Gå til hovedindhold
Forsyningssikkerhed
Dansk Fjernvarme

Den russiske gas skal ud af rørene og ind på dagsordenen igen

Krigen i Ukraine har nu rundet 1000 dage. Ved årets sidste Energi på Toppen sættes der fokus på den udenrigs- og energipolitiske situation, når Dansk Fjernvarme spørger: Hvor længe skal fossil energi være et geopolitisk våben?

20. november 2024
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk
  • Læs op

Indhold

    For blot to år siden var den russiske gas og vores danske forbrug af gassen øverst på regeringen og danskernes dagsorden. Putins invasion af Ukraine den 24. februar 2022 satte Danmark og Europa i alarmberedskab, og pressemøder fra Statsministeriet handlede nu ikke om coronasmitte, men om gasudfasning, fjernvarmeudrulning og forsyningssikkerhed.

    - Det er ikke længe siden, at det ikke kunne gå hurtigt nok med at få den russiske naturgas ud af den danske forsyning og gasfyrene ud af de danske boliger. Det var klogt og er nødvendigt. Men selv om prisen på gas så småt er på vej op igen, så har den været relativt lav i en længere periode, hvilket har fået danskernes villighed til at udfase gasfyret til at dæmpe sig. Vi vil med den kommende Energi på Toppen gerne give en status på, hvordan det går for Danmark og Europa, fortæller kommunikationskonsulent Katrine Fugl, der er i fuld gang med at planlægge detaljerne på programmet.

    - Ifølge klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard haster udfasningen af gasfyrene ikke så meget mere, fordi han tror på, at gassen i de danske rør om få år vil være grøn. Men er den det og betyder det, at vi ikke behøver flere initiativer de kommende mange år? Den tese tror jeg gerne flere vil udfordre, fortsætter Katrine Fugl.

    En af udfordrerne på biogassen er den grønne tænketank Concitos senioranalytiker Karsten Capion, der netop sidder og regner på, om de klimafremskrivninger regeringen har stemmer overens med virkeligheden.

    For hvad skal den biogas, vi kan producere bæredygtigt i Danmark bruges til? Rumopvarmning? Industri? Spidslast på kraftvarmeværkerne? Eksport til Europa? Spørgsmålene er mange og nogle af dem vil forhåbentlig blive besvaret af nogle af de seks oplægsholdere.

    Formiddagen rundes af med politisk debat blandt udenrigsordførere fra de politiske partier, der får spørgsmålet: Har Christiansborg gjort nok for at komme af med den russiske gas?

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...