Gå til hovedindhold
Digitalisering

PULS 2024: Hvordan omfavner vi AI og digitale teknologier i fjernvarmen?

Ekspert i digital transformation, Steffen Damborg, understregede på PULS 2024, hvorfor man som fjernvarmeselskab bør være proaktiv, når det kommer til at bruge nye digitale teknologier.

19. jun. 2024
Tekst af Niklas Lindstrøm Jørgensen, nlj@danskfjernvarme.dk

Der er store fordele at hente i den digitale transformation – uanset varmeværkets størrelse, mener Steffen Damborg. Foto: Jesper Voldgaard.

Indhold

    Digitale teknologier som AI skal sættes på dagsordenen til møderne i bestyrelseslokalet – også i fjernvarmebranchen.

    Sådan lyder den helt klare opfordring fra Steffen Damborg, direktør i DigitalConsult og bestyrelsesmedlem i NRGi, til deltagerne på PULS 2024.

    Han er ekspert i digital transformation – og ifølge ham er der brug for en mere proaktiv tilgang til nye teknologier blandt virksomheder.

    Erfaringen med teknologier som generativ AI viser nemlig, at mens medarbejderne er hurtige til at udforske mulighederne, halter virksomhederne bagefter i at implementere teknologien med politikker og arbejdsgange.

    Og det er helt naturligt, understreger Steffen Damborg – men derfor bør man alligevel forsøge at modarbejde tendensen.

    - På den ene side har vi teknologien, som udvikler sig eksponentielt. Og på den anden side har vi lovgivning og regulering, som udvikler sig lineært. Det gør, at tidsforskydningen bliver større og større, og det er helt naturligt. Så er det bare op til os at minimere den, siger han og fortsætter:

    - Allerede nu findes der for eksempel generativ AI-løsninger til virksomheder, hvor organisationens data er sikret. Det gælder om at være proaktiv – og derfor er det min opfordring, at man som bestyrelsesmedlem i et varmeværk sætter det på dagsordenen til næste møde.

    Jeg er helt overbevist om, at der er guld for enden af regnbuen, når det kommer til digitalisering. Som jeg ser det, er der ikke nogle undskyldninger for hverken de store eller små selskaber.

    Steffen Damborg, direktør i DigitalConsulent og bestyrelsesmedlem i NRGi.

    Flere måder at arbejde med digitalisering på

    Hvordan digitale teknologier som AI implementeres i fjernvarmeselskaber i praksis – og hvordan man skaber en interesse hos både medarbejdere og bestyrelse – kan afhænge meget af det enkelte selskab.

    Det tydeliggøres i høj grad i den debat, der følger efter Steffen Damborgs oplæg. Her deltager repræsentanter fra flere selskaber i diskussionen, blandt andet Steen Grube, der er afdelingschef for digitalisering i HOFOR:

    - For os har det været vigtigt at få digitaliseringsmindsettet ud og køre i forretningen. Man er nødt til at være omstillingsparat og være åben overfor nye løsninger. Vi kommer fra en branche, hvor teknologien lever i 20-30 år. Den tanke må man væk fra, når man arbejder med digitalisering, siger han og fortsætter:

    - Hvis vi skal skabe datastyrede løsninger, er vi nogle gange nødt til at gå på kompromis med den sikre drift, fordi den til tider ikke fremmer den digitale transformation. Men det kan selvfølgelig give udfordringer, og det gør det også i HOFOR.

    Tilgangen er lidt anderledes i Ry, hvor varmeværkets størrelse på ingen måde kan matche organisationen i HOFOR. Det betyder dog ikke, at der er ikke er stor fokus på digitalisering og de fordele, man kan drage af den, fortæller direktør Flemming Joel Skjødt:

    - Vi har meget fokus på at involvere medarbejdere og bestyrelse i vores digitale transformation. Vi er jo ikke så mange, og det betyder også, at vi er hurtige til at tage beslutningerne sammen, siger han og fortsætter:

    - For os er digitalisering et middel til at nå målet om at levere en god service til vores forbrugere. Det er vigtigt for os, at dataene reelt kan bruges ude ved kunderne – og vi oplever faktisk, at de er enormt interesserede i deres forbrugsdata.

    Ingen undskyldninger – uanset selskabets størrelse

    Spørger man Steffen Damborg, er det svært at finde gode argumenter mod den digitale transformation – uanset om man er et større eller mindre fjernvarmeselskab.

    - Jeg er helt overbevist om, at der er guld for enden af regnbuen, når det kommer til digitalisering. Jeg tror, der er effektivisering at hente i den måde, vi producerer varmen på – men også meget i forhold til den måde, forbrugerne bruger varmen på, siger han og konstaterer:

    - Som jeg ser det, er der ikke nogle undskyldninger for hverken de store eller små selskaber. Det er klart, at vi i de store selskaber har nogle skalafordele. Men når det kommer til agilitet, har de mindre klart nogle fordele. Der er langt kortere vej til at få drejet selskabet i den rigtige retning.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...