Gå til hovedindhold
Varmekilder
Sektorintegration
Projekter & Planlægning

Stor opbakning til at fjerne prisloftet på overskudsvarme

Argumenterne for at bibeholde det nuværende prisloft på overskudsvarme skulle man lede længe efter, da Dansk Industri og Dansk Fjernvarme mandag formiddag samlede tilhørere fra energisektoren, industrien, NGOer og myndigheder til konference.

6. nov. 2023
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Klima-, energi-, og forsyningsministeren har udnævnt sig selv til at være ’implementeringens minister’. Ifølge vicedirektør i Dansk Industri, Troels Ranis er der med prisloftet på overskudsvarme en oplagt mulighed for at implementere noget der vil gøre en forskel for sektoren – hvis det vel at mærke fjernes.

    Og netop det budskab var hovedbudskab ved hvert eneste oplæg ved mandagens konference. På programmet var Rambøll, Fjernvarme Fyn, Synergi og jernproducenten Tasso alle repræsenteret ligesom at Dansk Fjernvarme bidrog med et oplæg om de udfordringer, der møder fjernvarmesektoren.

    - Der er for usikkert for alle parter at lave de rette investeringer til at udnytte overskudsvarmen med det prisloft der er lagt på det. Det er særligt et problem de steder hvor overskudsvarmen er lavtemperatur og skal hjælpes på vej af en varmepumpe, forklarer Dansk Fjernvarmes chefkonsulent Jens Christian Nielsen

    Lovgivning med tilbagevirkende kraft

    Nogle af dem, der har haft modet til at investere før den nuværende regulering på overskudsvarme blev indført er Fjernvarme Fyn. Her indgik man tidligt i dialog med Facebook, der i dag hedder Meta, om udnyttelse af overskudsvarme fra deres dengang kommende datacenter i Odense. Begge parter havde en tydelig interesse i at udnytte overskudsvarmen. Dermed gjort og i dag har Fjernvarme Fyn alt i alt investeret tæt ved 400 mio. kr. i at udnytte overskudsvarme fra Metas datacenter, fra spildevandsanlæg og fra andre energikilder.

    Det er investeringer, der i dag er i fare, fordi det kommende prisloft også virker med tilbagevirkende kraft og dermed potentielt river tæppet væk under deres investering.

    Det er uheldigt af flere årsager, forklarede Kim Winther, konstitueret direktør hos Fjernvarme Fyn.

    - Hvis vi ikke kan udnytte overskudsvarmen, fordi der er et kunstigt loft over prisen, så ender vi med at skulle bruge energi fra andre dyrere og ofte mindre grønne løsninger, som der ikke er loft over. Derfor kan et kunstigt prisloft betyde, at vi skal bruge endnu mere biomasse eller at vi skal fyre med endnu mere kul, hvilket vi ikke er interesserede i, sagde Kim Winther.

    Klima og energiordfører for Moderaterne, Henrik Frandsen, understregede at der er vigtigt, at forbrugerne ikke betaler unødigt meget for varmen, men bakkede op om ønsket i at sikre bedre udnyttelse af overskudsvarme.

    - Der er sket meget siden den seneste energipolitiske aftale, hvor der blev aftalt et prisloft på overskudsvarme. Siden da er energimarkederne vendt på hovedet og det er vi selvfølgelig også nødt til at tilpasse os efter, sagde Henrik Frandsen fra Moderaterne.

    Rasmus Horn Langhoff, formand for klima-, energi-, og forsyningsudvalget var opsat på at sikre beskyttelsen af forbrugerne – som var hensigten bag prisloftet da rammerne for brugen af overskudsvarmen blev vedtaget. Flere fra salen kunne dog understrege at forbrugerne er beskyttet gennem varmeforsyningsloven og som Emil Reinhold Kristensen fra Rambøll pointerede

    - Der er derfor ikke behov for at gentænke prisloftet – det skal simpelthen bare fjernes.

    Dansk Fjernvarme har torsdag den 9. november foretræde for Folketingets udvalg for klima, energi og forsyning om netop prisloftet for overskudsvarme.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...