsen.

18. aug. 2022
Ældre end 24 mdr.
Tekst af Niklas Lindstrøm Jørgensen, nlj@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Miljøorganisationen ”92-gruppen” har for nylig søgt aktindsigt hos Energistyrelsen i de indberetninger om bæredygtighed, der fandt sted i foråret 2022. Nu har Dansk Fjernvarme også anmodet om aktindsigt i det samme emne.

    - Vi har valgt at søge om aktindsigt, fordi vi vil have mulighed for at se det datamateriale, som andre aktører og debattører ser og dermed også tager udgangspunkt i, når de fx ytrer sig i den offentlige debat, forklarer Max Nitschke, der er konsulent i Dansk Fjernvarme med særlig fokus på biomasse.

    Han mener, at Dansk Fjernvarme allerede har et godt billede af, hvad indberetningerne indeholder, og understreger, at hvis Dansk Fjernvarme selv vil lave en statistik over forbruget af biobrændsel og lignende, så ville det ske med helt andre kilder end indberetningerne fra fjernvarmeselskaberne.

    - Men hvis der opstår debat om bæredygtighed på baggrund af indberetningerne og det, som fx ”92-gruppen” får ud af det, så er det en fordel, at vi ved præcist, hvordan billedet ser ud fra det perspektiv, siger Max Nitschke.

    - Vi kan bruge aktindsigten til at holde debatten på sporet og korrigere eventuelle faktuelle fejl, pointerer han.

    ”92-gruppen” har hidtil ikke været særlig aktiv på biomasse-området. Den består dog af en række miljøorganisationer – bl.a. Verdens Skove, WWF og Greenpeace – der har ytret sig om emnet. ”92-gruppen” blev dannet i forbindelse med FN’s Miljø- og Udviklingskonference i Rio de Janeiro i 1992, hvorfra navnet stammer.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...