Fjernvarmefusionering på vej i Ry og Gl. Rye
Bestyrelserne for Ry Varmeværk og Rye Kraftvarmeværk har netop vedtaget en fusionering, som skal samle de to selskaber under ét. Og det kommer til gavn for i alt cirka 3.250 lokale forbrugere, der nu har udsigter til billigere fjernvarme.
Hvis alt går efter planen kan henholdsvis cirka 2.800 og omkring 450 fjernvarmebrugere i Ry og Gl. Rye snart se frem til at blive forsynet af samme ledningsnet.
Det stod klart forleden, da de to lokale fjernvarmeselskaber Ry Varmeværk og Rye Kraftvarmeværk meldte ud, at man var blevet enige om en fusionering af selskaberne. Og baggrunden for beslutningen var egentlig helt enkel – en fusion kommer nemlig begge selskabers forbrugere til gavn.
Konkret kommer fusionen til at foregå ved at ledningsforbinde de to varmeværker og slå driften sammen under ét fjernvarmeselskab: Ry Varmeværk. Det giver med tiden en langt bedre varmepris for forbrugerne i Gl. Rye, hvor prisen for et standardhus i dag er cirka 7.300 kroner dyrere end i nabobyen.
I Ry kommer forbrugerne ikke til at mærke noget til fusioneringen i de første par år – men med tiden skulle den gerne udmønte sig i en lidt billigere varmepris, fordi man får etableret nogle synergier og en mere optimal drift af anlægsdelene på de to varmeværker, fortæller Ry Varmeværks formand Jan K. B. Pedersen, som ser frem til fusionen:
- Jeg er rigtig glad for beslutningen på alle parters vegne – og ikke mindst den opbakning, der har været fra begge bestyrelser. Jeg tror på, at det både er den rigtige løsning, og at det på den lange bane giver fordele både i Ry og Gl. Rye. Der er kun fire kilometer mellem vores byer, så vi kan helt sikkert finde sammen i et godt naboskab, siger han.
Fusion træder i kraft til sommer – hvis den godkendes
Fusionen mellem de to selskaber kræver en godkendelse på både Rye Kraftvarmeværk og Ry Varmeværks generalforsamlinger. Får man godkendelsen fra begge parter, er man allerede klar til at gennemføre fusioneringen per 1. juli 2023.
Herefter er forventningen, at der går et år, før de to ledningsnet er forbundet – indtil da vil der være individuelle prisforskelle mellem de to selskaber.
Selve forbindelsen af ledningsnettet kan dog vise sig at være en showstopper for fusioneringen, siger Jan K. B. Pedersen:
- Hvis priserne på ledning og anlægsarbejde stikker helt af, hænger økonomien i projektet ikke længere sammen, lyder forklaringen.
Finansieringen af sammenlægningen bliver baseret på en gældsudlægning mellem andelshaverne i de 2 selskaber, som vil blive udlignet over cirka fire år fra fusionstidspunktet.
- Det er en forudsætning for fusioneringen, fordi der ligger en større investering, som vi skal løse økonomisk. Samtidig skal økonomien være fornuftig for andelshaverne i Gl. Rye. Prisændringerne fra år til år må ikke blive for volatile, og netop derfor har vi aftalt en fireårig periode, forklarer Jan K. B. Pedersen.
Gl. Rye slipper for naturgasafhængighed
Den markante prisforskel på 7.300 kroner mellem de to fjernvarmeselskaber skyldes hovedsageligt, at man i Gl. Rye bruger naturgas og el i fjernvarmeproduktionen – to varmekilder, der som bekendt ikke ligefrem handles til små priser i disse dage.
Med fusioneringen kommer man af med denne afhængighed og i stedet over på Ry Varmeværks produktionsapparat, som næsten udelukkende er baseret på biomasse.
- Det kommer man allerede til at mærke den dag, de to ledningsnet forbindes, pointerer Jan K. B. Pedersen og tilføjer:
- Og jeg kan da også forestille mig, at det kommer til at påvirke boligpriserne i området positivt, at man ikke længere er afhængig af naturgas.
Nye varmekilder på vej
Biomassen kommer dog også til at blive udfaset i det samlede ledningsnet, fortæller formanden. Inden fusioneringen forventer Ry Varmeværk nemlig at have etableret en elkedel på 8 MW og en akkumuleringstank på 3.500 m3.
Godt et år senere i sommeren 2024 vil man efter planen desuden opføre et varmepumpeanlæg på 8 MW. Der kommer dermed ikke til at mangle produktionskapacitet på trods af fusionen.
- De nye produktionstiltag er en del af en 5-årig investeringsplan, som vi også havde lagt fast, inden vi tog beslutningen om at fusionere de to værker. Det ændrer dog ikke på, at det kommer alle forbrugere – både i Ry og Gl. Rye – til gode, siger Jan K. B. Pedersen.
Skriv kommentar