Gå til hovedindhold
Varmekilder
Klima- & Miljøforhold

Naturgas og atomkraft kategoriseres som "grønt"

Et flertal i EU-Parlamentet støtter op om et forslag fra EU-Kommissionen, der i en overgangsperiode klassificerer både naturgas og atomkraft som bæredygtige investeringer.

7. jul. 2022
Ældre end 24 mdr.
Tekst af Niklas Lindstrøm Jørgensen, nlj@danskfjernvarme.dk

Onsdag har et flertal i EU-Parlamentet afvist at stoppe et forslag fra EU-Kommissionen, der ifølge kritikerne underminerer de bæredygtige intentioner for fremtiden. Forslaget betyder, at EU i en overgangsperiode vil kategorisere både naturgas og atomkraft som bæredygtige investeringer.

Forslaget er ifølge EU-Kommissionen nødvendigt for at give medlemslandene tid til at få implementeret vedvarende energi i tilstrækkelige mængder til at tage over fra de fossile energiformer – og atomkraft.

Kritikere kalder forslaget fra Kommissionen for ”greenwashing”, fordi forslaget vil åbne for langsigtede investeringer i atomkraft og gas. Dermed modarbejder det EU's grønne ambitioner, og det er derfor et stort nederlag for klimaet.

- Dagens afstemning betyder, at mange af de penge, EU har øremærket til grønne investeringer i medlemsstaternes genopretningsplaner risikerer at lande i langsigtede investeringer af atomkraft og fossil gas. Det vil i værste fald binde os til naturgas i mange år efter 2030, siger Socialdemokratiets medlem af EU-Parlamentet, Niels Fuglsang, i en kommentar.

En lignende melding kommer ifølge Ritzau fra Enhedslistens medlem af EU-Parlamentet, Nikolaj Villumsen.

- Desværre har et flertal i EU-Parlamentet valgt at lytte mere til kortsigtede og snævre interesser fra store energiselskaber end til videnskaben og hensynet til klimaindsatsen. Det er virkelig tragisk, siger Nikolaj Villumsen.

Modstanden mod EU-Kommissions forslag kommer fra den røde og grønne del af EU-Parlamentet, mens især højrefløjen i EU-Parlamentet har støttet forslaget. Således mener de Konservatives medlem af EU-Parlamentet, Pernille Weiss, at "den sunde fornuft" vandt.

- Vi bliver aldrig nogensinde klimaneutrale i 2050, hvis ikke vi har naturgassen med et stykke af vejen. Og hvis ikke vi får flere investeringer i kerneenergi, siger hun.

Skriv kommentar

Andre klikkede på...