214.000 kan få fjernvarme inden 2028
Der gøres et kæmpe stykke arbejde for at udfase gas i Danmark, viser en medlemsundersøgelse fra Dansk Fjernvarme. Fra 2021 frem mod 2028 bliver der udført fjernvarmeprojekter, som konverterer op mod 214.000 gasfyr. Potentialet kan dog kun indfries, hvis de rette politiske værktøjer og incitamenter er til rådighed.
Samlet skønner Dansk Fjernvarme, at der fra 2022 og frem mod 2028 kan konverteres op mod 214.000 naturgasfyr fordelt på projektforslag udarbejdet af fjernvarmeselskaberne i perioden 2021 til og med 2024. Det svarer til konvertering af cirka 55 procent af de 412.000 husstande, der pr. 1 januar 2022 var opvarmet med gas. I en medlemsundersøgelse gennemført af Dansk Fjernvarme har selskaberne angivet, at de i 2024 forventer at indsende projektforslag om konvertering af yderligere cirka 63.000 husstande. I 2023 blev der udarbejdet projektforslag med et konverteringspotentiale på 60.000 naturgasfyr.
– Da Folketinget i 2022 besluttede, at der skulle sættes tempo på naturgasudfasningen, blev både fjernvarmeselskaber og kommuner pålagt en række krav for at opnå det høje tempo. Blandt andet at fjernvarmen skulle være fuldt udrullet i 2028. Med det høje antal af projektforslag, som er udarbejdet i 2023 og udarbejdes i 2024, er selskaberne rigtig langt med at indfri det mål, siger Rune Moesgaard, som pointerer:
– Nu gælder det jo, at hvis potentialet for gaskonverteringer inden 2028 skal nås, så skal rammerne og værktøjerne være tilgængelige for selskaberne. Der skal skabes incitament over for forbrugerne til at udskifte deres gas med fjernvarme.
Potentiale indfries bedst ved øget politisk fokus
En lav gaspris har igennem et stykke tid fjernet nu og her-efterspørgslen efter at konvertere. Udviklingen i 2023 viste, at det blev sværere at konvertere et naturgasfyr, end det var i 2021 og 2022. Det kunne ses på det drastisk dalende varmepumpesalg, men også på flere fjernvarmeprojekter, hvor der skulle ydes ekstra for at få tilsagn om det nødvendige antal tilslutninger i hus.
Det manglende politiske fokus på at fortsætte tempoet på gasudfasningen smitter af på forbrugerne. Det vil derfor hjælpe gevaldigt, hvis der politisk blev sat fokus på, at gassen ikke hører hjemme i rumopvarmningen, og at der skal konverteres til fjernvarme eller individuel grøn opvarmning.
Den nye hverdag for fjernvarmeudrulningen har både sine positive og sine negative sider. Det er positivt, fordi den lave gaspris sikrer, at der er tålmodighed til at vente på fjernvarmen i områder, der er udlagt til fjernvarme. Men det er negativt, fordi en lav gaspris får danskere til at beholde deres gasfyr, selvom det egentlig er i strid med den grønne omstilling.
– Det største incitament for at skifte til fjernvarme er økonomi. Men vi så også i 2022, at det politiske fokus bidrog gevaldigt til danskernes konverteringer. Det manglende politiske fokus på at fortsætte tempoet på gasudfasningen smitter af på forbrugerne. Det vil derfor hjælpe gevaldigt, hvis der politisk blev sat fokus på, at gassen ikke hører hjemme i rumopvarmningen, og at der skal konverteres til fjernvarme eller individuel grøn opvarmning, siger Rune Moesgaard.
Dansk Fjernvarme efterspørger, at staten fastsætter en slutdato for gasforsyning til udlagte fjernvarmeområder. Det giver forbrugerne en deadline for deres fyr og øger incitamentet til at konvertere.
Fjernvarmepulje bidrager til tempoet
Det vigtigste værktøj i fjernvarmeudrulningen er den statslige fjernvarmepulje, som fjernvarmeselskaber kan søge for at få tilskud til fjernvarmeprojekter i naturgasområder. I 2023 blev puljen oversøgt, og den blev derfor sat på finansloven for 2024 med 150 mio. kroner i tilskud. Da puljen åbnede 1. februar 2024, blev den igen oversøgt, denne gang på blot syv minutter. Et vidne om, at efterspørgslen efter og behovet for puljen er stor i forbindelse med gasudfasningen.
– Fjernvarmepuljen spiller en helt afgørende rolle i de kommende fjernvarmekonverteringer, fordi den bidrager som værktøj til at holde økonomi i projekterne, som øger incitamentet fra forbrugerne til at tilslutte sig. Der er behov for, at puljen er tilgængelig med midler, så fjernvarmeprojekterne indsendt til puljen kan få tilskud og fortsætte. Uden puljen falder en del oplagte konverteringer til jorden uden noget alternativ, siger Rune Moesgaard.
Det, fjernvarmen excellerer i, er, at den udfaser gas i store bundter – hvor alle får mulighed for at komme med – som i det lange løb bidrager til en højere klimagevinst og øgede CO2-reduktioner.
– Hvis potentialet om 214.000 naturgaskonverteringer skal indfries inden 2028, er der behov for, at der er værktøjer som et stop for naturgasforsyningen og en fyldt fjernvarmepulje til rådighed. Fjernvarmeselskaberne viser med deres projektforslag, at de er klar til at levere. Nu er det op til politikerne og forbrugerne at levere, konstaterer Rune Moesgaard.
Denne artikel har været bragt i marts-udgaven af magasinet Fjernvarmen.
Du kan læse magasinet Fjernvarmen online [forudsætter abonnement]:
https://danskfjernvarme.dk/aktuelt/magasinet-fjernvarmen/magasiner
Skriv kommentar