Varmepumpe-katalog er opdateret
Grøn Energi har opdateret ”Inspirationskatalog for store varmepumper”, der nu kan downloades fra Dansk Fjernvarmes hjemmeside.
Grøn Energi har tidligere – i 2017 – udgivet både en drejebog og et inspirationskatalog om store varmepumper i fjernvarmesystemet. Det er hensigten, at såvel drejebogen som kataloget skal give værkerne et bedre grundlag for at overveje og gennemføre varmepumpeprojekter.
Nu har der så været grundlag for at opdatere inspirationskataloget med opdaterede driftsdata for Fjernvarme Fyn og Kalundborg. Herudover er der data fra DIN Forsynings projekt, som er under opførelse, og derfor ikke endnu har driftsdata med.
- Vi har krydret inspirationskataloget med lidt viden om mulighederne for el-tilslutning samt historikken for afgifter og tariffer, siger seniorkonsulent i Dansk Fjernvarme, John Elmertoft.
Han oplyser, at han og kollegaerne printer nogle stykker af inspirationskataloget og tager det med til Landsmøde 2022, hvor de er at finde på den fælles stand for Fjernvarmens Hus. Så kan deltagerne på landsmødet komme forbi til en snak om mulighederne ved de store varmepumper.
Målgruppen for drejebogen og inspirationskataloget er primært fjernvarmeværker og varmeplanlæggere i kommunerne, men kan også være et nyttigt værktøj for rådgivere, leverandører af energianlæg og andre med interesse for varmepumper.
Du kan tilgå den opdaterede udgave af inspirationskataloget her:
Skriv kommentar