Faaborg aflyser projekt om udvidelse af fjernvarmenettet
Voldsomme prisstigninger gør, at fjernvarmeselskabet i Faaborg aflyser et udvidelsesprojekt. Dansk Fjernvarme har forståelse for beslutningen.

FFV Varme – der er en del af forsyningsselskabet i Faaborg, FFV – stopper deres udvidelsesprojekt for Faaborg nordvest, Strandgårdsparken og Sundbrinken. Projektet har været i EU-udbud, men bestyrelsen har efterfølgende valgt helt at aflyse projektet, fremgår det af en pressemeddelelse.
Her skriver selskabet, at ”priserne på de indkomne EU-bud er meget højere end forventet”, så ”det vil resultere i priser, der ikke kan konkurrere med andre opvarmningsformer og binde varmekunderne til meget høje priser de næste 20 år”.
Fyens.dk mener at vide, at det billigste af i alt fire indhentede tilbud lød på 138 mio. kroner. Da FVV for to år siden offentliggjorde projektet, lød budgettet på blot 52 mio. kroner, der ville sikre nye varmeledninger til omkring 700 forbrugere.
Fornuftigt og forståeligt
Hos Dansk Fjernvarme giver chefkonsulent Nicolai Kipp udtryk for, at det er brandærgerligt, når FFV Varme dropper sit udvidelsesprojekt, men at det samtidig er både fornuftigt og forståeligt.
- Vi skal for alt i verden undgå at sætte konverteringsprojekter i verden, der er økonomisk uholdbare over længere tid, og det er tilsyneladende tilfældet her. Fjernvarmen skal rulles ud til flest mulige boliger, men det skal ske på en økonomisk forsvarlig måde for selskaberne og for kunderne, siger Nicolai Kipp.
Han nævner, at fjernvarmeselskaberne ikke kan stille meget op, når priserne på materialer eksploderer, og der samtidig er en udbredt mangel på faglærte til at løse opgaverne med at forbinde og grave rør ned.
- Men det vil være en hjælp til fjernvarmeselskaberne, hvis man fra politisk hold ville sætte støttebeløbet fra Fjernvarmepuljen op – fx fra de nuværende 20.000 kroner til 30.000. Det vil kunne styrke økonomien i projekterne, slår Nicolai Kipp fast.
Håb om genstarte projekt
Når FVV Varme dropper udvidelsen, betyder det samtidig, at FFV Varme formelt trækker sit projektforslag tilbage, så man ikke står i vejen for, at boligejerne i de konkrete områder af Faaborg fx kan søge tilskud til etablering af individuelle varmepumper.
Samtidig skriver FFV Varme i pressemeddelelsen, at man vil følge prisudviklingen tæt for eventuelt at sætte en udvidelse af fjernvarmeområdet i gang på et senere tidspunkt, når priserne vil kunne gøre projektet rentabelt for den enkelte fjernvarmekunde.