Gå til hovedindhold
Produktion

Herningværket skal opdateres i sommeren 2023

Kedel- og generatoranlægget skal repareres på Herningværket – derfor bliver det taget ud af drift i sommermånederne i 2023. Verdo sikrer dog varmeforsyningen fra nødlastcentraler.

1. dec. 2022
Ældre end 24 mdr.
Tekst af Niklas Lindstrøm Jørgensen, nlj@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Når vejret igen bliver varmt og solrigt, og kalenderen viser juni, juli og august, skal der arbejdes på højtryk på Herningværket. Det lokale kraftvarmeværk, der leverer varme til 20.000 boliger i Herning, står over for flere større reparationer af blandt andet kedelanlæg og generatoranlæg.

    - Revisionen er allerede blevet udskudt et år på grund af krigen i Ukraine og de stigende brændselspriser, og selvom det ikke er et optimalt tidspunkt, så er det nødvendigt, udtaler Sigurd Asser Jensen, der er afdelingsleder hos Verdo i Herning.

    Det er Ørsted, som ejer Herningværket, og som dermed også rent praktisk gennemfører det nødvendige vedligehold, men det koordineres i tæt samarbejde med Verdo, da det er Verdo’s fjernvarmekunder, der bliver påvirket.

    Det planlagte vedligehold betyder, at Herningværket lukker helt ned i sommerperioden 2023. I stedet vil Verdo's nødlastcentraler sikre, at varmekunderne fortsat kan få leveret den varme, der er brug for. Men det kommer med en pris, for nødlasten er noget af det sidste, der bliver omstillet. Det betyder, at varmen i de tre måneder, vedligeholdet står på, er baseret på gas og olie.

    Det er en del af baggrunden for de stigende varmepriser i Herning i 2023, men der er ingen vej udenom, fortæller Sigurd Asser Jensen, afdelingsleder hos Verdo Herning:

    - Vi kan ikke undgå, at det får priserne til at stige i 2023, men på den her måde kan vi trods alt holde omkostningerne så langt nede som muligt, forklarer Sigurd Asser Jensen og understreger samtidig, at han forventer, at varmeprisen vil falde igen i 2024.

    Andre klikkede på...