Gå til hovedindhold
Jura
Rammevilkår & Regulering
Dansk Fjernvarme

Dansk Fjernvarme: Kommentarer til lovforslag om grøn skattereform

Skatteministeriet har netop haft lovforslag i høring, der implementerer dele af den grønne skattereform. Dansk Fjernvarme har sammen med Brancheforeningen Cirkulær afgivet et fælles høringssvar.

19. mar. 2024
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Lovforslaget afspejler i de fleste aspekter indholdet af den politiske aftale om grøn skattereform fra sommeren 2022. Forslaget indebærer derfor også, at der indføres en ny højere CO2-afgift på 750 kr. pr. ton CO2 på fossile brændsler anvendt til produktion af rumvarme.

    Dette gælder både for kvoteomfattede og ikke-kvoteomfattede selskaber.  Derudover hæves CO2-afgift på fossil elproduktion for ikke-kvoteomfattede selskaber til 750 kr. pr. ton CO2, mens der indføres en ny CO2 -afgift på fossil elproduktion på 375 kr. pr. ton CO2 for de kvoteomfattede selskaber i vores sektor. Alle satser er benævnt i 2022-prisniveau.

    Der indføres ikke nye afgifter på biomasse.

    Indførslen af den højere CO2-afgift sker for så vidt angår rumvarme ved en delvis omlægning af de nuværende energiafgifter. Omlægningen er balanceret efter, at afgiftssatsen pr. ton CO2 er uændret for naturgas for så vidt angår produktion af rumvarme (kedler) gældende for både kvote- og ikke-kvoteomfattede fjernvarmeselskaber. Afgiften på fossil elproduktion kan indebære stigninger, også for naturgas.

    Udgangspunktet i lovforslaget er, at afgifterne på fjernvarmeselskaber sker fuldt fra 1. jan. 2025. Der er dog en undtagelse herfra, idet afgiften på 375 kr. pr. ton CO2 på fossil elproduktion hos de kvoteomfattede selskaber indfases gradvist henover perioden 2025-2030.

    Selve afgifterne indføres lovteknisk som en såkaldt emissionsafgift på 375 kr. pr. ton CO2 på de kvoteomfattede selskaber samt en CO2-afgift på 750 for øvrige selskaber. For så vidt angår afgift på rumvarme får de kvoteomfattede selskaber i rumvarmesektoren ikke – som øvrige kvoteomfattede selskaber i industrien – noget fradrag i forhold til niveauet på de 750 kr.

    Det betyder, at de kvoteomfattede fjernvarmeselskaber pålægges både en emissionsafgift (375 kr.) og en reduceret CO2-afgift (375 kr.) og disse summer til 750 kr.

    Det foreslås desuden med lovforslaget, at for procesformål vil energiafgifter udgøre 4,5 kr. pr. GJ, således at minimumssatserne i energibeskatningsdirektivet overholdes. Både energiafgiftslovene og CO2-afgiftsloven gennemfører energibeskatningsdirektivet, og derfor foreslår Skatteministeriet yderligere, at energiafgift af ikke-kvoteomfattet energiforbrug til procesformål, hvoraf der er betalt CO2-afgift, vil kunne godtgøres.

    For energiprodukter, der ikke er omfattet af CO2-afgiften, vil processatsen ikke kunne godtgøres og derfor ligge på 4,5 kr. pr. GJ.

    Der er mulighed for at dykke ned i høringsmaterialet fra Skatteministeriet – klik her.

    Dansk Fjernvarmes høringssvar

    Dansk Fjernvarme har afgivet høringssvar til Skatteministeriet sammen med Brancheforeningen Cirkulær og med input fra bl.a. de to foreningers fælles følgegruppe vedr. grøn skattereform.

    Dansk Fjernvarme bakker generelt op om indførslen af CO2-afgifter til at skabe de rette incitamenter til reduktion af udledningen af CO2 og dermed bidrag til at løse klimakrisen. Imidlertid er der fortsat en række forhold i implementeringen af den grønne skattereform, som Dansk Fjernvarme dels mener er i strid med den politiske aftale, og dels mener modarbejder den grønne omstilling.

    Der er særligt to forhold, som kan fremhæves som værende i direkte strid med den politiske aftale og som Dansk Fjernvarme arbejder for at få ændret inden lovforslaget fremsættes.

    Det drejer sig for det første om, at Skatteministeriet med lovforslaget ikke lægger op til, at selskaber i fjernvarmen, der fanger og lagrer CO2, kan få afløftet hele afgiften på 750 kr. pr. ton CO2. Kvoteomfattede selskaber kan ifølge forslaget få afløftet halvdelen af afgiften svarende til emissionsafgiften (375 kr.), mens ikke-kvoteomfattede selskaber slet ikke kan få afløftet noget. Det betyder, at fjernvarmeselskaber der fanger og lagrer CO2 fra fossile brændsler fortsat skal betale CO2-afgift heraf, såfremt skatteministeriet ikke ændrer lovforslaget.

    Dansk Fjernvarme mener ikke, at dette element i lovforslaget lever op til formålet med den grønne skattereform, idet der ikke skabes de incitamenter til at reducere udledningen af CO2, som ellers var stillet i udsigt med den politiske aftale om grøn skattereform af 24. juni 2022. Læs yderligere om problematikken – klik her.  

    Derudover mener Dansk Fjernvarme ligeledes, at Skatteministeriets forslag om fuld indfasning af de nye afgifter pr. 1. jan. 2025 er i strid med den politiske aftale og principielt forkert, når der er tale om en så grundlæggende omlægning af afgiftssystemet – som flytter mange millioner i afgiftsbetalinger. Læs yderligere om problematikken – klik her.

    Derudover anser Dansk Fjernvarme det for helt forkert og i modstrid med en grøn skattereform, at Skatteministeriet fortsat afgiftsbelægger opgraderet biogas i gasnettet, som om det var naturgas. Det betyder konkret, at den opgraderede biogas nu også pålægges den nye afgift på fossil elproduktion udover det niveau af afgifter, som hidtil har eksisteret.

    Med lovforslagene lægges der desuden op til en højere beskatning af kvoteomfattede selskaber i rumvarmesektoren sammenlignet med øvrige kvoteomfattede selskaber i industrien. Det er principielt forkert, at der ikke gøres op med den eksisterende uens beskatning på området.

    Der er også en række oplagte ændringer af afgiftssystemet på affaldsenergiområdet, som allerede har været planlagt flere år tilbage (energibalancemetoden), som Skatteministeriet udskyder til senere. Dansk Fjernvarme mener at arbejdet med at føre disse ændringer ud i livet skal fortsættes snarest muligt.  

    Læs hele høringssvaret – klik her.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...