Gå til hovedindhold
Dansk Fjernvarme
Medlemmer
Klima- & Miljøforhold

Engageret EP-kandidat besøger Sæby Varmeværk

Enhedslistens EP-kandidat Ludvig Goldschmidt fik sin fjernvarmedebut, da han for første gang besøgte Sæby Varmeværk. EP-kandidaten mestrede at skabe den røde tråd mellem Christiansborgpolitik og varmeværkets faktiske vilkår.

17. maj 2024
Tekst af Karen Grønning Mikkelsen, kgm@danskfjernvarme.dk

For Ludvig Goldschmidt var besøget hos Sæby Varmeværk første gang, han fysisk var på et fjernvarmeværk. Han blev taget godt imod af bestyrelsesformand Trine Saaby og driftsleder Karsten Thiessen. Foto: Jesper Voldgaard.

  • Læs op

Indhold

    Det var en ydmyg, nysgerrig og smilende EP-kandidat fra Enhedslisten, som besøgte Sæby Varmeværk en varm forårsdag i maj.

    - Det er mit første besøg på et fjernvarmeværk, fortalte EP-kandidat Ludvig Goldschmidt med et skævt smil.

    Med den kommentar var isen brudt og skabte stor begejstring hos driftsleder Karsten Thiessen og bestyrelsesformand Trine Saaby.

    På besøget deltog også Dansk Fjernvarmes internationale chef Birger Lauersen og de lokale bestyrelsesmedlemmer Jørgen Rørbæk Henriksen, Tom Møller og Karl Falden. Inden der var rundvisning på varmeværket, var Enhedslistens EP-kandidat og resten af selskabet inviteret på frokost i værkets fælleslokale. Her diskede Sæby Varmeværk op med udsøgte stjerneskud.

    Under frokosten blev Ludvig Goldschmidt af Trine Saaby og Karsten Thiessen klædt på til at forstå, hvordan driften fungerer hos Sæby Varmeværk, og hvilke udfordringer værket oplever i hverdagen.

    Selvom Ludvig Goldschmidt var den nye dreng i klassen i selskabet, var det tydeligt at høre, at den grønne omstilling er en af hans mærkesager i valgkampen til Europa-Parlamentet. Hvis Enhedslistens EP-kandidat bliver valgt ind den 9. juni, vil Ludvig Goldschmidt dele Danmarks erfaringer med fjernvarme.

    Exel-ark vs. virkeligheden

    Efter frokosten gik turen udenfor, hvor Enhedslistens EP-kandidat fik en rundvisning på varmeværket.

    Udover at være EP-kandidat beskæftiger Ludvig Goldschmidt sig til dagligt med klima, energi, forsyning, landbrug, fødevarer og fiskeri hos Enhedslisten på Christiansborg.

    Se video med Ludvig Goldschmidt, hvor han fortæller om sit besøg på Sæby Varmeværk. Video: Jesper Voldgaard.

    Det gjorde derfor stort indtryk på EP-kandidaten at se med egne øjne, hvordan et varmeværk fungerer og ser ud i virkeligheden.

    - Jeg sidder til daglig med Excel-ark over blandt andet energisektoren, men et er at sidde med tallene, noget andet er at komme ud og tale med driftslederen og bestyrelsesformanden.

    Det var også bestyrelsesformand Trine Saaby og Dansk Fjernvarmes Internationale chef Birger Lauersens oplevelse, at der hos Enhedslistens EP-kandidat på rundvisningen på værket blev skabt en rød tråd mellem Excel-arkene og varmeværket.

    - Det er sat på spidsen, men Ludvig sidder som akademiker og Christiansborgpolitiker og ser verden ud fra et regneark. Men det er mit indtryk at der i dag er blevet skabt en forbindelse mellem et regneark og de faktiske vilkår, påpeger Trine Saaby.

    - Han stillede gode velformulerede spørgsmål og var engageret, istemmer Birger Lauersen.

    På rundvisningen pingpongede Trine Saaby og Karsten Thiessen og fortalte Ludvig Goldschmidt om værkets langsigtede planlægning.

    Det er vigtigt for Trine Saaby, at EP-kandidaten forlader Sæby med viden om, at fjernvarme ikke er noget, som sker over natten.

    - Det har været meget inspirerende. Fjernvarme for mig er symbolet på fremtidens varmeløsning, det er fleksibelt og bæredygtigt. Det er det, vi skal bruge for at give folk en billigere og bæredygtig varmekilde, siger Ludvig Goldschmidt. Foto: Jesper Voldgaard.

    - Vi er et lidt tungere omstillingsapparat. Vi trives ikke godt med, at der suser forskellige lovgivninger, ændringer eller holdninger forbi hver andet år. Det presser os administrativt. Det er ikke der, at vi skal lægge vores energi. 

    Meget inspirerende

    På rundvisningen gik turen også forbi Sæby Varmeværks mange solpaneler. Her fandt Karsten Thiessen og Ludvig Goldschmidt ud af, at de havde andre ting til fælles end en interesse for fjernvarme.

    - Vi har levende græsslåmaskiner i form af får, der går og græsser. De sørger for, at græsset ikke bliver for højt omkring solpanelerne. Dem vil vi selvfølgelig gerne vise frem til en fra Enhedslisten, fortalte Karsten Thiessen.

    De levende græsslåmaskiner var da også lige i den klimabevidste EP-spidskandidats ånd.

    - Jeg har også får derhjemme.

    Ludvig Goldschmidt blev vist rundt hos Sæby Varmeværk af formand for bestyrelsen, Trine Saaby, og international chef i Dansk Fjernvarme, Birger Lauersen. Foto: Jesper Voldgaard.

    Men det lykkes ikke at se de levende græsslåmaskiner, om det var de mange mennesker eller det varme forårsvejr, der gjorde, at fårene havde trukket sig tilbage i skyggen, vides ikke.

    Men turen til Sæby fra København, som begyndte klokken 5:30 for Ludvig Goldschmidts vedkommende, var hele turen værd.

    - Det har været meget inspirerende. Fjernvarme for mig er symbolet på fremtidens varmeløsning, det er fleksibelt og bæredygtigt. Det er det, vi skal bruge for at give folk en billigere og bæredygtig varmekilde.

    - Det tror jeg, vi i Danmark har fundet en løsning på, som vi skal udrulle. Først til restgruppen i Danmark og sidenhen også til en meget større del af Europa, hvor vi har brug for fjernvarmenet.

    Hvis Ludvig Goldschmidt bliver valgt ind i Europa-Parlamentet, håber han, at værdien ved fjernvarme kan spredes ud til andre europaparlamentarikere.

    Det var en tilfreds driftsleder, som gav hånd til Ludvig Goldschmidt, inden han skulle videre til næste aftale i kalenderen.

    -Det har været en fornøjelse at vise varmeværket frem til en nysgerrig og engageret EP-spidskandidat.

    Og tilføjer:

    -Hvis han bliver valgt ind, håber jeg, at han tager den viden med herfra og fortæller i Bruxelles, hvordan vi gør i Sæby.

    -Vi er på forkant med fjernvarme lige nu, men vi skal blive ved med at udvikle. Der får vi brug for EU’s hjælp.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...