EU-Kommissionen udskyder prisloft på gas
Der bliver ikke indført et egentligt prisloft på prisen for naturgas i EU. EU-Kommissionen vil dog fortsat undersøge behovet for et prisloft.
Det var ventet, at EU-Kommissionen tirsdag ville fremlægge et forslag for EU's stats- og regeringschefer om at indføre et egentligt prisloft på naturgas. Men kommissionsformand Ursula von der Leyen kunne tirsdag oplyse, at det ikke bliver tilfældet.
- Vi undersøger data på nogle konkrete spørgsmål, som mangler at blive besvaret, lød det fra EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, på et pressemøde.
I stedet kunne hun løfte sløret for, at kommissionens forslag – som om få dage skal diskuteres af EU-landenes stats- og regeringsledere i Bruxelles – indeholder forslag om en midlertidig mekanisme, der kan begrænse prisudsving på gasbørsen TTF.
Den midlertidige mekanisme skal kunne aktiveres, hvis der er behov for at begrænse prisudsving på gasbørsen TTF.
- Ruslands krig mod Ukraine har alvorlige konsekvenser for de globale og europæiske energimarkeder. Vi har forberedt os til den kommende vinter ved at fylde vores gaslagre, spare på energien og finde nye leverandører, siger Ursula von der Leyen ifølge Ritzau.
Hun fremhæver blandt andet, at gaslagrene i EU nu er oppe på 92 procent. Dermed vil EU-Kommissionen i første omgang forsøge at klare vinteren uden et prisloft.
- Vi vil introducere en midlertidig mekanisme til at begrænse for høje priser denne vinter, mens vi udvikler et nyt benchmark, som kan sikre, at flydende naturgas handles til mere rimelige priser, siger Ursula von der Leyen.
Prisloftet har været et stort ønske hos en række lande. De ser det som den mest direkte vej til at sænke prisen. Lande som Tyskland, Danmark og Holland er dog bekymrede for, at et prisloft vil få leverandørerne til at sejle gas uden om EU for at kunne sælge til markedsprisen.
Skriv kommentar