Gå til hovedindhold
Biomasse
Varmekilder

Fra designermøbler til bæredygtig fjernvarme

Et samarbejde mellem Gelsted Fjernvarme og møbelfabrikken Carl Hansen & Søn udnytter affaldstræ fra designermøbler til at producere bæredygtig fjernvarme. Og det giver en markant reduktion i både CO2-aftryk og fjernvarmepriser.

14. jul. 2022
Ældre end 24 mdr.
Tekst af Niklas Lindstrøm Jørgensen, nlj@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Hverken Y-stol, Arne Jacobsen eller Børge Mogensen rimer ligefrem på fjernvarme.

    Ikke desto mindre har de danske designikoner nu fået afgørende betydning for opvarmningen af den lille by Gelsted på Vestfyn.

    Her har det lokale fjernvarmeselskab, Gelsted Fjernvarme, nemlig etableret et tæt samarbejde med møbelfabrikanten Carl Hansen & Søn, hvis hovedproduktion ligger i byen. Fabrikanten står bag produktionen af nogle af de mest ikoniske moderne danske møbeldesigns – og det er affaldstræet fra den produktion, som altså nu bliver til bæredygtig fjernvarme.

    Helt konkret sker det ved, at Carl Hansen & Søn presser deres træaffald til briketter, som derefter kan anvendes som biomasse på Gelsted Fjernvarmes biobrændselsværk. Dermed erstatter man den skovflis, som ellers har været brugt i de sidste par år. Og fordelene for de to selskaber er ifølge Gelsted Fjernvarmes driftsleder, Torben Hjorth, ikke til at tage fejl af.

    Fjernvarmeselskabet får nemlig en billigere og langt mere bæredygtig varmeproduktion, mens Carl Hansen & Søn får udnyttet alt træet fra deres møbelproduktion.

    - Projektet giver os en kæmpe CO2- og omkostningsreduktion. Vi sparer over 300 lastvognstog ind og ud af Gelsted om året. Gelsted by får en samlet CO2-reduktion i en størrelsesorden på hele 40 procent, fortæller han og fortsætter:

    - Vi kan samtidig fastholde vores varmepris til trods for, at prisen på skov- og stammeflis er steget med 20-25 procent. Affaldstræet er nemlig en del billigere som brændsel og vil stå for cirka halvdelen af vores brændselsforbrug, som svarer til 10.000 MWh. Det giver en meget kontant fordel for vores forbrugere – og fortsætter prisen på biomasse med at sige, bliver fordelen ved vores system også det større.

    Bump på vejen gav mere effektiv løsning

    Samarbejdet mellem Gelsted Fjernvarme og Carl Hansen & Søn har været undervejs i et par år. Faktisk forsøgte man allerede tilbage i efteråret 2019 at idriftsætte biobrændselsværket med møbelfabrikkens affaldstræ.

    På daværende tidspunkt var tanken dog, at man ville udnytte træaffaldet uden at behandle det først. Og det viste sig at være langt mere kompliceret at håndtere end først antaget. Faktisk så kompliceret, at man satte projektet midlertidigt på pause. I mellemtiden måtte Gelsted Fjernvarme i stedet skifte over til lokal skovflis i produktionen, mens man ledte efter en alternativ løsning.

    Udfordringen var et meget højt støvindhold i træaffaldet, hvilket skabte en eksplosionsfarlig atmosfære i fjernvarmeselskabets udstyr og brændselslager. Derudover var der dårlige muligheder for at lagre affaldet i sommermånederne. Og efter en længere analyse- og undersøgelsesproces faldt valget derfor på at presse affaldstræet til briketter i stedet.

    Gennem hele processen har tilgangen fra de to parter været, at løse samarbejdet i fællesskab og dermed dele både udfordringer og fordele. Derfor har Carl Hansen & Søn taget sig af investeringen i en processilo og briketpresser, mens Gelsted Fjernvarme har anskaffet transportudstyr og opført en koldlagerhal, hvor træbriketterne kan lagres hen over sommeren – med henblik på brug i fyringssæsonen.

    - Vi har produktionen oppe at køre nu og mangler kun de sidste finjusteringer. Og allerede nu kan vi se, at det bliver en flot succes. Træbriketterne er et super godt brændsel, da de har et konstant lavt fugtindhold på 6-7 procent. Det giver en langt højere brændværdi end træflis, som kan svinge fra 20 og helt op til 38 procent fugt, fortæller Torben Hjorth og tilføjer:

    - Desuden har briketterne en klar vægtfyldefordel, fordi træaffaldet komprimeres. Densiteten er 1 kg/dm3, hvorimod den kun er 0,2 kg/dmfor skovflis. Det betyder altså, at vi kan lagre fem gange så meget energi per rummeter.

    Er tæt knyttet i samarbejdet

    Med projektet er de to selskaber nu bundet tættere sammen – både samarbejdsmæssigt, men også rent fysisk, fortæller Torben Hjorth.

    - Vi var så heldige at kunne købe en grund med skel op til Carl Hansen & Søns kompleks. Det betyder, at der ikke er mere end 30 meter fra Gelsted Fjernvarme til der, hvor træaffaldet samles. Og det giver meget korte transportveje, siger han og fortsætter:

    - Vores transportanlæg stikker samtidig ind i deres procesanlæg, så der er tale om to anlæg, der er bygget fysisk sammen.

    Driftslederen understreger dog også, at det ikke har været en dans på roser hele vejen igennem. Det har nemlig været en krævende proces at komme frem til samarbejdet.

    - Der er tale om to virksomheder fra vidt forskellige verdener. Rent forretningsmæssigt arbejder vi ud fra forskellige principper, idet vi er et andelsbaseret forsyningsselskab og ikke må belaste vores kunder med unødige omkostninger. Det har derfor krævet nogle omgange at finde frem til den gode samarbejdsmodel -men i sidste ende er det blevet et virkelig godt samarbejde og projekt, slår han fast.

    Konverteringer på vej – kræver større varmekapacitet

    Ligesom hos mange andre af landets fjernvarmeforsyninger er der fuld gang i konverteringerne i Gelsted. Til oktober har man nemlig planer om at gå i jorden med et projekt, som Torben Hjorth forventer vil tage små tre år at gennemføre – hvis man ikke bremses alt for meget af mangel på fjernvarmerør og svejsere.

    Umiddelbart forventer driftslederen, at mellem 200 og 250 yderligere forbrugere vil blive koblet på fjernvarmenettet. Og det betyder, at der er brug for en større produktionskapacitet. Det har man dog allerede kig på at få etableret.

    - Vi løser det øgede varmebehov ved blandt andet at supplere med mere skovflis, men vi har også et projektforslag til godkendelse på en ny elkedel og akkumuleringstank. Elkedlen er på 5 MW og vil blive brugt til reservelast og nedregulering i markedet. Derudover sætter vi på den korte bane en fliskedel på 1 MW op.

    Desuden forventer driftslederen, at man med tiden vil få leveret en større mængde affaldstræ fra Carl Hansen & Søn. Møbelfabrikanten har nemlig allerede udvidet en del i Gelsted og har også investeret i nye jordarealer med henblik på yderligere udvidelser. Der kan altså meget vel være endnu flere bæredygtige træbriketter på vej til Gelsted Fjernvarme.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...