Gå til hovedindhold
Varmekilder
PtX & CCUS

Hovedstadens fjernvarme bliver endnu mere grøn

VEKS, CTR og Ørsted tager det første formelle skridt til at udnytte overskudsvarme fra CO2-fangst og Power-to-X på Avedøreværket til fjernvarme og dermed på sigt bruge færre træpiller.

19. aug. 2022
Ældre end 24 mdr.
Tekst af Niklas Lindstrøm Jørgensen, nlj@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Udsigten til meget store mængder overskudsvarme har fået Ørsted, VEKS og CTR til blive enige om en hensigtserklæring, hvis der på sigt kan blive etableret CO2-fangst på Avedøreværkets halmfyrede kedel og på Asnæsværket og samtidig PtX-projektet ”Green Fuels for Denmark”.

    Hensigtserklæringen er ifølge en pressemeddelelse fra VEKS det første skridt på vej mod bl.a. mindre brug af træpiller i den nuværende produktion af varme i hovedstadens fjernvarmeforsyning.

    - Med overskudsvarme fra de nye teknologier styrker vi grøn fjernvarme og udbygger samtidig hovedstadens flerstrengede fjernvarmesystem. Det giver robusthed og viser i praksis, at fjernvarmen er omstillingsparat og et vigtig tandhjul i sektorkoblingen, udtaler vicedirektør i VEKS, Morten Stobbe, i pressemeddelelsen.

    Der vil ifølge de tre parter være tale om overskudsvarme fra en proces, der bruger strøm fra en havmøllepark og CO2 fra halm fra lokale marker til at lave grønne brændstoffer til tung transport. Dermed kan fjernvarmen i fremtiden nærmest ikke blive grønnere.

    - Det er rigtig glædeligt, at vi nu ser konjunkturerne til nogle store anlægsprojekter, der på sigt kan gøre os mere uafhængige af den certificerede biomasse, som vi ved vil være en knap ressource, siger direktør i CTR, Kamma Eilschou Holm.

    Varme til 60.000 husstande
    Green Fuels for Denmark-projektet forventes at have 100 MW elektrolysekapacitet klar fra 2025 og 250 MW fra 2027, og Ørsted vil i så fald påbegynde fangst af bæredygtig CO2 fra halmkedlen i 2025. VEKS og CTR deler interessen for at nå de danske klimamål om reduktion af CO2 allerede fra 2025, og CO2-fangst på Avedøreværket er derfor første skridt.

    Den halmfyrede enhed på Avedøreværket omdanner årligt ca. 130.000 tons lokalt indkøbt halm til el og varme. Halmen er et restprodukt fra landbruget. Selve CO2-fangstprocessen fra halmkedlen forventes at generere ca. 48 MW overskudsvarme svarende til ca. 15.000 husstandes årlige forbrug.

    Kombinationen af at bruge halm som brændsel og udnytte overskudsvarmen fra både CO2-fangstprocessen og Green Fuel for Denmark’s anden fase af produktion af grønne brændstoffer på 250 MW vil give op til 260 MW fjernvarme, hvilket svarer til ca. 60.000 husstandes årlige forbrug. Det medfører både grøn og konkurrencedygtig fjernvarme til hovedstaden.

    En fremtidig investeringsbeslutning for CO2-fangstprojektet er betinget af, at der opnås økonomisk opbakning fra det igangværende udbud for CO2-fangst og lagring, samt at de dele af Green Fuels for Denmark-projektet, der omhandler produktion af e-metanol og e-kerosin, bliver realiseret. Derudover skal VEKS, CTR og Ørsted indgå en endelig aftale om udnyttelse af overskudsvarmen.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...