Gå til hovedindhold
Rammevilkår & Regulering
Dansk Fjernvarme
Produktion

Dansk Fjernvarme er utilfreds med nyt prisloft

Dansk Fjernvarme mener, at det nye prisloft for 2025 på overskudsvarme er beviset på, at prisloftet kører op og ned til ugunst for den grønne investeringslyst blandt medlemmerne.

6. november 2024
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk
  • Læs op

Indhold

    95 kr./GJ. Det er det prisloft på overskudsvarme, som fjernvarmeselskaberne skal fokusere på for 2025, og selv om det er lavere end i år – hvor det er på 110 kr./GJ - så mener Dansk Fjernvarme fortsat, at prisloftet er et problem, og at det bør fjernes helt og holdent.

    - Det er tanken at prisloftet skal sikre varmekunder mod for høje fjernvarmepriser. Men det er noget sludder, for kunderne er sikret den laveste varmepris gennem substitutionsprincippet, så i stedet vil prisloftet i hvert fald nogle steder føre til at overskudsvarmen ikke kan udnyttes, højere priser som følge, slår chefkonsulent Jens Chr. Nielsen fra Dansk Fjernvarme fast.

    Udmeldingen om, at prisloftet på overskudsvarme falder med 14 procent fra i år til 2025 kom fredag i sidste uge, og det skyldes ifølge Forsyningstilsynet primært, at elprisen er faldet med over 25 procent siden den sidste beregningsperiode. Til sammenligning steg prisloftet med 40 % fra 2022 til 2024.

    - Det lavere prisloft i 2025 kommer ikke som en stor overraskelse, men var forventelig. I stedet viser fastsættelsen blot, at vores kritik om, at prisloftet vil køre op og ned fra et år til det næste holder stik, siger Jens Chr. Nielsen.

    Han forklarer, at problemet med et ustabilt prisloft er, at det gør langtidsinvesteringerne usikre for fjernvarmeselskaberne – og stort set alle investeringer i fjernvarmen har en tidshorisont på 20-30-40 år.

    - Overskudsvarme kræver store investeringer, og nogle steder skal der bruges el som svinger meget i pris. Så hvis der er usikkerhed om, hvordan prisloftet udvikler sig – og det er der – vil hverken fjernvarmeselskaber eller industrien vælge at investere i overskudsvarme, forklarer Jens Chr. Nielsen.

    Det er fx tilfældet hos Fjernvarme Fyn, der får overskudsvarme fra det store datacenter, som Meta ejer ved Odense. Men prisloftet gør produktionen ufleksibel og usikker.

    Prisloftet kan blive overskredet, f.eks. ved at elpriserne bliver højere end budgetteret, eller at overskudsvarmeprojektet får færre produktionstimer end forudsat. I tilfælde af, at anlægget får få driftstimer er der risiko for at kapitalomkostningerne bliver dominerende og at prisloftet overskrides.

    - Overskudsvarme er en af de mest energieffektive måder at producere varme på, og kan derved give en bedre udnyttelse af elsystemet. Det er en vigtig og central brik i den grønne omstilling, og det bliver sat over styr – ikke kun på Fyn, men over hele landet – fordi det politisk vedtagne prisloft er en barriere i forhold til at komme videre og få udnyttet overskudsvarmen, siger Jens Chr. Nielsen.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...