Gå til hovedindhold
Kundeforhold

Dato for afkobling er vigtig

Varmekunderne risikerer at betale aconto to steder, når de skifter fra gas til fjernvarme. Derfor er datoen for afkobling vigtig.

10. feb. 2022
Ældre end 24 mdr.
Tekst af Mikkel Lysgaard, mil@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Den 1. februar åbnede Energistyrelsen en ny ansøgningsrunde for afkoblingspuljen. Allerede på den første dag er der givet tilsagn for 4 mio. kr. svarende til ca. 500 afkoblinger, og det betyder, at der efter den første uge er der 83,7 mio. kr. tilbage i puljen.

    Puljen gør det muligt for private boliger, småerhverv (rumvarme) og lejeboliger at få dækket omkostningerne til at afkoble sig fra gasnettet. Puljen er på 100 mio. kr. årligt, og løber til og med 2026.

    Det er gaskunden, der selv skal opsige aftalen med gasselskabet. Kunden får automatisk gebyrfri afkobling, hvis kunden er opfylder kravene, og der er midler tilbage i puljen.

    Når et fjernvarmeselskab skal konvertere et område fra gas til fjernvarme, er det derfor vigtigt, at fjernvarmeselskabet oplyser datoen for, hvornår kunden er tilsluttet fjernvarme så korrekt som muligt.

    Den dato kunden oplyser til Evida, er nemlig den dato kunden tidligst kan undvære gassen:

    • Hvis kunden opsiger aftalen med gasselskabet væsentligt senere end fjernvarmen bliver tilsluttet, kan kunden risikere at skulle betale aconto og fastbidrag til både gasselskabet og fjernvarmeselskabet i den periode, hvor kunden har aftaler med begge selskaber. Det kan betyde, at kundens likviditet kan blive presset i en periode.
    • Hvis kunden opsiger aftalen med gasselskabet før fjernvarmen bliver tilsluttet, kan kunden i værste fald risikere at stå uden opvarmning.

    Nye rammer for puljen

    Afkoblingspuljen har været lukket i januar for at tilpasse rammerne efter de erfaringer, der blev gjort sidste år. Nu er puljen justeret, så der kan opsiges 12 måneder frem. Tidligere kunne der kun opsiges tre måneder frem i indeværende år.

    Betingelserne for at blive fritaget afkoblingsgebyret er:

    • at der er midler tilbage i puljen,
    • for private boliger, herunder leje og andelsboliger samt småerhverv (rumvarme)
    • at der ikke er et eller flere CVR numre på adressen der har modtaget de minimis-støtte (erhvervsstøtte fra EU).

    Læs mere om afkoblingspuljen på Evidas hjemmeside.

     

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...