Vejen sætter stort overskudsvarmeprojekt på pause
Det nye prisloft på overskudsvarme tvinger Vejen Varmeværk til at sætte overskudsvarmeprojekt med Viking Link på pause. Usikkerheden ved investeringen er for stor.

Overskudsvarmen fra Energinets omformerstation Viking Link i Revsing har potentiale til at erstatte 50 procent af den nuværende varmeproduktion hos Vejen Varmeværk. Derfor har varmeværket længe arbejdet for at investere i infrastruktur, som kan udnytte overskudsvarmen og fremtidssikre fjernvarmeproduktionen.
Men nu vælger Vejen Varmeværk at sætte projektet på pause på grund af et nyt prisloft for udnyttelse af overskudsvarme, der skaber betydelig usikkerhed for investeringen i projektet.
- Fremtidens fjernvarme vil være el-baseret og samtidig udnytte lokale ressourcer. Overskudsvarmen fra Viking Link ville kunne bringe Vejen Varmeværk et stort skridt ind i fremtiden. Overskudsvarmen vil kunne reducere anvendelsen af biomasse betragteligt og samtidig muliggøre at vi kan tilbyde flere at skifte gassen ud med fjernvarme, siger Suzette Nielsen, formand for Vejen Varmeværk.
- Det nye prisloft på udnyttelse af overskudsvarme skaber betydelig usikkerhed for, hvordan de investerede 120 mio. kroner skal betales.
Viking Link er placeret 5 kilometer fra Vejen Varmeværks forsyningsområde. For at udnytte overskudsvarmen fra omformerstationen skal Vejen Varmeværk investere i en transmissionsledning, varmepumper og en bygning til styring og regulering. Det er en investering på cirka 120 mio. kroner, som kan udfase en stor del af Vejen Varmeværks nuværende varmeproduktion på biomasse.
- Det nye prisloft på udnyttelse af overskudsvarme skaber betydelig usikkerhed for, hvordan de investerede 120 mio. kroner skal betales. Normalvis afskriver man investeringer i nye projekter gennem varmeprisen over mange år, men det umuliggør den nye definition af prisloftet. Derfor bliver vi nødt til at sætte projektet på pause, fordi det er for risikofyldt for selskabet og andelshaverne at gennemføre det med det nuværende prisloft, siger Richard Nielsen, direktør i Vejen Varmeværk.
- Fjernvarmeselskaber og forbrugere er allerede beskyttet gennem regulering af fjernvarmen, så prisloftet bidrager kun til at hæmme udnyttelse af en effektiv energikilde.
Problem for hele Danmark
Problematikken er ikke unik for Vejen Varmeværk alene. I hele Danmark er der fjernvarmeselskaber med overskudsvarmeprojekter, som bliver ramt af usikkerheden ved det nye prisloft på overskudsvarme. Det er et problem for den grønne omstilling og udrulning af fjernvarme.
- Hvis man vil den grønne omstilling, skal prisloftet fjernes hurtigst muligt, og man skal have tillid til, at den eksisterende regulering er tilstrækkelig, samt at varmeselskaberne kan afdække og vurdere om et overskudsvarmeprojekt kan konkurrere med de eksisterende varmekilder i selskabet nu og i fremtiden. Løsningen skal findes politisk på Christiansborg, siger Suzette Nielsen, formand for Vejen Varmeværk.
Vejen Varmeværks opfordring bakkes op af Dansk Fjernvarme, brancheorganisation for landets fjernvarmeselskaber.
- I dag udnyttes kun 13 procent af overskudsvarmepotentialet, og det er en energikilde, som skal udfase energikilder som naturgas, kul, olie og biomasse i fremtiden. Så det er ærgerligt, at vi nu ser, at overskudsvarmeprojekter stoppes eller pauses på grund af et uhensigtsmæssigt prisloft, som hæmmer den grønne omstilling. Fjernvarmeselskaber og forbrugere er allerede beskyttet gennem regulering af fjernvarmen, så prisloftet bidrager kun til at hæmme udnyttelse af en effektiv energikilde, siger chefkonsulent i Dansk Fjernvarme, Jens Christian Nielsen.
Fjernvarmeselskaber er reguleret gennem projektbekendtgørelsen og substitutionsprincippet (Varmeforsyningsloven), der sikrer at varmeselskaberne kun kan investere i projekter, der er til gavn for varmekunderne. Prisloftet på udnyttelse af overskudsvarme rammer skævt ved at regulere en enkelt varmekilde, selvom den vil være mere gavnlig og bæredygtig.
Stort potentiale
- 3,5 % af fjernvarme produceres på overskudsvarme i dag – svarende til 1.400 TJ.
- 13 % af det samlede overskudsvarmepotentiale i Danmark bliver udnyttet i dag.
- Uudnyttet overskudsvarmepotentiale fordeler sig med:
- 20 % er fra erhverv og industri – svarende til opvarmning af ca. 100.000 parcelhuse.
- 67 % er fra øvrige varmekilder, f.eks. renseanlæg, vandværker og i forbindelse med komfortkøl.
Kilder: Fremskrivning 2026, DDI Markedsrapport 2023, Rambøll-analyse om overskudsvarme for DI Energi 2022.
Skriv kommentar