I Karup kommer fjernvarmen lige i rette tid
Nu kan den lokale sportshal i den midtjyske by Karup snart ånde lettet op. Fra slutningen af januar skiftes gasfyret ud med fjernvarme fra Karup Varmeværk og Jethallen slipper dermed for de voldsomt høje priser, man har set på naturgas siden efteråret 2021.
I december sidste år fik Karup Varmeværk godkendt et projektforslag, der skulle bringe fjernvarme til den lokale sportshal samt potentielt cirka 40 omkringliggende private boliger, der alle hidtil er blevet opvarmet af individuelle gasfyr.
Gravearbejdet er allerede påbegyndt og inden foråret kan Jethallen dermed skrive sig på listen over fjernvarmekunder i Karup. De interesserede boligejere i området må dog vente til midt på året, før de også kan få fjernvarme.
Brian Nedergaard, der er driftsleder i Karup Varmeværk, er glad for snart at kunne levere varme til Jethallen. At aftalen kom i hus er ifølge ham primært et spørgsmål om, at timingen var den rigtige.
- Som forholdsvis ny driftsleder valgte jeg at henvende mig til hallen for at tilbyde dem fjernvarme. Vi havde allerede fået henvendelser fra boligområdet, men hallen var så at sige nøglen til, at et konverteringsprojekt kunne forrentes og dermed føres ud i livet, fortæller Brian Nedergaard og fortsætter:
- Vi var heldige, at vi bød til på det helt rette tidspunkt. Udover at hallen stod overfor at skulle udskifte deres gamle gasfyr, var der en klar besparelse at hente i fjernvarmen for dem, ikke mindst på grund af de nuværende gaspriser.
Hvad angår de cirka 40 private boliger i området, er Karup Varmeværk nu så småt gået i gang med at skabe tilslutning til fjernvarmen. Og selvom de kun er en bonus i konverteringsprojektet, vil Brian Nedergaard bestemt gerne også have dem med. Han vil dog ikke presse på – fjernvarmen skal være deres eget valg, siger han.
- Vi har taget kontakt til boligområdet og har allerede fået en del positive tilkendegivelser. Vi kommer med et godt produkt, og så håber vi egentlig bare, at forbrugeren også kan se den gode ide og den gode løsning. Men det skal være op til dem selv, om de vil med på fjernvarmen. Vi tager en individuel snak med hver enkelt forbruger med udgangspunkt i netop deres installation og forbrug, siger han
Konkurrencedygtig pris på trods af en lille stigning
I 2021 stod solvarmen på trods at et solfattigt år for 17 procent af varmeproduktionen i Karup, mens 58 procent kommer fra en varmepumpe. Den resterende produktion dækkes af naturgas, så man kan på Karup Varmeværk ikke undgå at blive påvirket af de tårnhøje energipriser.
Fleksibilitet i produktionen gør dog alligevel, at man som forbruger i Karup kun skal slippe fire øre mere per KWh, så afregningsprisen nu er på 35 øre/KWh. For et standardhus svarer det til en halvtredser om måneden.
- Vi har den vedvarende energi, og så har vi mulighed for at køre med gasmotor, når elpriserne er høje. Når elpriserne så er lave, kører vi med varmepumpe. Det at vi kan navigere i, hvad vi producerer på gør, at vi kan holde varmeprisen nogenlunde i ro, forklarer Brian Nedergaard.
Sammenlignet med individuelle opvarmningsformer mener driftslederen da også klart, at den nuværende fjernvarmepris er til Karup Varmeværks fordel. Og det er ikke kun i forhold til den pebrede naturgas.
- Vores lave varmepris er jo også konkurrencedygtig imod varmepumper, især når man tæller afskrivningen og serviceomkostninger med. Samtidig er fjernvarmen det fornuftige valg i forhold til miljøet, fordi vi kan akkumulere varmen, når strømmen er billigst og mest CO2-neutral, siger han.
Skriv kommentar