Gaspriserne falder også mandag
I dagene op til weekenden faldt gaspriserne og faldet holder ved mandag, hvor gasprisen er på 136 euro pr. MWh.
I august toppede gaspriserne på over 300 euro pr. MWh. Men de seneste uger er priserne på naturgas faldet ganske markant, selv om de fortsat er langt over priserne fra for et år eller længere siden. Mandag ved middagstid er prisen således på 136 euro pr. MWh, skriver bl.a. Ritzau.
Årsagen til den faldende pris kan forklares med flere ting. Dels er de europæiske gaslagre tæt på at være eller er helt fyldte, hvilket sænker efterspørgslen; dels har de senere uger budt på en kombination af mildt vejr – og dermed mindre behov for at skrue op for varmen – og fin blæst, så der bliver produceret el fra de store vindmøller rundt i Europa.
Det skaber en bedre balance mellem udbud og efterspørgsel, men selv om priserne på naturgas altså har vist en nedadgående tendens over de seneste dag, så er gasprisen historisk fortsat meget høj, og samtidig er udviklingen i gasprisen fortsat forbundet med stor usikkerhed – ikke mindst grundet situationen i Ukraine og den russiske vilje til at skrue ned og op for gasleverancerne til Europa.
Men der er dog grund til en smule optimisme for de fortsat mange tusinde gaskunder i Danmark og resten af Europa, lyder det fra en investeringsøkonom.
- Forbrugerne har med rette frygtet udviklingen i naturgaspriser for vintermånederne. Den seneste udvikling er dog opmuntrende, lyder det fra Per Hansen, der er investeringsøkonom hos Nordnet.
Han nedtoner dog samtidig optimismen, fremgår det af Ritzau.
- De seneste uger er prisen faldet markant, men den ligger stadig - i et langsigtet perspektiv - meget højt. Og der er stadig udsigt til, at vinteren kan blive dyr og drøj at komme igennem, men ikke så dyr som frygtet, siger han altså til Ritzau.
Skriv kommentar