Fjernvarmen er på valgmenuen tre gange i den kommende uge
I den kommende uge bliver der sat et særligt valgfokus på fjernvarme, når der mandag og tirsdag er tre fyraftensvalgmøder, hvor fjernvarmen og energikrisen er centrum.
Energikrisen har fået tag i danskerne med stigende priser på naturgas og el. Også fjernvarmen mærker de stigende priser – særligt fjernvarmeselskaber med en stor andel af gas i varmeproduktionen – og derfor er varmepriserne generelt også et emne under den nuværende valgkamp.
Dansk Fjernvarme har formuleret sine ønsker til, hvad politikerne bør gøre for at sætte tempoet yderligere i vejret på den konverteringsbølge, som fjernvarmeselskaberne er i gang med for at udfase naturgas fra danskerne opvarmning. Det kan du læse mere om her:
Men Dansk Fjernvarme vil i den kommende uge også give vælgerne mulighed for at stille spørgsmål direkte til en række af de politikere, der bejler til vælgernes gunst for at komme i Folketinget, når der er valg tirsdag den 1. november.
Roskilde, Middelfart og Gentofte
Der bliver således afviklet tre valgmøder – såkaldte fyraftensvalgmøder - i den kommende uge, hvor energikrisen og fjernvarme er hovedmenuen for både de deltagende politikere og vælgerne.
Det første valgmøde bliver afviklet mandag den 24. oktober hos FORS på Betonvej 12 i Roskilde. Valgmødet begynder kl. 17 og varer en time, og her kan man møde miljøordfører Jacob Jensen fra Venstre i duel med socialdemokraternes Kaare Dybvad, der er udlændinge- og integrationsminister.
Tirsdag bliver der afholdt to valgmøder – i henholdsvis Middelfart og Gentofte. Fyraftensdebatten i Middelfart finder sted på rådhuset og byder på en interessant duel mellem tidligere energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt fra Venstre og tidligere klima-, energi- og bygningsminister Rasmus Helveg Petersen fra Radikale Venstre. Mødet varer en time fra kl. 17 til kl. 18.
Samme aften – og i samme tidsrum – stiller tre nuværende medlemmer af Folketinget op til debat på Gentofte Rådhus. Det er tidligere og nuværende udviklingsordfører for Venstre, Karen Ellemann; ligeledes tidligere minister og nuværende finansordfører for Konservative, Rasmus Jarlov, samt nuværende skatteminister for Socialdemokratiet, Jeppe Bruus.
Skriv kommentar